Lene Tranberg, arkitekt

»Det var denne tydelige iscenesættelse af ondskab, som gjorde dybest indtryk på mig 11. september. Som arkitekt er det selvfølgelig interessant, at bygningsværker kan have så stor symbolværdi. Det er interessant, at arkitektur kan skabe disse meget ikonografiske bygningsværker, som i dén grad kan blive mål for værdisætning. Der bliver historier forbundet med det, som er stærke, og som på den måde rækker ud og giver helt særlige signaler. Og som i dette tilfælde betyder, at du kan ramme hele vores samfundsorden via World Trade Center. Helt konkret har 11. september selvfølgelig givet en anden form for tænkning omkring sikkerhed i arkitektur. Men det har også givet en helt anden form for bevidsthed – om, at vores ikonografiske bygninger ikke alene markerer vores formåen og bliver kulturelle stjernemærker; de rummer pludselig også noget andet. En mulig ondskab. Sådan har jeg ikke før tænkt på bygninger. Ellers har 11. september mindet mig om, at vores samfund jo er bygget op omkring Disneys barndomslære: At der er de gode, og der er de onde. Jeg savner nuancerne«.

Søren Ulrik Thomsen, digter

»11. september 2001 bestyrkede min tiltro til demokratiet og min mistro til enhver form for radikalisering af det politiske. Uanset om de idealistiske fantasterier kommer fra venstre eller fra højre. Eller om det glødende engagement hentes i religionen – som det var tilfældet for de islamistiske terrorister, der fløj ind i World Trade Center og for de serbiske nationalister, der begrundede folkemordet på de bosniske muslimer i kristendommen. For mig har 11. september 2001 sat en tyk streg under, hvor glade vi skal være for den stilfærdige, pragmatiske, ufuldkomne politik med de små skridt fremad, for den demokratiske ramme om samtalen og uenighederne, for de andres ret til at mene og ytre noget andet end mig. Jeg har netop sendt min brevstemme til folketingsvalget, og lige så glad jeg er for at have stemmeret, lige så svært er det for mig at være virkelig begejstret for noget politisk parti. Og det synes jeg egentlig er et sundhedstegn. For politik skal være kedelig, og storslåede visioner og rødkindet begejstring hører hjemme andre steder end i det politiske«.