Promoter: »For nogle er MC Einar et større ikon end Elvis«

Djævlens Advokat disser Michael C.U.P. fra Primo Entertainment, der arrangerer koncert med genoplivede danske grupper fra fortiden.
Djævlens Advokat disser Michael C.U.P. fra Primo Entertainment, der arrangerer koncert med genoplivede danske grupper fra fortiden.
Lyt til artiklen

Yo? »Skal jeg så sige noget tilbage eller hvad? Skal jeg så kaste med håndtegn og køre kliché og sige yo, yo?«. Hva’ så? »Ja, der sker jo det, at det er blevet retrotid. Så det er blevet tid til noget old school rap. Det er gendannelsestid, og den går ikke forbi hiphopkulturen«. Har du så udsolgt til den koncert i KB-Hallen ... eller har du bare solgt ud? »Det synes jeg ikke, at jeg har. Altså det sidste. Men er det ikke efterhånden blevet positivt at have solgt ud? Det er da sejt at sælge KB-Hallen ud?« Jo, for du skriver jo i din reklame for koncerten: »Denne aften er en af dem, man bare ikke må gå glip af. Den kommer aldrig tilbage, og derfor anbefales det at købe forsalg i god tid«. Er der så udsolgt? »Det kan man godt sige. Vi laver koncerten både i København og Århus. I København er der solgt ud. Jyderne er lidt mere besindige, så der er stadig billetter«. Eller også er de ikke lige så dumme som københavnerne? Du fortæller, at det er en aften, der aldrig kommer tilbage – og så laver I det samme fucking show i Århus?« »Det var meget skarpt set, det der. Men sådan ser vi det ikke. Vi ser mere, at københavnerne skal have den unikke oplevelse, og jyderne skal ikke snydes. Så vi har fået de her old school rapgrupper til at lave denne her unikke aften to gange« Det er jo også i København, det sker, og i Jylland, pengene er? »Det kan man ikke sige i denne sammenhæng, det er jo københavnerne, der har brugt flest penge på det«. Men I præsenterer så gendannelsen af den første generation i dansk hiphop? »Nej, det er ikke helt rigtigt, for Østkyst Hustlers og Humleridderne er anden generation. Mens MC Einar er første generation« Og hvor er Rip, Rap og Rock så henne? »De render nok rundt på Vesterbro et sted. De er meget svære at gendanne«. Du kalder MC Einar ’dansk raps Elvis’. Hvad mener du med det? »Ja, hvis man skal finde et rapikon i Danmark, så er det da MC Einar?« Hvad er ligheden mellem MC Einar og Elvis? »Nu sagde jeg ikon. Så kan du vel selv se ligheden: Elvis var et ikon, og MC Einar er et ikon. For nogle er MC Einar et større ikon end Elvis«. Hvordan kan det være, at de første, der lavede hiphop, var så bemærkelsesværdigt dummere end dem, der laver hiphop i dag? »Har du nogle eksempler på det«? Ja: Humleridderne, MC Einar, Faktaposen og Østkyst Hustlers. Eller deres sange: ’Tid til en humle’? ’Malerhjerne’? »Skulle de være dummere? Jeg synes, de repræsenterer en tid, hvor dansk rap var morsom, hvor der var glimt i øjet. Så jeg synes faktisk, det er dem, der har trukket det længste strå i forhold til dem, der laver dansk rap i dag«. Hvordan kan det så være, der næsten ikke er nogen af de gamle, der laver musik i dag? »Det er vel et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. På et tidspunkt blev dansk rap old news. Og så er det altid mere spændende at høre, hvad de unge har at sige end de gamle«. Det er sgu svært at være nede med den koncert. Er det ikke bare skufle? »Det er alt andet end skufle. Stemningen og billetsalget og alt omkring det fortæller mig, at det, vi laver, er rigtigt, og at der er brug for, at nogle af de gamle går på scenen igen. «. Fordi det er retrotid? »Ja, det synes vi, og det synes publikum. Og jeg er sikker på, at de bands har genfundet de gamle nerver i øvelokalerne og er ved at være smånervøse. Men på lørdag kommer vi til at vise dem alle sammen, at det her er rigtig fedt, og vi har skabt nogle gode rammer og fedt lys på scenen, så ...« Rigtig godt at snakke med dig, Jørgen de Mylius. »Ja, rappens svar på Jørgen de Mylius. Jeg har heddet meget gennem tiden, men det må du godt kalde mig«. Men den aften kommer ikke tilbage, det lover du? »Jeg håber ikke, at de får så meget blod på tanden, at de bliver gendannet. Alle bands ud over Østkyst Hustlers er jo gået i opløsning. Så det lover jeg«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her