Tivoli havde i år pyntet op til jul med masser af kunstfærdige blå iskrystaller på buske og træer.
Det var nu ikke nødvendigt, for frosten klarede selv at klæde forlystelseshaven i vinterlige gevanter. Der var sne næsten fra start til slut i årets udgave af julemarkedet, og det var den koldeste åbningsperiode i de 17 år, Tivoli har afholdt Jul i Tivoli.








