Min datter Johanna, nu 15 måneder gammel, stod den anden aften og kiggede på sin mor, der kun var iført trusser. Så pegede hun, hvorefter hun sagde »ko«, og så sagde hun »muuh«. Nu ved De jo ikke, hvordan min kone ser ud. Og De tænker måske, at barnet var frækt over for sin mor. Men faktisk var der ikke tale om frækhed, men om en intellektuel proces. Hendes mor var nemlig iført trusser med sorte kopletter, og man kan som far kun blive stolt over barnets deduktion: »Mor ligner nu noget fra mælkekartonen, og når jeg ser på den, plejer jeg at høste bifald, hvis jeg siger muuh«.
Klap hunden
Andre gange går det fremmelige barn mere galt i byen. Som da vi mødte hunden Lester, opkaldt efter saxofonisten Lester Young, på vores lokale café. Da ejeren havde forsikret os om, at Lester godt kunne lide børn og ikke ville bide, så sagde jeg til Johanna: »Kom så. Klappe hunden, klappe hunden«. Barnet klappede begejstret begge hænderne sammen, hvilket plejer at være den adfærd, som jeg ønsker, når jeg siger »klappe«. Derfor er vi nu gået over til ordren »ae«, når det gælder dyr. Men trods fejltagelsen så er det fantastisk at se hendes lille hjerne gløde. På et praktisk plan vil hun gerne give en hånd med husholdningen. Hun har længe villet hjælpe med at tømme opvaskemaskinen eller ved at hale tøj ud af skabene, hvilket ofte er mere sødt end egentlig nyttigt. Men forleden hjalp hun faktisk på en måde, som gav mig tårer i øjnene. Jeg var på suttejagt omkring hendes seng og havde fundet måske otte forskellige sutter, da hun pludselig smider sig på maven, rækker armen ind under sengen og tager en sut ud - og giver den til mig! Det normale er ellers, at alle sutter skal en tur i munden, men nu var hun altså med på mit projekt.
At vinde med list
En anden intellektuel proces, som gjorde hendes gamle far rørt og glad, var, da hun legede med et større barn. Vandalen havde snuppet alle husets bolde, så nu forsøgte hun at få en af boldene fra den store dreng. På et tidspunkt indser Johanna, at kampen er tabt. Hun vender ryggen til og finder sin pingvin (af den slags man holder i en stang og ruller hen over jorden, mens to gummifødder på hjul flapper hen over gulvet). Med stor entusiasme går hun nu rundt om drengen, mens hun siger som en pingvin (»piiip, piiip«) og forsøger at skabe stemning omkring det nye legetøj. Det lykkedes ikke. Det var stadig boldene, der var det store hit. Men man må da give point for evnen til at smide nederlaget fra sig.