Politiken mandag: Fornyelsen af den seriøse kunst sker blandt andet i samspil med populærkulturens forskellige genrer. Lad os skæve til filmen et øjeblik. Quentin Tarantinos kontroversielle film 'Håndlangerne' og 'Pulp Fiction' er utænkelige uden kriminalfilmens skabelon. Og Lars von Trier trækker både på melodramaet (i 'Breaking the Waves') og på musicalen (i 'Dancer in the Dark'). Både Trier og Tarantino har skabt dagsordensættende film. Ved ironisk og samtidig indlevet brug af de populærkulturelle referencer. De folkelige genrer spiller en rolle og kan være en inspiration, også inden for litteraturen. Sådan er det hos den kinesisk-amerikanske forfatter Ha Jin, der har modtaget en række fornemme priser, bl.a. PEN/Hemingway-prisen og PEN/Faulkner-prisen for sit forfatterskab. På dansk har han tidligere udsendt to romaner. Ha Jin både ligner og er en forkromet finlitterær forfatter, men ikke desto mindre har han sit udspring i den kinesiske sladder. Den kinesiske jargon, der slår igennem helt ned i vittigheder, replikker og den mildest talt bramfrie facon, som personerne håndterer hinanden på i hans 12 noveller, der alle foregår i Kina. Sladderen,den løbende evaluering, vi foretager af hinanden, er selve den lim, som får de både superenkle og raffinerede noveller til at hænge sammen. I titelnovellen 'Brudgommen' har fortælleren givet et løfte til sin døende ven. Han skal nok sørge for hans efterladte datter. Det er nemt nok i starten, men så bliver det svært, fordi han også skal finde en mand til hende: »Det var let at holde mit ord, mens Beina stadig var teenager. Da hun blev ældre, blev det sværere, ikke fordi hun var egensindig eller besværlig, men fordi ingen mand var interesseret i en lille, kedelig pige som hende«. Den indre dialog er helt bramfri og ligetil, lige så ubesmykket som rygterne/anekdoterne, hvor vi vejer hinandens fortrin og svagheder, og samtidig med nidkær retfærdighedssans vurderer, hvem goderne skal tilflyde. Ikke desto mindre scorer Beina en dejlig mand, og det bliver selvfølgelig straks kommenteret på jobbet: »For mange unge kvinder på vores symaskinefabrik var Beinas bryllup et slag i ansigtet. De gik og sagde: »En høne sat sammen med en påfugl«, eller: »En tåbe lander altid i lykkens favn«. Sandt nok havde Baowen været en af de smukkeste, ugifte mænd på fabrikken, og ingen havde forventet, at den firskårne og kraftige Beina ville vinde ham«.Det viser sigat Beinas mand har homoseksuelle tilbøjeligheder. En forbrydelse i Kina, som kureres bedst med elektriske bade. Fortælleren er selv en smule tiltrukket af Baowen. Hvis man ser ham fra bestemte vinkler, kan han nemlig godt gå for at være en kvinde. Lige neden under den lidt hårdkogte, hurtige overflade vrimler det med skønne sammensatte håb, ydmyge længsler. Ha Jins noveller lever på disse niveauskift, fra det kollektive sladdersprog til det personlige motiv. Den tvetydighed går igen i mange af novellerne, der ellers handler om almindelige ting: Kampen for en bolig, drømmen om en kvinde, en forfremmelse, forbedring af en ægtemand, så han står sig bedre, når den gamle flamme kommer på besøg. Når man læser Ha Jins noveller, ved man, hvordan de taler i Kina. I disse år udkommer der en jævn strøm af romaner/biografier om og fra Kina. Men den egentlige relevans i forhold til dansk kulturdebat ligger et andet sted, at sproget kommer et sted fra hos Ha Jin. Det hænger ikke bare frit svævende i luften. Folkedybet har fat i det.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








