Strålende comeback for Bille August

Lyt til artiklen

Politiken fredag: Bille August er på ny inde i varmen efter sin ikke ganske vellykkede udflugt til Hollywood. I hvert fald hos de danske filmanmeldere. Hans nye film 'En sang for Martin' får formidable anmeldelser hele raden rundt - med Information som eneste undtagelse, måske fordi avisen er gået uden om sine filmanmeldere og har sat sin kunstanmelder Lisbeth Bonde til at forestå bedømmelsen. Fornemmest er Henrik Lists anmeldelse i Berlingske Tidende, der fastslår, at det er »en fornøjelse at kunne byde en stor, dansk filmskaber velkommen hjem med en film, der virkelig matcher hans talent, æstetik og sensibilitet«. »'En sang for Martin' er en alvorlig og dyster film, men August undgår alligevel imponerende nok sentimentalitet eller sukrede strygere, nemme pointer eller det, der bare ligner en happy end a la Hollywood«, skriver Henrik List. I Jyllands-Posten giver Johs. H. Christensen 'En sang for Martin' fem af fem mulige stjerner og fastslår, at filmen er »Bille Augusts mest modne til dato«. »'En sang for Martin' er også en hymne til kærligheden, den kærlighed, som på paradoksal vis både søger sit eget og ikke søger sit eget«, slutter Johs. H. Christensen sin anmeldelse. Også Aktuelts Niels Frid-Nielsen giver 'En sang for Martin' fem plusser af fem mulige og fastslår, at filmen for Bille August er »en moden tilbagekomst til de bedste sider af hans indlysende talent«. »Faktisk skal man tilbage til det internationale Oscar- og Palme-vindende gennembrud med Martin Andersen Nexø-filmatiseringen 'Pelle Erobreren' (1987) for at opleve Bille August i samme suveræne storform«, mener Niels Frid-Nielsen. B.T.s Birgitte Grue er lige så højt oppe. Hun giver filmen seks stjerner af seks mulige. »Jeg har sjældent set noget så rørende, der samtidig er så totalt usentimentalt som denne voldsomme og tragiske fortælling om, hvad kærlighed er for en størrelse«, skriver hun. Selv om Ekstra Bladets Henrik Queitsch nøjes med at give filmen fem af seks mulige stjerner, er hans anmeldelse en uforbeholden hyldest til Bille August. »'En sang for Martin' er et væsentligt kunstnerisk comeback for Bille August, men det er først og fremmest en yderst personlig, intens og vedkommende film, der efterlader tilskueren dybt berørt, uden at forfalde til det flæbende føleri eller svulmende melodrama, som en mindre instruktør nemt kunne have fået ud af samme stof«, skriver han. Hul og uden nerve Lige præcis det omvendte indtryk er Informations kunstanmelder Lisbeth Bonde vendt tilbage med fra biografen. Hun fastslår indledningsvis, at 'En sang for Martin' er »en film uden bogens nerve og nærvær«. »Fra første færd ved man, hvad der vil ske, og man synker mere og mere ned i stolen. Indimellem knibes en tåre. »Et fælt tegn på, at filmen er hul og effektjagende«, siger min ledsager. Og jeg må desværre give ham ret«, skriver Lisbeth Bonde og slutter: »Det er næsten ikke til at bære«. Politikens Kim Skotte, hvis anmeldelse kan læses i vor filmsektion, nøjes med fire hjerter af seks mulige. Men det betyder ikke, at hans bedømmelse bevæger sig ned på Lisbeth Bondes niveau. Tværtom. Hans konklusion er ikke til at tage fejl af: »Bille August har ikke blot lavet sin bedste film i lang tid, men også med sin filmatisering af Ulla Isakssons 'Bogen om E' skabt en stærk fortælling, der holder en dynamisk balance mellem at være problemfilm og kærlighedshistorie«, slutter hans anmeldelse.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her