Djævlens Advokat: Kulturnatten er som et S-tog i myldretiden

Kulturnatten kører nu på  attende år, så  noget må de jo  gøre rigtigt, mener projektleder Marie Muschetsky.
Kulturnatten kører nu på attende år, så noget må de jo gøre rigtigt, mener projektleder Marie Muschetsky.
Lyt til artiklen

Hvad er klokken egentlig, Marie?

»Den er 20 minutter over 3«.

Nå, så bliver det nat om halvanden times tid? Kulturnatten begynder jo klokken 17?

»De fleste arrangementer begynder nu kl. 18. Generelt foregår Kulturnatten mellem 18 og 24«.

Det er et lidt snævert begreb om nat?

»Du mener, at det skulle have heddet Kulturaftenen?«.

Ja, eller bedre endnu: Hvad hvis det rent faktisk foregik om natten?

»Det kan du have ret i. Men det er blevet et navn, alle kender. Det er på attende år, vi laver det. Og ville man ikke skyde sig selv i foden, hvis man lavede om på navnet nu?«.

Min læge siger ellers, at man skal passe på med at bytte rundt på dag og nat.

»Det er også rigtigt. Men der er jo også kun en lille smule arrangementer efter kl. 24«.

Er det egentlig kultur, når en ambulance samler en mand, der har fået hjertestop, op på Polititorvet?

»For nogle er det vel. Jeg gør mig ikke til herre over, hvad der er kultur. Jeg havde på fornemmelsen, du ville spørge mig om det. Det er vigtigt, at Kulturnatten rummer noget for enhver smag og viser bredden og mangfoldigheden i København«.

Det er også vigtigt, at der sker meget, kan man forstå. I programmet står der om sidste års Kulturnat, at det bedste var, at man kom hjem med hundredvis af indtryk og følelsen af at have været blandt et mylder af mennesker. Kan man ikke opnå samme effekt ved at tage et S-tog eller køre ud på Lyngbymotorvejen i myldretiden?

»Det synes jeg ikke. Stemningen på Kulturnatten er jo fuldstændig unik. Der er en form for festivalstemning over det, en fornemmelse af at være sammen, selv om man går hver sin vej. Folks indtryk af København på Kulturnatten er en følelse af glæde og samhørighed«.

Når man taler om kultur i andre sammenhænge, drejer det sig meget om en oplevelse af fordybelse, refleksion og et mere nuanceret blik på tilværelsen. På Kulturnatten handler det mere om at opleve så meget som muligt så hurtigt som muligt sammen med andre, som er lige så forvirrede som én selv. Er det ikke rigtigt forstået?

»Nej, det vil jeg ikke sige. Kulturnatten er en forening, der består af de største kulturinstitutioner i København ...«.

Som for eksempel Finansministeriet i Kancellibygningen ved Christiansborg. Det er også kultur?

»Jeg vil vove at påstå, at du i Kulturnattens program kan finde alle definitioner på kultur. Søger du refleksion og fordybelse, kan du også finde det. Det er en aften, hvor København åbner sig op. Men det skal da ikke være nogen hemmelighed, at da det begyndte for 18 år siden, var det med 45 kulturinstitutioner som deltagere. Siden har flere og flere hægtet sig på. Men det er jo i virkeligheden en gave«.

Så et lille foredrag om skattelovgivningen og derefter nøgenbadning i Frederiksberg Svømmehal, det er bare et lille plus til kulturen?

»Det viser jo igen bredden. Det er muligt, at Kulturnatten er et lidt forkert navn. Men nu er det etableret i folks bevidsthed. Men det mest naturlige ville måske være at kalde det ’Københavneraften’ eller ’København er åbent fra kl. 18-24’. Men det ville være dumt at lave det om nu. Man skal ikke underkende, at der er noget for enhver smag i det program«.

Men trods alt drejer Kulturnatten sig hovedsagelig om, at der kommer en masse gamle damer ind fra forstæderne, ser så meget som muligt på så kort tid som muligt, tager hjem på villavejen igen, hvor de så sidder og stener reality-tv resten af året?

»Det er så din mening. Det er ikke, hvad vores analyser fortæller mig. De fortæller, at over 50 procent af deltagerne bor i København. Det er rigtigt, at der er mange, der kommer igen og igen. Det er rigtigt, at der er mange, der ser mange ting«.

»Men der er også dem, der vælger tre ting, som de så tager sig god tid til, spiser en god middag, og så tager de hjem igen. Men de kommer igen næste år og oplever tre andre begivenheder tre andre steder i byen. Vi har mange tilbagevendende gæster på Kulturnatten, fordi der er så meget, at der bliver ved med at være noget at komme efter«. Mange bruger det også som en vaccine, hvor de får en lille bitte smule kunst og kultur og så udvikler antistoffer mod det og bliver resistente over for kultur resten af året? »Jeg opfatter det mere som en appetitvækker. Det er også derfor, der følger en fribillet til et museum eller lignende med programmet. Det er, fordi vi tilgængeliggør kulturinstitutionerne i København for en masse mennesker. Den billet giver gratis adgang til de formidlende kulturinstitutioner, der er med i foreningen Kulturnatten. Med billetten kan man også tage S-toget hjem. »Ja, er det ikke smart. Det er et Kinderæg – tre i én«. Og S-toget – dét kører til gengæld hele natten. »Ja og metroen og busserne«. Det er så også kultur?


»Jo, det er det da. Det er en del af København og er noget, der er med til at gøre København til, hvad den er. Det viser bare, hvor nemt vi gør det for folk. Med et Kulturnatpas kan du komme ind til byen, opleve så meget du orker, og så kan du også komme hjem igen. Det er da smart«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her