»Prøv lige at hør’ her, Jan. Alle ved jo, at Danmark vil skide på Grønland, medmindre Frederik eller dronningen kommer på besøg. Men én gang om året vender det rige, civiliserede land blikket mod de vilde højt mod Nord og lader dem tale deres eget sprog. Vi kalder det ’Julehilsen til Grønland’. Hvad siger du til det?
»Jeg synes, ’Julehilsen til Grønland’ er en fantastisk tradition. Det er sådan set en udsendelse for hele rigsfællesskabet. Det er jo meget fint, at man sender hilsner til hinanden til jul og kommer hinanden lidt nærmere. I forhold til de ting kan det her program det hele. Det er nok også derfor, det er blevet sendt hvert år i 75 år. Det er, så vidt jeg er orienteret, det program, der har været vist længst i DR’s historie«.
Er der andet i Danmark, i DR eller i verden, som ikke har ændret sig siden 1932, du gerne vil fremhæve?
»Jeg siger sådan set ikke, at det ikke har forandret sig. Indholdsmæssigt har det alle årene drejet sig om at sende hilsener til Grønland. Men indpakningen har selvfølgelig ændret sig. At det er et så forholdsvis stort show, som det er nu, er noget nyt. Men jeg mener helt bestemt, at det er det ældste program, vi har«.
Og det kan man mærke. Oprindeligt drejede det sig jo om hilsener fra den hvide mand til den hvide mand. Mor og far i Nørre Bøvelse fik mulighed for at sende en hilsen til lille Keld, der var udstationeret hos de vilde oppe nordpå. Men nu kan folk jo selv sende en hilsen. Live og gratis, endda, hvis de skyper?
»Der er en rigtig smuk værdi i at vise, at man sætter pris på andre mennesker. Det er jo en unik mulighed for at vise, at vi betyder noget for hinanden. Jeg kan ikke se andet, end at det er der noget rigtig dejligt, positivt og varmt i«.
Jeg har nogle gode venner i Bangladesh, jeg ikke ser til jul. Kan du ikke lave et program, hvor jeg kan sende en hilsen til dem?
»Det kunne jeg godt. Men jeg tror bare ikke, at det vil give nogen mening. Bangladesh er jo ikke en del af rigsfællesskabet«.
Der er jo flere danskere, der bor og arbejder i London, end i Grønland. Skal vi ikke lave et program, der hedder ’London Calling’?
»Det er jo ikke sådan, at vi kan lave programmer for alle danskere rundt omkring i verden. Det her er noget specielt, fordi vi har en tættere tilknytning til Grønland end til London. Derfor er det mere oplagt at lave ’Julehilsen til Grønland«.
Julie Bertelsen skal som sædvanlig være vært. Hun er jo også den eneste kendte grønlænder, der bor i Danmark, som ikke er gået i druk over det. Har I haft andre seriøse kandidater i år?
»Julie er jo en fantastisk vært lige præcis til dette show«.
Her kommer de nye grønlændereMen hun læste jo også medicin. »Det er rigtigt, og det bruger hun utroligt meget som vært i programmet. Hun er jo et rigtig godt bindeled. Hun er jo det, programmet handler om. Hun kender til begge kulturer og står et eller andet sted imellem dem og forbinder dem på en rigtig, rigtig fin måde«. Kunne man ikke bare sende en cd med Julie Bertelsen til alle i Grønland i stedet for? »Nej, for vi kan jo se, at der også er rigtig mange danskere, som elsker programmet. Det betyder faktisk noget for danskerne at se de flotte billeder fra Grønland og den fantastiske underholdning, der er i programmet. Og at få den her stemning af, at for pokker, det er vigtig for nogle mennesker at sende nogle hilsener ud i verden. Der er en masse danskere, der hygger sig med det«. Jeg har set listen over de medvirkende. Hvor fanden er Rasmus Lyberth? »Han har været med nogle år«. Han har været med altid. »Ja. Jeg ved ikke, hvorfor han ikke er med lige i år«. Han gider jo faktisk ikke engang bo i Grønland. Han bor i Odense nu. »Men det må du snakke med ham om«. I har så fundet en fantastisk kunstner, der hedder Nabia. Er det, fordi I ikke kunne finde nogen i Grønland, der var værd at høre på? Så tog I bare lige en anden brun én? Selv om hun altså er en blanding af Afrika og Vesterbro? »Vi ser jo ikke på hudfarven. Vi kigger på, hvordan vi kan lave et show, der er rørende smukt og giver mening«. Pissaaneq atorlugu sunniiniarneq unitsilli! Qallunaat nunaminnut utertillugit! »Undskyld, det fik jeg ikke lige fat i. Jeg forstod ikke, hvad du sagde ...«. Forstod du det ikke? »Jeg troede, du snakkede grønlandsk«. Ja, jeg sagde: Ned med imperialismen! Send de hvide hjem!
»Der er jeg bestemt ikke enig i«.
