Lohengrin som omvandrende tysk håndværkersvend? Tja, hvorfor ikke. Han kommer jo bogstavelig talt ud af det blå, Elsas mirakuløse redningsmand, da den sky pige pludselig står anklaget for at have slået sin lillebror ihjel.
Og sådan nogle ægte svaneriddere fra den hellige grals land, dem tror vi jo ikke længere på, vel? Ergo blev Lohengrin til en håndværker på valsen, da Den Bayerske Statsopera i München sidste år skulle sætte ’Lohengrin’ op med tidens to absolut hotteste tyske operastemmer i hovedrollerne: tenoren Jonas Kaufmann og sopranen Anja Harteros, der netop nu synger Desdemona i Verdis ’Otello’ i Berlin. Men instruktører, som står og skal sætte Wagner op på endnu en operascene, og som derfor leder efter endnu en god, ny idé, skal passe på.










