Prinsen smiler i sit kakigrønne jakkesæt.
Tilbagelænet sidder han i chaluppen – det er en båd – ved Nordre Toldbod i København og vinker til turisterne på kajen, som til gengæld tager billeder, peger og hilser tilbage. »Det er prins Henrik«, siger en. »Og det er TV 2«, siger en dreng og peger mod kamerafolkene. På chaluppens dæk står fire matroser komplet med hvid kasket og rank ryg. Prinsens gravhund er ved hans bukseben, og solen står flot på himmelhvælvet. Så sejler båden af sted mod ’Kongeskibet Dannebrog’, som ligger lidt længere ude i havnen. En gruppe af prinsens venner og en lille presseflok skal samme vej. Ud til skibet, hvor dagens hovedperson vil præsentere sin nye digtsamling, ’Roue-libre’ eller på dansk: ’Frihjul’. På kongeskibet tager flere skibsklædte soldater imod. De står ret og gør honnør, og to herrer – en i blå uniform og en i jakkesæt – byder velkommen med håndtryk. Gravhunden er der også, og da jeg lidt senere passerer den og undlader at hilse og klappe, lyder det et sted fra presseflokken. »Ikke en dyreven? Det vil blive noteret«. Poesien er vigtig Fra Holmens Kaserne på den modsatte kaj kan man høre et hornorkester spille temaet til ’Skipper Skræk’: » So keep good Be-hav-or/ That’s your one life saver/ With Popeye the Sailor Man«. En efter en bliver vi præsenteret for prinsgemalen, som står myndig i skibets bug med let spredte ben. Han har bløde hænder og et fast håndtryk. Og så er det tid. Bogen skal præsenteres. Prinsen går ud på agterdækket, bliver iført tv-mikrofoner og begynder så at tale. »At skrive poesi i vore dage synes at være en slags anakronisme. Så få mennesker læser poesi, men hvorfor ikke gøre det? For mig er det en måde at fordybe sig i en tid, hvor alt helst skal gå så hurtigt som muligt«, indleder han, mens kameraerne klikker løs. »Den tid, vi lever i, virker ofte overfladisk: Materielle ting, en konstant strøm af nyheder og de mange underholdningstilbud gør os både rastløse og rodløse. Derfor er poesien vigtig«. Skæv og jazzet rytme Prins Henrik har gennem næsten hele livet skrevet digte til skrivebordsskuffen, og i 1982 debuterede han med digtsamlingen ’Chemin faisant’. Den blev kun trykt i få hundrede eksemplarer og kom ikke til offentlighedens skue.
