Tyrkisk kultur usynlig i Danmark

Lyt til artiklen

Politiken torsdag: »Vores kultur er fyldt med åbenhed og variation. Både geografisk og stilmæssigt spænder den fra Asien over Mellemøsten til Europa«, fortæller forhenværende og allerførste kulturminister i Tyrkiet, professor i litteratur Talât Halman. I denne uge besøger han sammen med den tyrkiske skuespillerinde og professor i dramaturgi Yildiz Kenter Skandinavien for gennem foredrag at give skandinaverne en smagsprøve på tyrkisk kulturhistorie. Sollyset bryder som en stor spotlight gennem glastaget på Ny Carlsberg Glyptotek, hvor Politiken har sat Talât Halman og Yildiz Kenter stævne for at høre nærmere om kultur og integration. Begge betragter de salen med stor interesse. Det er en gammel bygning, siger Talat Halman og oversætter ubesværet den latinske skrift oppe under loftet.

Hvad kendetegner tyrkisk kultur?
»Det gør alt lige fra musik, kunst og poesi til teater, opera og ballet - i en bred blanding af folkekultur og moderne kultur«, siger Talât Halman og tilføjer, at jazzen for eksempel har vokset sig stor i Istanbul. »Når det kommer til teater, sidder du over for en af Tyrkiets største stjerner her«, siger han og nikker i retning af Yildiz Kenter, der smiler forlegent. Sammen med sin mand og sin bror startede hun i 1960erne Tyrkiets ledende uafhængige teater Kent Players, der siden har haft stor succes med blandt andet Yildiz Kenter i adskillige hovedroller. Ifølge Yildiz Kenter og Talât Halman er tyrkiets ungdom lige så mangfoldig i deres kultursmag, som unge er i resten af verden. Nogle er til popmusik, andre til klassisk, mens en tredje gruppe af unge muslimer vælger at dyrke en mere konservativ kultur, hvor de reciterer litteratur eller lytter til traditionel musik. Fælles for dem er, at kulturen er vigtig. God kombinationHvad er jeres indtryk af den tyrkiske kultur i Danmark? »De tyrkiske arbejdere har medbragt deres egen livsstil til Danmark. De er både tyrkere og danskere, hvilket er en god kombination«, siger Talât Halman, og fortsætter: »Du kan betragte kultur som en måde at leve på, men hvis du ser kultur i forhold til nogle konkrete aktiviteter, så er det mit indtryk, at der er meget lidt tyrkisk kultur i Danmark«. Ifølge Talât Halman er én af årsagerne, at der kun er cirka 40.000 tyrkere i Danmark. Sammenligner man med Tyskland, hvor der bor omtrent to millioner tyrkere, så er der et helt andet tyrkisk kulturliv der med både tyrkisk opera, ballet og teater. Omvendt mener han, at tyrkerne i Danmark vænner sig hurtigere til at være danskere, end de vænner sig til at være tyskere. Men hvad er konsekvenserne ved at slippe sin egen kultur? »Nogle mister helt deres følelse af at høre til nogen vegne, for slipper de kulturen, hører de heller ikke rigtig til, når de besøger Tyrkiet«, siger Yildiz Kenter. »Det er den typiske immigranthistorie. Den varierer fra gang til gang, men er ofte tragisk«, siger Talât Halman. Personligt ville han ønske, at den danske regering ville støtte bedre op omkring tyrkisk kultur i Danmark. »I lande som Canada og Australien, hvor antallet af tyrkere i forhold til befolkningen minder om danske forhold, tilbyder regeringen og fonde økonomisk støtte til at bevare tyrkisk kultur. Det sker både gennem teater- og musikforestillinger med tyrkiske gæstekunstnere samt tyrkiske programmer i tv og radio. Det skaber et meget aktivt tyrkisk kulturliv og hjælper de tyrkiske minoriteter til at være i integritet med sig selv«, siger han. Både Talât Halman og Yildiz Kenter er enige om, at adskillige lande - ikke mindst Danmark - kunne lære noget af den tyrkiske tradition for kulturel mangfoldighed. Derfor rejser de verden rundt for at holde levende foredrag om tyrkisk kunst og kultur. Tirsdag aften gik turen forbi Politiken, og i løbet af ugen går turen til Stockholm og Oslo. Senere fortsætter de til USA og eventuelt Australien og New Zealand.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her