Danmarks Radio har ikke været en statsinstitution fyldt med ’røde lejesvende’, sådan som en række borgerlige politikere har hævdet.
Det fastslår den konservative kulturminister, Per Stig Møller, i et debatindlæg i Politiken. Selv om marxismen og venstrefløjen fyldte meget især i 1970’erne, og dermed også hos nogle medarbejdere i DR, så »gjorde det trods alt ikke DR ræverød«, skriver Per Stig Møller, der pointerer, at 1970’erne var en stærkt polariseret tid i kølvandet på 68-oprøret, hvor marxisme i stor stil blev dyrket på universiteterne: Var senest radiorådsformand »Det ville være mærkeligt, om denne ’tidsånd’ ikke også havde indfundet sig i Danmarks Radio, selv om DR var styret af et radioråd, hvor marxisterne kunne tælles på en beskadiget hånd«. Debatindlægget kommer som reaktion på den voldsomme debat om DR-programmet ’Jagten på de røde lejesvende’, hvor ministeren selv er med i det sidste program i morgen. Kulturministeren var selv tilknyttet DR fra 1969 til 1988, senest som radiorådsformand.








