De senere år er konkurrencen om de private kulturmillioner blevet hårdere end nogensinde. Regeringens politik er, at museer, teatre og andre institutioner skal blive bedre til at skaffe penge fra sponsorer og især private fonde, der uddeler millioner til kulturlivet. Men i takt med at store institutioner som Statens Museum for Kunst og Det Kongelige Teater har meldt sig ind i kampen og fået store donationer, er det blevet sværere for vækstlaget og mindre institutioner at skaffe midler, kunne Børsen berette i denne uge. For at holde balancen foreslår professor Jørn Langsted fra Aarhus Universitets Institut for Æstetiske Fag nu, at flere statslige midler flyttes fra de store til de små.
»Hvis sponsormidlerne glider andre steder hen, burde den offentlige støtte have en modbevægelse for at bevare balancen i kulturlivet«, siger han.










