TvDanmark har sikret sig rettighederne til et af de mest omdiskuterede tv-programmer i nyere tid, reality-programmet 'Temptation Island', der i efteråret vakte vild opstandelse på amerikansk tv. »Vi står med rettighederne i hånden og afgør i løbet af et par måneder, om vi vil lave en dansk version af programmet«, siger TvDanmarks administrerende direktør, Jesper Sehested Lund. TvDanmark har sikret sig rettighederne via moderselskabet SBS Broadcast, der netop har oprettet et fælles europæisk produktionsselskab sammen med den amerikanske tv-station Fox Network. Aftalen indebærer, at der produceres mindst tre nationale versioner af 'Temptation Island' til SBS Broadcasts europæiske tv-stationer. 'Temptation Island' eller 'Fristelsernes ø', som det formentlig kommer til at hedde på dansk, kan nærmest beskrives som en videreudvikling af det populære 'Robinson', som TV3 med stor succes har vist i tre omgange. Villige kvinder og mænd I 'Fristelsernes ø' placeres fire par på en øde ø. Mændene bor på den ene side af øen og kvinderne på den anden. Kvinderne får i deres lejr selskab af en håndfuld attraktive enlige mænd, mens mændene deler deres lejr med en gruppe villige, enlige kvinder. Udfordringen for deltagerne er nu, at modstå fristelsen til et lille nemt sidespring. »I programmet kan man få testet, om ens forhold kan stå distancen. De par, der melder sig, vil typisk være par, der er kørt sur i den, eller vil forsøge at finde ud af, om det skal være dem for evigt«, fortæller Sehested Lund, der garanterer, at TvDanmark, hvis de vælger at sende programmet, vil være omhyggelige med at udvælge deltagerne. »De vil naturligvis skulle igennem alle mulige tests, der sikrer, at de kan stå distancen«, siger han. Og programmet kan godt ende som en hård affære for deltagerne. Video-afsløringer Hvis en af deltagerne falder i, og indleder et forhold på øen, vil partneren nemlig straks blive konfronteret med videooptagelser af udåden. Meningen med at vise partneren optagelserne er naturligvis, at sætte gang i handlingen. Enten kan det være, at den forsmåede part bryder sammen, eller også bliver reaktionen, at »når han er utro, så kan jeg også være det«. Under alle omstændigheder vil det være »godt« tv. Jesper Sehested Lund ser da også store muligheder i 'Fristelserne ø'. Forventer høje seertal »Det er et program, der kan få væsentligt højere seertal end 'Big Brother'. Samtidigt er det meget billigere at producere. Dels vises programmet kun én gang om ugen og dels, varer optagelserne kun 14 dage, mod 100 dage i 'Big Brother'«, siger han. I USA blev Fox udsat for heftig kritik, da de sendte programmet i efteråret. Specielt religiøse grupper kritiserede 'Fristelsernes ø' for at opfordre deltagerne til sex uden for ægteskabet, og for at ødelægge deltagernes parforhold. Afviser kritik Jesper Sehested Lund har dog ingen etiske problemer i forhold til programmet. »Vores holdning er, at hvis udvælgelsen af deltagerne er i orden, er der ikke problemer i det. Vi vil naturligvis sikre os, at de kan klare det. På det punkt vil vi være os vores ansvar meget bevidst. Det har vi også været i forhold til deltagerne i 'Big Brother'«, siger han.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
Uhyggelig tur på Oslo-færgen inspirerede hende
-
Der ulmer en bekymring i Radikale Venstres bagland: »Så risikerer vi, at regeringen kollapser«
-
Nu forstår jeg endnu bedre den tonstunge skam, som Mathilde Arcel skulle bære på
-
Joachim B. Olsens dumme kommentar fik Politiken-læser til at bruge cykelhjelm efter 46 år
-
Ekspert: »Det er en bemærkelsesværdig stor magt at give videre for en selvstændig nation«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Klumme af Kim Skotte
Klumme af Noa Redington
interview
Debatindlæg af Sune Gylling Æbelø