I begyndelsen af februar solgte kosmetologen Ole Henriksen sit verdenskendte hudplejefirma for et ukendt antal millioner til luksusimperiet LVMH med den imponerende besiddelse af internationalt kendte mærkevarer, først og fremmest Louis Vuitton og Möet Hennessy, men også Christian Dior, Kenzo, Marc Jacobs, Givenchy, Guerlain, Tag Heuer og mange andre. I forbindelse med salget af sine eksklusive plejepræparater fik den danskfødte kosmetolog og forretningsmand »en stor lynlås for munden«, som han sagde til dagbladet BT, men selv uden at kende størrelsen på salgssummen går man næppe fejl, hvis man skønner den for særdeles indbringende. Herudover har Ole Henriksen betinget sig den kreative ledelse af samtlige sine produkter, hvilket har givet den nu 60-årige anledning til om muligt at smile endnu bredere og endnu mere blændende end før. Dværg og tøsedreng Historien om Ole Henriksen kan i korte træk fortælles som indbegrebet af den amerikanske drøm.
Den lille og spinkle knægt fra arbejderfamilien i Nibe bliver mobbet for lidt af hvert i skolen, kaldes for både dværg og tøsedreng, føler sig meget ensom og dertil forkert, går ture alene langs Limfjorden og begynder at læse Herman Bang. Tjener til lommepengene som avisbud, stikker til København som 17-årig, hvor han elsker med en anden mand for første gang og siden finder sammen med en gruppe showdansere.










