Frostgrader og frustreret fortov udenfor. Fransk forelskelse og forår indenfor. Den franske ambassade på det totalt gennemgravede Kongens Nytorv i København lagde smukke gobeliner, højloftet stuk og gæstfrihed til, da en usædvanlig duo slap den franske kunstner Charles Aznavour løs på dansk. Musik og de mange meget forskellige mennesker fik stemning og solskin til at strømme gennem lokalerne i skarp konkurrence med lysstriberne ind gennem de høje vinduer. Varmen i tekst og strofe vandt. Rød og trind, stram og smal Rød, trind og en smule forhenværende politiker er SF´eren Pelle Voigt, som har stået for oversættelserne af de franske klassikere og håndterer guitaren i det lille ensemble. Lige så stram, smal og altid på vej frem er Søren Pind, Venstreborgmester i København, der med sin karakteristiske stemme giver en både personlig og koncentreret version af den franske mester og hans sange. Sammen udgør de to en sjælden alliance menneskeligt og ideologisk, og netop den kærlige fusion fremhævede ambassadør Régis de Belenet i sin introduktion. »Men Deres politiske 'oldninger er ikke præcis de samme. Det er det mindste, man kan sige«, sagde den flinke franskmand på dansk med en så charmerende accent, at de stumme h´er aldrig helt genvinder deres lyd. De utallige gæster, som flokkedes hos ambassadøren, viste med stor tydelighed spændvidden i Pelle & Pind. Der var gamle skønsangere som Dario Campeotto, konservative politikere fra Rådhuset, masser af unge Venstre-løver, spindoktorer med og uden hustruer og journalister fra både Weekendavisen og Se og Hør. Tidligere statsminister stjal opmærksomheden Et kort øjeblik forlod alle blitzlamperne de to hovedpersoner og fokuserede i et lyshav på tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, som var iført barnebarnet Lukas. Både den store og den lille mand tog virakken med stoisk ro og let puslet middagssøvnshår, og den lille hvide hårtop sad stift og stolt på sin stol mellem de mange voksne og lyttede topkoncentreret til noget så stærkt som »Du griber om min sjæl«. Ganske vist langtfra børnefjernsyn, men meget tæt på livet. Akkurat som sangene og de to, som har givet dem nyt forårsliv. Cd´en 'Pelle & Pind' kan købes i alle førende forretninger, som Søren Pind sagde, inden han gik på vers. Og han tilføjede: »Jeg håber, alle forretninger fik hintet«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








