Politiken onsdag: Heller ikke på andendagen kunne virkeligheden mage sig til et gnistrende møde mellem Det (nye) Kgl. Biblioteks kritiker og tilhænger. En buste af Georg Brandes på Det Kgl. Bibliotek skaber mistanke om nært familieskab med udenrigsministeren, og førstebibliotekaren viser vej blandt fem etager bøger. _________________________ Det stormede på tværs med sne, og derfor valgte jeg denne vinterdag sidst i marts at ankomme til Det Kgl. Bibliotek fra Christiansborg-siden. Det nytter imidlertid ikke noget. Den eneste vej ind er i dag fra Søren Kierkegaards Plads, der er spektakulær på en mere tidssvarende, knap så sneagtig, facon. Hvor er Barfoed og Bredsdorff En sandwich i Café Øjeblikket med lidt skinke og én enkelt, meget tynd skive uspecificeret ost senere begynder jeg at overveje, hvor pressens to vældige kombattanter, dr.phil. Niels Barfoed og professor Thomas Bredsdorff, mon kan være henne. I går undgik de med nød og næppe at tørne ind i hinanden i foyeren i Den Sorte Diamant, og det havde været interessant at høre Barfoed forsvare sit synspunkt om, at forskerne siver fra Det Kgl. Bibliotek på grund af stedets øgede tivolisering, og høre Bredsdorff imødegå ham med argumenter om øget effektivitet. Da colaen lidt efter vil ud, støder jeg ind i Niels Barfoed ved håndvasken på toilettet. Han er herinde sådan helt religiøst hver evig eneste dag for at studere håndskrifter til en ny bog, og det er ganske rigtigt ham, selv om han ser lidt yngre ud. Forgæves spejder jeg efter Thomas Bredsdorff, og Barfoed peger et ungt par ud, der sammen med deres to små børn har forvildet sig uden for publikumsområderne og således demonstrerer, hvad Barfoed hele tiden har sagt: Det er svært at koncentrere sig, når så mange uvedkommende færdes så respektløst. I dag kan jeg nærmest høre hver en knappenål falde til jorden i det mægtige hus. Ikke at jeg hører nogen, for der er vist ingen. Kanske betonen er dårligere til at absorbere lyde i snevejr? I går kunne man skrige mig ind i ansigtet, og jeg hørte intet. Da var der solskin. En morsom bibliotekar Grethe Jacobsen møder mig under Per Kirkeby-loftsmaleriet. Hun er førstebibliotekar, hvilket vil sige chef for Danske Samling. Hun har fortalt, at hun er høj og krølhåret, men har ikke sagt, at hun også er morsom. Hun har heller ingen højdeskræk og fremviser med ophøjet foragt for tyngdeloven det fem etager høje magasin, der indtil 1960 rummede alle de danske bøger, der var trykt siden 1482! Da blev selv dette store magasin for småt, og Grethe Jacobsens drøm er at samle hele molevitten til og med vor egen tid i et enormt klimastyret magasin på Amager. Det er sundere for bøgerne, og så kunne man beholde det gamle magasin som showcase med dubletter af nogle af dem. Alt af alle Da jeg skeptisk spørger til nogle småkompromitterede danske forfattere fra nutiden, svarer Grethe Jacobsen, at dem har biblioteket sørme også alle bøger af, faktisk samtlige udgaver af alle bøger. »Pontoppidan lavede meget om fra udgave til udgave, så især her er det vigtigt at have dem alle«. Alle bogklubbøger, paperbacks og cd-romudgaver er her også. »Min holdning er, at vi skal have revl og krat«, siger Grethe Jacobsen med glæde. »Hvis det er dansk, er det dejligt!«, fastholder hun selv under mit ufravendte bliks sagte ristende ild. Nettoaviser på lager »Vi kan ikke tillade os at vurdere på vegne af eftertiden, hvad der er vigtigt«, siger hun helt fornuftigt, »så derfor har vi Nettos tilbudsavis i udvalgte eksemplarer, for hvis en sådan optræder i en novelle af Jan Sonnergaard, så skal vi have en til at forklare konteksten«. Lidt senere kan vi le ad en tilbudsavis fra et tekstilforetagende i Broager, der kalder sig Hemogram. Klaphatte sælger de og en ballon af en enorm T-shirt, der er trykt som kæmpemæssigt dannebrogsflag. Pia Kjærsgaard og Søren Espersen ville være kommet i trussen. Førstebibliotekaren viser mig et flot eksemplar fra 1709 af 'Lex Regia', kongeloven, noget så bizart som en enevældig konges grundlov, har man hørt så galt? Vi bærer andægtigt værket ind i Det Kgl. Biblioteks tidligere kantine, igennem Brandes Arkivet, hvor en buste af Georg i et pludseligt skræmmende glimt afslører tydelige genetiske ligheder med udenrigsministeren: det bølgede hår, fipskægget. Nogen burde tage en dna-test og påvise noget med slægters gang, og så må det være op til andre autoriteter af fastslå, om det handler om en egentlig evolution i darwinsk forstand. Få meter herfra sidder udenrigsministerfruen, Jytte Hilden, næsten incestuøst tæt på busten af Brandes, det moderne gennembruds Lykketoft- lookalike. Grethe Jacobsen, der er historiker ligesom sin mand, der har speciale i 1600-talshistorie, fortæller mig, da jeg er kommet mig, at ikke nok med at en enevældig grundlov er en perversion, faktisk havde den danske enevælde et bureaukrati, der sikrede borgerne en enestående retssikkerhed - »ikke nødvendigvis retfærdighed«, pointerer hun, »men retssikkerhed«. Duel Over en sidste kop café au lait i Café Øjeblikket (kaffen er adskilligt bedre end sandwichen!), med udsigt til færgerundfartens skumsprøjt og en himmel, der mørknes og forbereder sig på endnu mere sne i morgen, møder jeg sågu' Thomas Bredsdorff. Tirsdagen havde ikke været komplet uden. Og hvor er så Niels Barfoed? Ku' man lige orkestrere en duel, eller sku' man arrangere virkeligheden til at passe med, at d'herrer dyster på livet på fredag, der er Politikens sidste dag som fjernredaktion på Søren Kierkegaards Plads?.