Von Triers nye film får særbehandling

Lyt til artiklen

Politiken onsdag: Trods udmeldinger om, at den statslige filmstøtte fortrinsvis skal gå til dansksprogede film, har filminstruktøren Lars von Trier og filmselskabet Zentropa fra Det Danske Filminstitut fået tilsagn om en støtte på 9,5 mio. kr. til det engelsksprogede filmprojekt 'Dogville', der skal optages i Sverige. Samtidig med milliontilsagnet er Zentropa så tæt på en aftale med verdensstjernen Nicole Kidman, at kun en skuespillerstrejke i USA kan hindre, at hun kommer til at spille hovedrollen i filmen. Wiedemann bag støtte Det er filmkonsulent Vinca Wiedemann, der står bag tilsagnet til Lars von Trier. Og det var netop Vinca Wiedemann, der skabte stort postyr og kraftig debat, da hun i fjor meddelte, at danske engelsksprogede film kun rent undtagelsesvis ville kunne opnå større støtte end mellem to og tre mio. kr. Det vakte især vrede hos Nimbus Film, der havde håbet på et langt større beløb til Thomas Vinterbergs nye film 'It's all About Love'. Ny holdning »Jeg har ikke ændret holdning i forhold til min udmelding om, at de fleste af de statslige støttepenge skal gå til de dansksprogede film, men som jeg sagde dengang, må der være plads til undtagelser, til det helt ekstraordinære. Og det er tilfældet med Lars von Triers projekt. Det er simpelt hen det mest interessante filmprojekt, jeg har været præsenteret for i min tid som konsulent. Han foretager et radikalt sporskifte i forhold til sin seneste film 'Dancer in the Dark' og begiver sig ud i et dristigt og utroligt spændende formmæssigt eksperiment. Jeg ser ikke filmen som en større kommerciel sag. Der er derfor af kunstpolitiske årsager også god grund til at støtte et sådant projekt«, siger Vinca Wiedemann til Politiken. Kidman venter Zentropa-producenten Vibeke Windeløv siger, at selskabet havde søgt om et noget større beløb, men at man foreløbig er glade nok for filminstituttets tilsagn på de 9,5 mio. kr. til det samlede budget på ca. 80 mio. kr. Om forhandlingerne med Nicole Kidman siger hun: »Nicole Kidman vil meget gerne være med i 'Dogville'. Det eneste problem er den truende skuespillerstrejke i USA. Vi kan ikke få klar besked på, om Nicole Kidman som australsk borger vil blive inddraget og vi kan jo ikke vide, om der kommer en lang strejke. Vi foretrækker derfor indtil videre at afvente, hvad der sker i USA«, siger Vibeke Windeløv. Lars von Trier har tidligere sikret sig Stellan Skarsgård og Katrin Cartlidge til filmen. Hele filmen optages i studie Det formmæssige eksperiment i 'Dogville' består i, at hele filmen optages i et studie. Handlingen foregår i en amerikansk bjergby i 1930erne, men kulisserne bliver blot kridtstreger, der markerer veje og bygninger, og alle skuespillere er på scenen hele tiden. Det er endnu engang godheden, Lars von Trier vil udforske, men denne gang får kvinden sin hævn. »Det kunne lyde som filmet teater, men det er det langtfra. Lars von Trier sprænger alle rammer for, hvordan en film kan skabes«, siger Vinca Wiedemann, der bl.a. har bedømt projektet på en syv minutters lang prøveoptagelse med f.eks. de danske skuespillere Sidse Babett Knudsen og Nikolaj Lie Kaas. Håber på forståelse Hun er godt klar over, at hendes støttetilsagn kan udløse en heftig debat, men hun mener, at der generelt i det danske filmmiljø er forståelse for, at en mand som Trier får særbehandling. Som et apropos til det kan nævnes, at der hele tiden har været holdt en bagdør åben, så Nimbus trods udsagn om at ville gå til udlandet kunne få en støtte på tre mio. kr. til Thomas Vinterbergs film, og Nimbus har nu erklæret, at den mulighed vil selskabet gerne bruge.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her