H vad er din store kulturpolitiske vision? »Jeg mener, at man kan spare på sundhedsområdet, på socialområdet og på integrationsområdet, hvis man fører en god og aktiv kulturpolitik. Noget af det, jeg gerne vil arbejde videre med, er børn og unges møde med kulturen. Jeg synes, det er utrolig vigtigt, at den målgruppe bliver fanget, sådan at den er klar over, hvilke tilbud der eksisterer«. For at forstå dig rigtigt: Din vision er at gøre opmærksom på allerede eksisterende tilbud?
»Det handler primært om at gøre opmærksom på, hvad der egentlig eksisterer inden for kulturens verden, så man kan gøre brug af det som tilskuer og deltager. Dansk Folkeparti har været med til at afsætte flere ressourcer til det, som hedder ’Levende musik i skolen’, netop fordi vi kunne se, at det var en god vej ind i musikken for børn og unge at møde et klassisk orkester, et rockband eller en operasanger. På samme måde var vi med til at sørge for, at huskunstnerordningen blev bevaret, så børn og unge kan møde en professionel kunstner i deres hverdag i folkeskolen«.








