Henning, kan du fortælle lidt om, hvilken baggrund du har for at beklæde din nuværende stilling?

»Jeg er fuldstændig autodidakt. Jeg begyndte i tv-branchen som 38-årig. Jeg var runner på ’Jeopardy’. Før det rejste jeg Jorden rundt. Det brugte jeg de første 10 år efter gymnasiet på. Jeg blev så restauratør«.

Du har altså gået i gymnasiet. Hvor var det?

»I Helsingør. Efter det læste jeg noget Troels Kløvedal og tog ud at rejse. Det blev jeg så ved med. Men så kom jeg hjem efter otte år og blev restauratør på et diskotek i Helsingør«.

Hvor?

»Nede ved torvet«.

Nå, det gamle Neanders Gaard?

»Præcis. Har du været der?«.

Det er dig, vi snakker om nu. Gav det godt?

»I starten gik det godt. Men så devaluerede svenskerne kronen i 1992. Derefter gik det rigtig dårligt. Så holdt jeg op med det. Jeg blev så runner på ’Jeopardy’«.

Og nu er du så redaktør på Zulu. Du er jo på mange måder et privilegeret menneske. Med din lange erfaring i tv-branchen kan du vel fortælle, hvornår den tendens med, at Overdanmark skal se tv og ligge flade af grin over mennesker, der har klaret sig mindre godt end dem selv, begyndte?

»Det tror jeg ikke, jeg kan svare på«.

Sådan noget hel- eller halvdokumentarisk noget med unge piger, der er kommet galt af sted, mænd, der er i fængsel eller er afhængige af stoffer. Hvornår blev det underholdning for de bedrestillede?

»Jeg er blevet for gammel til at huske det«.

Det er nok, fordi det går så hurtigt inden for tv. Det er nyt, nyt, nyt hele tiden, ikke sandt?

»Jeg tror ikke, det handler om det nye. Det handler mere om det, man synes er sjovt og originalt«.

Hvad er egentlig det sjove ved folk, der har en dårligere økonomisk og uddannelsesmæssig baggrund end ens egen?

»Det hænger ikke så meget sammen med, hvilken baggrund de har. Når jeg hører noget i radioen, der er sjovt, så er det jo lige meget, om det er på P1, P3, P4 eller på ’Radio Karen’. Mange af de mennesker, der ringer ind til radioen, kan være rigtig sjove at høre på. Når vi snakker ’Radio Karen’, så er det lige så meget værterne, der er morsomme. Men mange af dem, der ringer ind, er også meget sjove. Jeg griner ikke af, hvem de er som personer. Jeg griner af, hvad de siger«.

Du er lidt tung at danse med, Henning. Du siger, at der er forskel på, hvad folk siger, og hvem de er. Det er en nuance, jeg ikke kan magte?

»Ligesom hvis jeg optager en samtale mellem dig og din svigermor, ville jeg nok også komme til at grine over den«.

Tror du, folk kommer til at grine over, hvad vi to siger, lige nu?

»Ja, for det er så usammenhængende, at det vil fremstå ret morsomt«.

Vi taler jo om jeres nye serie, ’Radio Karen’ – som bygger på en ide. I har hugget ideen fra et amerikansk program, hvor de laver næsten det samme som jer, bortset fra at de trods alt bruger tid og kræfter på at lave telefonfis.

På TV 2 Zulu sagde I bare: Vi optager sgu bare noget fra en lokalradio, hvor pensionister fra arbejderklassen sidder og taler sammen.

»Det er rigtigt. Det er sjovt«.

Hvorfor tror du, der findes et medie som ’Radio Karen’ – altså den rigtige?

»Mest fordi nogle mennesker godt ville lave en lokalradio i Sydhavnen. Jeg tror også, de synes, det er hyggeligt, og at de er glade for det fællesskab, radioen giver dem«.

Og hvad repræsenterer du så?

»Hvad jeg repræsenterer?«.

Ja, du er stadig redaktør på TV 2 Zulu. Du er vel ikke blevet fyret, mens jeg har snakket med dig, vel?

»Nej, men det kan være, jeg bliver det«.

Ja, og så kan du tage rundt om Jorden en gang til? Du kan tage den anden vej.

»Eller jeg skal også få gravet den faskine færdig, som jeg er ved at grave hjemme i haven«.

En hvad?

»En faskine«.

Nu benytter du dig igen af din privilegerede baggrund til at tale ned til mig ved at bruge ord, jeg ikke forstår.

»Nå, men jeg vil gerne forklare det: En faskine er et stort hul i jorden, hvor der løber regnvand ned, og så slutter man afløbsrøret ned i faskinen. Er det ikke smart?«.

Jeg er glad for, at vi endte med at tale om et hul i jorden.

»Ja, det er også meget rammende for denne samtale«.