Ingen penge til markedsføring af Grand Prix

Lyt til artiklen

Politiken søndag: Siden Brødrene Olsen for et år siden sendte hele Danmark på stjerneflugt ved at flyve højt på kærlighedens vinger i Stockholm, har der været lagt op til national fest og glæde. For første gang i 37 år skal Danmark være vært for et internationalt Melodi Grand Prix, og brødrenes hjemland får dermed en enestående chance for at vise sig fra sin bedste side. Grand Prixet tiltrækker det største antal udenlandske journalister, der nogensinde har været samlet til en enkelt begivenhed i Danmark. Men hvem skal stå forrest, når der skal vises frem? Og hvem skal betale for det? Det er en kamp, der længe har været i gang, og som er knap så mellemfolkelig og fredsommelig som kampen om at vinde dette års slagerdyst i Parken 12. maj. Socialt program Turistorganisationen Wonderful Copenhagen har lavet et socialt program for de mange Grand Prix-gæster, der kommer til København allerede weekenden før Grand Prixet. Ved siden af prøverne i Parken får de rigelig tid til at forlyste sig i København og omegn. Og det skal udnyttes, mener Wonderful Copenhagen. »Det handler om at etablere en række photo opportunities, så pressen fra de enkelte lande tager billeder af deres popstjerner«, siger salgs- og marketingdirektør Ole Andersen. Det sociale program er endnu ikke offentliggjort, men ifølge Wonderful Copenhagen går turen til Rosenborg, Statens Museum for Kunst, Carlsberg, Den Sorte Diamant og Det Kongelige Bibliotek, Kronborg, Louisiana, Arken, Vikingemuseet i Roskilde, Det Kongelige Teater og Tivoli. Blandt kulturinstitutionerne er der stor glæde over at være kommet med på programmet. Men flere af dem beklager, at der ikke langt tidligere har ligget en plan. Samtidig er de utilfredse med, at det nu ligger fast, at de ikke får del i de i alt syv millioner, som Københavns Kommune og Wonderful Copenhagen har lovet at skyde i netop markedsføringen af København og omegn. Den eneste hjælp, de kan få, er en sponsoreret Carlsberg-øl. »Det er vores holdning, at markedsføringsværdien er langt større for institutionerne, end de udgifter de måtte have i forbindelse med arrangementerne«, siger Ole Andersen. Stramt budget Ifølge informationschef Christa Larsen har Statens Museum for Kunst et meget stramt budget og har ikke afsat ressourcer til så stort et arrangement som det aktuelle: »Vi har planlagt at lave et arrangement med temaet 'Musik i kunsten'. Men rent økonomisk har vi ikke budgetteret med at have nogen udgifter. Det er lige ved frokosttid, men vi har ikke råd til at give frokost til flere hundrede mennesker«. Det Kongelige Biblioteks kulturchef, Jytte Hilden, mener, at den sene planlægning forøger risikoen for, at København ikke får den fulde effekt af det store pressebesøg. »Nu er der nogen, der skal løbe meget hurtigt, for at det her skal lykkes«, siger hun. Sidste års erfaringer Halvdelen af de syv millioner kroner er bevilget af Københavns Borgerrepræsentation. Den anden halvdel skal leveres af Wonderful Copenhagen. Organisationen har ikke lagt penge på bordet, men leverer ydelser i form af man power eller indgåede sponsor- og rabataftaler. Det betyder for eksempel, at Wonderful Copenhagen kan trække 1,6 millioner kroner fra sine forpligtelser ved at forhandle et Copenhagen Card til alle delegerede på plads med ejerne af kortet. Kortet giver adgang til transport og forlystelser i byen, hvilket betyder færre indtægter for blandt andet de kulturinstitutioner, som nu ønsker økonomisk hjælp til at gennemføre det sociale program. Besøgsstederne har været til et møde 13. marts hos Wonderful Copenhagen, der kun modvilligt åbnede døren. Utilfredsheden har medført, at Jytte Hilden sammen med sine kolleger fra Tivoli og Statens Museum for Kunst har henvendt sig til pr-konsulent Christian Have for at få kendskab til de presseerfaringer, der måtte være fra Grand Prixet i Stockholm sidste år. Afviser kritikken Wonderful Copenhagens salgs- og marketingdirektør afviser kritikken og oplyser, at man først nu er ved at få overblik over, hvor mange Grand Prix-delegerede der vil deltage i de sociale aktiviteter. »Jeg kan da godt forstå ønsket om at få noget at vide, men vi har haft svært ved at give dem relevante oplysninger, fordi vi for eksempel ikke har vidst, hvor mange deltagere der var til de enkelte arrangementer«, siger Ole Andersen. Han har netop indkaldt til et nyt orienteringsmøde - den 17. april.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her