Historien er ikke uden ironi. Efter Berlinmurens fald i november 1989 blev betonelementerne i den 144 km lange skamstøtte revet op og forvandlet til lutter frihedsstøtter og vidnesbyrd om, at demokratiet sejrer til sidst. Så sent som i tirsdags sænkede en kran en smukt graffitibemalet mere end tre meter høj betonklods ned i Helmut Kohls have i Ludwigshafen i Sydtyskland.
Kohl, der var kansler i 1989, tog imod den 2,7 ton tunge gave siddende i sin kørestol. Muren er blevet til kultur, til historie, til kunst, til advarsel og til spot og spe og spredt over hele kloden. I dag lørdag markerer Tyskland opførelsen af Berlinmuren, et af de mørkeste kapitler i den kolde krig. I formiddagstimerne taler Tysklands præsident, Christian Wulff, kansler Angela Merkel og Berlins overborgmester, Klaus Wowereit, ved museet og mindesmærket i Bernauer Strasse i Østberlin. Tysk tv sender live fra højtideligheden. Det første spadestik til Muren blev taget 13. august 1961.










