Teater uden arv

Lyt til artiklen

Politiken mandag: Aveny Teatret længst ude på Frederiksberg Allé begynder helt forfra. Frigjort fra andres arv er tavlen ved at blive vasket ren. Nye folk rykker ind og overtager det krogede teaterhus. Facaden renoveres, repertoiret strammes op, fire helt nye forestillinger bliver det til i det kommende teaterår, hvor overraskende konstellationer af unge og ældre skuespillere byder sig til. Og for at signalere fornyelse ændres teaternavnet til Aveny-T. Det er makkerparret Ole Bornedal og Jon Stephensen, der fra 1. juli for første gang kan kalde sig 'teaterdirektører'. De overtager Aveny-T efter Dr. Dante-folkene, og forventningerne til det nye chefhold er mindst lige så store, som da Nikolaj Cederholm og hans danter rykkede ind på Aveny for otte år siden. Bornedal og Stephensen tog fat på forberedelserne til deres nye gerning, dagen efter at de var udnævnt sidste år i marts, og nu er de parate til at præsentere deres første udspil på Aveny-T. »Mange tror, at Aveny lukker og slukker som teater, når Dr. Dante drager herfra. Det er slet ikke tilfældet. Men vi er frie fra al fortid i dette hus, og mentalt er det en dejlig frihed at få forærende«, siger Jon Stephensen. Ricky Lake-satire Åbningsforestillingen bliver Ole Bornedals 'Skrigerne', der får urpremiere den 28. september i forfatteren/teaterchefens egen instruktion. Rollelisten anføres af nestoren Holger Juul Hansen, og med er desuden Helle Dolleris, Thure Lindhardt, Andrea Vagn Jensen, Anna Neye Poulsen, Nicolas Bro, Dejan Cukic og Thomas Bo Larsen. Scenografien skabes af den berømmede amerikanske scenograf Richard Hoover, der blandt meget andet også skabte scenografien til tv-serien 'Twin Peaks'. 'Skrigerne' udspiller sig som et slags Ricky Lake-show med en rablende vanvittig studievært og ganske aparte personligheder i tv-showet. Og nede i salen sidder så (forhåbentlig) 400 betalende statister i form af publikum, som overværer, hvorledes showet udvikler til et spil på liv og død. Og dermed til de største seertal i verdenshistorien, for personerne skal jo dø. »'Skrigerne' er et portræt af vores utrolige nysgerrighed, der synes grænseløs. Jeg håber, at stykket vil fremstå som en meget fysisk forestilling med et tankevækkende indhold«, siger Ole Bornedal. Sæsonens næste opsætning bliver - fra 1. marts - Nikoline Werdelins også nyskrevne tekst 'Boblerne i bækken', der handler om fem døende mænd en nat på Rigshospitalets kræftafdeling. Vi hører om deres kvinder - der alle skabes af den samme skuespiller - i en todelt tid: Nu og dengang. Og vi møder mændenes sygeplejerske. Det er ifølge Nikoline Werdelin et drama om »angst, taknemmelighed, fortrydelse, smerte og det særlige venskab, der opstår mellem fanger, gidsler - og her: patienter. Hvordan omgås vi det største uden gudstro? 'Boblerne i bækken' er et stykke om der, hvor vi alle befinder os. Mellem liv og død«. Igen byder Aveny-T på en overraskende navneliste over medvirkende : Ellen Hillingsø, Ann Eleonora Jørgensen, Lars Bom, Claus Ryskjær, Thomas Bo Larsen, Mads Mikkelsen og Baard Owe. Nikoline Werdelin instruerer selv. Navlebeskuende »Vi vil gerne nå længere end bare til ungdomsgenerationen«, siger Jon Stephensen. »Vi tilbyder teater for et publikum, der vil udfordres, og så siger vi 'skråt op' med tilskuernes alder. Danterne har lavet meget underholdende teater, der ofte også var vildt. Vi satser på at være knapt så navlebeskuende. Vi vil også kigge udad, være bredere og signalere åbenhed«. Sæsonen 2001-2002 afsluttes med to danseforestillinger, begge skabt af balletmester Peter Schaufuss for hans eget kompagni - 'Nattevagten' over Ole Bornedals gyser af samme navn til musik af gruppen 'Sort Sol' samt Beatles-balletten 'She Loves You'. Dansene opføres fra 15. maj til 8. juni. Ole Bornedal og Jon Stephensen tiltræder deres nye fællesjob på et teater, hvor bevillingen er barberet ned med en mio. kr. i forhold til Dr. Dantes budget. Det er sket, samtidig med at der fortsat stilles forventninger om, at det er på Aveny-T, at der eksperimenteres og vises nye træk i dansk teaterliv. Jon Stephensen er dog fuld af fortrøstning. Bevillingen blev ikke beskåret så hårdt som oprindeligt tænkt af politikerne, og betingelserne har også fået chefduoen til at tænke i nye baner. »I stedet for at producere tre chance-forestillinger, præsenterer vi nu to forestillinger for fuld skrue«, siger Jon Stephensen, der også lægger teatrets ugerytme om. Lang lørdag Fremover er der lukket på Aveny-T søndag og mandag. Tirsdag sælges der kun løssalgsbilletter, og resten af ugen udbydes i abonnement. Fremtiden byder også på to lørdagsforestillinger på teatret - kl. 16 og kl. 20. »Jeg glæder mig usigeligt til at blive teaterchef«, siger Ole Bornedal. »Teatret har en helt anden ro end det, jeg oplever i min nuværende, stressede tilværelse som filminstruktør. Og så glæder jeg mig til at lave teater som en modpol til det teater, jeg er vokset op med, og som - medmindre man er et meget drevent og velopdraget publikum - har kedet folk så mange gange, fordi det er kørt tør. Nu vil jeg lave teater for at underholde mig selv og være solidarisk med alle dem, der har det lige som mig«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her