Alt var klart. Snoop Dogg havde netop takket af fra scenen ved Zulu Rock 2005, og nu sad Claus Elming og resten af TV 2-holdet backstage og ventede spændt på at interviewe den amerikanske rapstjerne. Kameraet var på plads, håret sat, og dugen var på bordet med øl og sodavand. Man manglede kun hovedpersonen. Så kom han, og den gode vært, Claus Elming, spurgte med et blik på bordet, hvad rapperen ønskede. »Three pussies«, lød det prompte fra den sædvanligt flabede Snoop Dogg, hvorefter han tog et langt hvæs af sin joint og grinede. Verdens største gavflab Et meget typisk svar fra en af verdens største gavflaber, Snoop Dogg, der er kendt og berygtet for at være svært glad for kraftudtryk i den sexede boldgade. Siden begyndelsen af 1990’erne har rapperen med det lovformelige navn Cordozar Calvin Broadus sat sit præg på den internationale hiphopscene.
Han har med ni album og en iøjnefaldende attitude arbejdet sig op som en af musikverdenens megastjerner og er i dag ikke bare en musiker med hurtige rim om sex og marihuana, men også et decideret brand med høj reklameværdi. Ghettobarnets kælenavn Kunstnernavnet, der tidligere var Snoop Doggy Dogg, men i dag er forkortet til Snoop Dogg, kommer, fra han var barn, hvor moderen kaldte ham Snoopy inspireret af tegnefilmfiguren Nuser fra ’Radiserne’. Ikke en særlig rå oprindelseshistorie, men det er til gengæld hans egen historie, der indeholdt en opvækst i Los Angeles’ barske gangstermiljø. Snoop Dogg var et typisk ghettobarn, som i ungdommen røg ind i en masse bandekriminalitet og i sin egenskab af medlem i banden Crips i en tidlig alder blev involveret i en verden fuld af mord, narko og kamp om territorier. Han er aldrig trådt helt ud af ghettorollen, men rapper til stadighed om gangstermiljøet, sine homies (venner red.) og det vilde liv med sprut og damer.








