TV2-chef: Nå, ja, jeg er jo bare en dum jyde

Lyt til artiklen

Gitte Madsen, hvordan er det egentlig i årevis at have været den eneste Kaospilot, der var blevet til noget, men så: vupti, blev ham der Kaos-Uffe pludselig kulturminister? »Jeg har aldrig følt mig ensom på den måde. Men jeg kan da godt forestille mig, at din research ikke er nået længere end til mig. Jeg synes, vi er mange kaospiloter, der er blevet til noget. Men nu har jeg sådan set ikke gået på kaospilotuddannelsen. Jeg har skabt den. Sammen med Uffe«. Ja, ja, og du var blandt de første, der gik og sagde trylleord som ’innovation’, ’tværmedial’ og ’cyberspace’. »Ja, lige præcis«. Hvordan føles det engang at have været hip, fordi man engang gik rundt og sagde cyberspace, altså her i 2011, hvor det er noget af en forslidt kliche? »Jeg holdt op med at sige det, før det blev forslidt«. Hvordan er det så at have været totalt tværmedial, innovativ og informationssamfundsagtigt fremme på beatet, når du så i dag lever af at sidde og købe amerikanske tv-serier til nogle hjernedøde bønder på Fyn? »Det synes jeg klæder mig godt«. Du er kommet ned på jorden, Gitte? »Der har jeg altid været. Det er da rart at få penge for sit arbejde. Men kommunikation, formidling, kultur og spas har jeg altid lavet«. Og nu laver du så ’X Factor’ med folk, der ikke har x-faktor? »Nej, ’X Factor’, det laver Danmarks Radio«. Men det program, ’Voice – Danmarks største stemme’, som du har købt af et eller andet tværnationalt multimedieselskab til TV 2? »Jeg har købt det af en lille virksomhed i Holland, der hedder Talba«. Men ’Voice er jo ’X Factor’ med folk, der ikke har x-faktor. »Nej, DR laver ’X Factor’. Jeg laver ’Voice’ for hele Danmark, og det er et show med folk, der kan synge«. Pointen er jo, at man ikke kan se dem. »Nej, pointen er, at det er en programserie med folk, der kan synge«. Men hvis du vil lave tv med folk, der kan synge, kan du vel bare lave noget med Lene Siel eller købe en masse hamrende billige videoer med James Brown? »Vi tror på, at der er en generation efter James Brown, der ikke har fået så meget opmærksomhed. Så dem vil vi så gerne lave noget for nu. Der er nemlig ikke så mange, der har hørt, hvor gode de er«. Til det formål har du så trukket nogle gamle popstjernekrikker af stalden. Ramler jeres idé ikke, når I tager Lene Nystrøm med? Tror du virkelig, hun var blevet til noget uden sit udseende? »Både jeg og en million fynboer glæder os over Lene Nystrøm hver lørdag«. Hvad er pointen med at skabe popstjerner, man ikke kan se? »Den er sådan set soleklar: Det handler om, hvorvidt folk kan synge eller ej«. Hvad skal vi nu stille op med Steen fra Sort Sol? Han kan jo ikke vise sig i Pisserenden de næste tre måneder, fordi han har været med i det crap. »Den tror jeg bare, han tager med sin psykolog. Men Pisserenden? Lukkede den ikke i firserne?«. Nej, det var Vestergade 58. »Nå, ja, jeg er jo bare en dum jyde«. I firserne kunne man jo altid pege aarhusianere ud i Pisserenden, fordi de opførte sig, som om de troede, de var på Vestergade 58«. »Jeg har bare lagt mærke til, at din skidesmarte Pisserende bliver styret af aarhusianere. De har taget over for længst«. Ja, og nu er de så alle sammen flyttet ned til Kaos-Uffe på Gl. Strand. »Det ved du nok mere om end mig« Har du mistet kontakten med Kaos-Uffe, efter at han er kommet højere på strå end dig? »Nej, tværtimod«. Der antyder du jo en god historie, Gitte. »Ja, og hvis du er en god journalist, kan du sikkert finde ud af, hvad den handler om«. Det er jeg ikke, for jeg er ikke journalist. Jeg er Djævlens Advokat. »Gu’ er du så«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her