Det var 9. januar i år, den dag hvor vi ventede på måneformørkelsen. Jeg tog Johanna på armen og gik ud på vejen for at få et glimt af den orange, overnaturligt store måne bag de drivende skyer. Hun forstod nok ikke helt, at den skive vi så glide ind over var den skygge, som Jorden kaster, fordi den kommer i vejen for solens lys. Men hun forstod, at det var noget særligt. Ligesom det også var noget særligt, da jeg som seksårig blev slæbt over til min bedstemors hus for at se månelandingen på tv. Jeg har sikkert ikke forstået sammenhængen, men jeg husker tydeligt det blågrønne skær fra skærmen med de buede hjørner. Og jeg husker den mørklagte stue, der var fuld af sladrevorne bornholmere, der for en gangs skyld ikke talte i munden på hinanden, men var tavse som fiskere fra Vestjylland. Ligesom min mor ofte har fortalt om, hvordan hendes far tog hende med ud på vejen på Snurrebakken for at kigge på solformørkelse gennem et stykke sværtet glas. Men inden der nu går Werthers Echte i den, så lad mig haste videre med min misgerning, flugten fra familien.
Godt at far udvikler sig
Dagen efter den totale måneformørkelse stak jeg af, mens Johanna endnu sov. Jeg skulle på en jordomrejse på 11 dage, et vanvittigt projekt, som jeg beskriver i Politiken Søndag. Allerede i luften på vej mod USA blev jeg grebet af følelsen: Hvordan kan du dog gå fra hende? Og da jeg samme aften i Boston kørte med hotellets shuttlebus hjem, kiggede jeg ud over en flod, hvor den store runde måne hang lavt over horisonten. Inde i hovedet hører jeg hende synge 'Pjerrot sa'e til måå-nen', hvor tonen i 'måå', kvinten, er en lille smule i underkanten. Men jeg mandede mig op og tænkte, at det jo også er godt for hende, at hendes far udvikler sig og får set verden. Så jeg ikke om 15 år hager mig fast til hendes bukseben og tigger hende om at blive hjemme, når hun vil ud for at ryge cigaretter og gå med drenge. Mens jeg patetisk forklarer hende om, hvor meget jeg har opgivet for at være hjemme, så hun kunne få en god barndom.
Far i himlen
Da jeg nogle dage senere ankom til mit mål, stillehavsøen Niue, fik jeg den mest rørende mail fra min kone. Om hvordan barnet trak en skammel over til vinduet for at kunne kigge ud og op på himlen, mens hun spejdede efter flyvemaskiner og sagde: 'Far flyver højt'. Den dag blødte mit hjerte. Samtidig med at jeg jo alligevel syntes, at det var fedt at være på Niue, min lille tropeø. Jeg gik ud af det luftkonditionerede computerrum, fik knytnæven af varme i hovedet, satte mig under kokospalmerne med udsigt over et blåt Stillehav og definerede begrebet etisk egoisme. En ophøjet form for uselvisk, velovervejet egoisme der er nødvendig for at være en ordentlig familiefar. Noget med, at man en gang imellem er nødt til at gøre noget for sig selv for at være noget for familien. At man er nødt til at flyve højt af og til. Og jeg synes selv, jeg slap helt godt fra det.
Kold barneskulder
Det holdt indtil jeg på hjemrejsen via New Zealand gik på Internettet i Auckland lufthavn og læste den næste mail fra hende. At min kones far netop var død. Vi vidste godt, han var alvorligt syg, men jeg tog chancen, jævnfør teorien om etisk egoisme, og skyndte mig at komme af sted. Den dag var jeg meget ked af ikke at være hjemme hos min kone. Højt at flyve, dybt at savne. Da jeg kom hjem, var konen rimelig fattet. Til gengæld fik jeg en kold barneskulder af Johanna. »Du må ikke kysse den lille pige, du må ikke se på den lille pige, du må ikke holde den lille pige, lad vær', far!«. Eneste lyspunkt var, at jeg havde hjembragt en plastickrus med stjerner og glimmer fra et udsigtstårn i Auckland. Og som Johanna sagde, direkte kopieret fra sin mor: »Det var meget sødt af far«. Personligt er jeg nu ikke sikker på, hvor sødt det egentlig var at forlade sine to piger.