Karen Rønberg, hvor længe har du som regionschef i DSB været med til ødelægge Hovedbanegården? »Vi gør vores bedste i DSB for at vedligeholde Københavns Hovedbanegård med respekt for den gamle arkitektur. Men man skal jo finde balancen, når man både skal vedligeholde en historisk bygning og få den til at fungere som trafikalt knudepunkt for 90.000 daglige gæster«. Og du er sikker på, at alle de besøgende kan få øje på den arkitektur, du taler om, når deres synsnerver bliver bombarderet med en skilteskov fra 7-Eleven, Matas, McDonald’s, og Domino’s Pizza? »Vi forsøger faktisk at gøre Københavns Hovedbanegård til et særligt sted. Har du set vores lounge, der blev indviet for et år siden? Her har vi jo bragt rummet tilbage til den gamle stil, hvor man kan se det smukke mørke træværk og små finurligheder, bl.a. danske byvåben. Vi har mange fine steder på Hovedbanegården«. Med lounge mener du så det venterum, der er blevet indrettet til de af kapitalens mest vellønnede lakajer, der rejser på DSB 1’ og nu sidder i læderstole med laptoppe der, hvor vi andre hyggede os med hinanden, mens vi stod i kø ved de gamle, smukke billetluger? »Ja, loungen er indrettet ved det gamle billetsalg. Vi synes, det er fantastisk, at vi har fået lov til at føre en del af banegården tilbage til sin oprindelige skikkelse. Vi har også indrettet nye toiletter, der ligger der, hvor de oprindelige toiletter lå. Og vi glæder os rigtig meget til ... ... at tjene fem kroner, hver gang en stakkels mand skal slå en skid! »Dét koster selvfølgelig nogle penge. Sådan er det jo på mange offentlige steder i dag«. Siger det ikke ret meget om den herskende ånd på Hovedbanegården, at man ikke kan finde et varmt sted at skide uden at skulle have læderet op ad lommen? »Man kan altså foretage sig mange ting uden at skulle have penge op af lommen. Mange af vores faste kunder giver udtryk for, at de er meget glade for den service, de oplever i billetsalget«. Ja, og engang var Hovedbanegården mødested for hele Danmark. Fattig og rig, høj og lav, unge og gamle kunne mødes til fælles oplevelser. Nu kan man fandeme ikke engang sætte sig ned med en høkerbajer. »Der er da mange steder, man kan sidde og snakke med en veninde«. Ja, man kan stå og hænge op ad en disk og vælge mellem Domino’s Pizzas nummer 4, 6 eller 8. Hvad er det i forhold til et jernbanecafeteria, hvor man sidder og filosoferer over en kop kaffe i timevis, mens man ser alverden passere forbi? »Vi har faktisk mange gode steder, hvor man kan få en kage eller et hurtigt måltid. Vi har noget for enhver smag«. Ja, og for dem, der interesserer sig for de mere fascistiske strømninger i tiden, er der private vagtværn på Hovedbanen. De skal nok sørge for at få folk på gled, hvis de hænger for længe over deres smoothies. Har I ikke noget socialt ansvar? Alle de skæve eksistenser er blevet jaget ud af hallen. Ikke engang Harry har I plads til hos DSB længere! »Vi føler faktisk et stort ansvar for de skæve eksistenser, og vi har lige etableret billig transport for socialt udstødte. Vi har også et godt samarbejde med Cafe Dugnad og Mændenes Hjem, som faktisk kan gøre noget for de her mennesker«. Nogle gange lyder du simpelthen så naiv, at man skulle tro, du lige var kommet ind med IC4-toget. »Nu kommer jeg jo også ind på Hovedbanen på cykel fra Amager for det meste«. Ældre medborgere har fortalt mig om Københavns Hovedbanegård, dengang det var Drømmenes Perron: en kulturel smeltedigel, et mekka for indtryk fra den store verden. Med gratis rejsefilm i en lille biograf, de venlige portnere, restauranten med de hvide duge, brusekabinerne, frisøren, skopudserne ... »Vi har jo stadig en rigtig hælebar, der kan lave alle mulige reparationer«. Ja, og 7-Eleven har Mars-bar på tilbud: to for prisen på tre. »Nu du siger biograf, så har vi jo her til jubilæet forevisning af film fra gamle dage på Hovedbanegården inde i O’Learys«. O’Learys! Kan du ikke selv høre det, Karen, mand? Tænk, hvis du i stedet kunne sige: Og inde i jernbanerestauranten viser vi film. »Åh, ja, det lyder også dejligt. Men O’Learys er nu også et fint sted med mange stamgæster«. Ja, fodboldhooligans, som slår hinanden i hovedet med kæmpestore fadøl. Hvis de da ikke står og råber, så almindelige mennesker ikke kan få sig en intellektuel diskussion. Jeg havde en underlig oplevelse forleden, Karen. Jeg stod inde i banegårdshallen og betragtede scenariet. Pludselig hørte jeg en højlydt hulken bag mig. En kold vind pustede mig i nakken. Jeg vendte mig. Der stod Dan Turèlls spøgelse. Han græd. »Henrik«, sagde han til mig, »Få dem ud af mit tempel! De kræmmere! Disse købmænd!«. »Jeg tror nu ikke, Dan Turèll havde noget imod liv og glade dage. Alle de forretninger skaber jo også liv. Man kan ikke lade være med at blive i godt humør af en tur gennem Hovedbanegården. Man tænker tilbage på sine egne oplevelser: Som dengang man mødtes under uret med Gabriel Jensens skoleudflugter«. Du er sikkert også typen, der bliver fantastisk opmuntret af en tur i Avedøre Centret. Man skulle tro, I havde hentet al jeres inspiration til indretningen af Hovedbanegården fra stationsbyerne på Vestegnen. »Vi prøver at tilbageføre mange ting til den gamle stil derinde, og det gør vi i tæt samarbejde med Kulturarvsstyrelsen«. Lad mig sige en sidste ting til dig, for der ikke nogen grund til at sige tillykke, Karen. Så jeg siger bare: Styr din kulturarv. »Det gør vi også. Det er en daglig kamp«. FACEBOOK