Musikforlaget Wilhelm Hansens præsentation af en ny kulturportal, WH’s Kulturklub, havde været i gang i omkring en time mandag eftermiddag, da jazzmusikeren og X Factor-fænomenet Thomas Blachman kiggede over på forfatteren Knud Romer og stangede 10.000-dollar spørgsmålet ud. »Knud Romer. Du er så klog. Hvad helvede er kunst?«. Nyt image til musikforlaget Forfatteren tøvede ikke mange sekunder, før han svarede, at kunst er et pseudoord, som engang blev opfundet af nogle tyske idealister, og hvis nogen spurgte Romer, skulle man ikke gå alt for højt op i den slags.
Det var på dette tidspunkt, at Wilhelm Hansens initiativ begyndte at give mening. I hvert fald delvis. Ifølge direktør Tine Birger Christensen er meningen med WH’s Kulturklub nemlig, at Wilhelm Hansen vil væk fra sit image som støvet musikforlag, og støvkornene fik da heller ikke mange chancer for at falde til hvile under præsentationen. Ambassadører skal sælge kunsten Portalen skal være stedet, hvor danskerne kan finde de mest interessante kulturbegivenheder og kulturpersoner lige nu.








