»En modig beslutning«.
Sådan lyder vurderingen fra langt de fleste festivalgæster, som her til morgen har givet deres besyv til diskussionen om, hvorvidt det var korrekt at afslutte rockfestivalen Pukkelpop i Belgien efter gårsdagens tragedie.
LÆS ARTIKEL Pukkelpopfestival lukker efter dødelig storm
I går eftermiddag ramte en uventet storm festivalpladsen, hvor mere end 60.000 hovedsageligt unge musikelskere var på besøg. Flere store telte og træer blev revet omkuld, og mindst fem har mistet livet.
Her til morgen valgte festivalledelsen at aflyse resten af festivalen, der blandt andet skulle have lagt scene til Eminem og Foo Fighters.
Fuld forståelse
Den beslutning har fået flere festivalgæster til tasterne på festivalens hjemmeside. Langt de fleste af debattørerne støtter dog op om beslutningen om at aflyse resten af musikfesten.
»Pukkelpop har truffet en meget modig beslutning om ikke at gå videre med festivalen...Tak for alt. Styrke til alle ofrene og de overlevende. Styrke til organisationen«, skriver festivalgæst Louis Koeman blandt andet.
»Jeg har fuld forståelse og respekt. Tak til alle medarbejdere, politi, brandvæsen og ambulancetjenester for deres pleje. RESPEKT!«, skriver en anden gæst, der underskriver sig med JufTinne.
SE BILLEDER Storm forvandlede festivalplads til et virvar af panik
»Dyb respekt for denne beslutning, som en seriøs organisation måtte træffe. Jeg ønsker jer alle megen styrke og visdom i den nærmeste fremtid«, supplerer MarcelK.
Men mens de fleste således bakker op om beslutningen , er der også kritiske røster.
»Jeg er virkelig ked af det for alle ofrene og ønsker dem og deres familier og venner en masse styrke...Desværre bliver nu også andre straffet af omstændigheder, som ingen kunne have forudset, og nu skal tusinder af mennesker straffes ved blot at annullere hele weekenden?«, lyder det fra en, der kalder sig 'bums flop'.
Atter andre beklager sig over, at de nu har tabt penge på billetterne.
Udover de fem, der har mistet livet, er omkring 70 kvæstet, oplyser myndighederne









