Nyt publikum

Lyt til artiklen

Fire nye, korte værker samt helaftensballetten 'Nøddeknækkeren' er udspillet fra Den Kgl. Ballet i næste sæson, som også byder på et gæstespil med Hamburg Balletten, ligesom det danske nationalkompagni selv skal på rejse - til Århus, Sevilla og Madrid. »Jeg er tilfreds med udbuddet af nye værker. Det er, hvad vi realistisk kan nå på et teaterår«, siger balletmester Aage Thordal-Christensen, der ved et pressemøde i går fremlagde sin tredje sæson i den varme balletmesterstol. Sammen med scenografen (og operasangeren) Mikael Melbye står han selv for sæsonens største satsning, når der 1. december er premiere på en nyopsætning af 'Nøddeknækkeren' i Tivolis Koncertsal. Forestillingen skal opføres 20 gange, og teatret vil gerne lave et samarbejde med Tivoli - også for at få fat i et nyt publikum. »Det er naturligvis ikke verdens vidunderligste rum at arbejde i, men vi forsøger at inkorporere netop rummet anderledes, end man er vant til, og så tvinger opholdet i koncertsalen os i det hele taget til at tænke friere og anderledes«, siger balletmesteren, der i Tivoli også får Sjællands Symfoniorkester som den musikalske medspiller. Sæsonen indledes 19. august med en storstilet, udendørs balletforestilling i Kastellet, hvor man vil kunne se uddrag af den tilstundende sæsons opsætninger. Og Thordal-Christensen lover, at vilkårene bliver bedre end sidste sommer, hvor mange tilskuere gik forgæves. Sæsonens nyheder er korte balletter af Jiri Kylian og Kevin O'Day (fra 6. oktober), af Anna Lærkesen (fra 25. oktober) og Tim Rushton (fra 4. marts). Derudover bliver det til et gensyn med balletterne 'Romeo og Julie', 'Napoli', 'Den Røde Ballon', 'Amors og Balletmesterens Luner', 'Sylfiden', 'Et Folkesagn', 'Tornerose', 'Violin Concerto', 'Corsaire pas de deux', 'Fearful Symmetries' og 'Onegin' samt Peter Martins' 'Hallelujah Junction', der får premiere på Det Kgl. Teater om ti dage. Fra 30. maj til 1. juni næste år gæster Hamburg Balletten Det Kgl. Teater med balletmester John Neumeiers berømmede forestilling 'Nijinskij', og Aage Thordal-Christensen oplyser, at han og Neumeier i øjeblikket 'snakker sammen' om en ny ballet til det danske kompagni, hvortil Neumeier allerede har kreeret flere værker. Festival Aage Thordal er i øvrigt ved at planlægge den annoncerede Bournonville-festival i 2005, hvor man også vil se teatrets øvrige kunstarter inddraget, og teaterledelsen har desuden hevet planerne om en balletkostskole op af skuffen på ny, så forældre fra teatrets balletskole i Holstebro og fra endnu en skole, der påtænkes oprettet et andet sted i Danmark, trygt kan sende deres børn til København. Med nye opera- og skuespilhuse måske kun fem og seks år ude i horisonten bliver der tale om en væsentlig udvidelse af aktiviteterne i alle kunstarter på teatret. Derfor er det vigtigt allerede nu at satse på uddannelsen af nye generationer af bl. a. balletbørn, hvor Den Kgl. Ballet fortsat skal være et danskdomineret kompagni. Og teaterledelsen er sig helt bevidst om, at man ikke i øjeblikket er dygtige nok til at producere danske dansere. Selv om der fortsat er en god bid tilbage af indeværende sæson, kan balletmester Aage Thordal-Christensen glæde sig over, at sæsonstartens dårlige billetsalg nu er vendt, så der i øjeblikket kan meldes om mange udsolgte forestillinger, når balletten er på plakaten. De seneste måneder har publikumsmæssigt været de bedste for balletten i mange år, og det er stik modsat udviklingen hos mange andre kompagnier ude i verden. »Der venter os et travlt og sjovt år, hvor vi kan præsentere et spændende, anderledes og bredt favnende program. Jobbet som balletmester er en stor personlig udfordring, og jeg glæder mig til at gå på arbejde hver dag. Kompagniet er i udvikling, selv om det i de seneste år har været gennem mange faser, der har tæret på energien og kræfterne. Vi har desuden mange nye, udenlandske dansere, som også har skullet finde vores særlige stil. Og det er vigtigt, at det foregår i en positiv ånd - Den Kgl. Ballet må ikke være lukket eller bange for påvirkninger udefra«, siger Aage Thordal-Christensen, der har teaterchefens fulde opbakning. »Vi har et ungt og helt rigtigt ledelsesteam på teatret, og det ville være uklogt at begynde at røre ved dette lykkelige mix, som både har været et radikalt og et forsigtigt generationsskifte. De unge chefer skal nu have ro og fred, og det er min opgave at skaffe dem det«, siger Michael Christiansen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her