Teater for hele landet

Lyt til artiklen

Politiken fredag: »Teaterforeningerne spiller en fantastisk vigtig rolle som kulturformidlere. Og det vil de blive ved med fremover - de bedste af dem kan endda få det bedre end i dag. Men det er også vigtigt at få andre aktører på banen, når der skal præsenteres mere teater ude i landet«. Og det skal der ifølge kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen. Hendes embedsmænd sidder i øjeblikket med udkastet til en ny teaterlov, som vil blive fremlagt i Folketinget straks efter sommerferien. To af nøglebegreberne i den nye lov bliver 'demokratisering' og 'decentralisering' af teaterlivet, og det betyder bl. a. , at der flyttes penge fra hovedstadens teatre til provinsen, og at landets 14 amter får betydeligt større råderet over teatermidlerne end i øjeblikket. »Jeg synes ikke, at teatertilbuddet ude i landet er så stærkt, som jeg kunne ønske mig. Både turnéteatrene og de lokale scener har problemer, og mens det kan være meget svært at vælge blandt teaterudbuddet i hovedstaden, kender man ikke til det problem i f. eks. Varde. Det skal vi gøre noget ved«, fastslår Elsebeth Gerner Nielsen, der ønsker sig en mere gennemsigtig struktur i det samlede teaterbillede. Ønsker demokratisering »Vi lægger rigtigt mange penge i det københavnske teaterliv - både til drift og formidling. Det er også i orden. Men jeg ønsker en demokratisering af teaterlivet, og derfor skal amterne - enkeltvis eller regionalt - have større indflydelse, samtidig med at vi overfører og øremærker flere midler til teaterformål ude i landet«. Kulturministeren lægger op til, at amterne selv skal finde ud af, hvordan fremtidens teaterpenge skal anvendes, når det gælder abonnementsordninger og teaterforeningernes og andre teaterudbyderes rolle, men hun forventer, at der både kan ske et løft for børne-, ungdoms- og voksenteatret, at man sikrer den del af teaterudbuddet, der måske ellers ikke ville kunne klare sig på markedsvilkår, og at man styrker teaterlivet i de dele af landet, hvor der ikke er stationære teatre. Til det formål er der afsat ekstra seks mio. kr. på finansloven. »Det ville være fint, hvis egnsteatrene, de stationære teatre og turnéteatrene kunne tænkes ind i en helhed, og naturligvis kan amterne klare den opgave«, siger Elsebeth Gerner Nielsen, der afviser, at dansk teaterliv skulle blive spoleret med måske vidt forskellige teaterordninger i de enkelte landsdele. »Jeg tror ikke på, at teatret går i opløsning, men jeg ved, at der er al for megen automatik i f. eks. abonnementstilskuddet i dag. Jeg vil ikke blande mig i diskussionen om den kunstneriske kvalitet, men jeg vil gerne blande mig i spørgsmålet om formidling og sikre, at alle danskere har adgang til kvalitetsteater«. Frygter ny lov Organisationen Danmarks Teaterforeninger, som årligt formidler en lille halv mio. teaterbilletter over hele landet - og oftest gennem abonnement - frygter, at den nye lov vil smadre dansk turnéteater, fordi det i høj grad bliver op til det enkelte amt, hvordan man vil fordele teaterpengene. »For mig at se er teaterforeningerne bange for forandring. De skulle snarere opfatte vores udspil som en håndsrækning og en mulighed for at blive en meget væsentlig del af et nyt amtsligt netværk. Vi satser på, at de gode teaterforeninger får flere penge end nu - det gælder også de stærkt tiltrængte midler til markedsføring. I dag er der ofte konkurrence mellem teaterforeningerne og de stationære teaterhuse ude i landet, men det var da langt bedre, hvis man koordinerede teaterindsatsen og udnyttede ressourcerne bedre end hidtil«, siger kulturministeren.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her