Kunstnere i oprør over forslag om at fjerne livslang ydelse

Det mener nogle af de kunstnere, som modtager Statens Kunstfondslivsvarige ydelse, om Venstes og DF's forslag.

Kultur

Anne Marie Løn, forfatter: »Med den kulturpolitik, der føres, og det syn, der er på kunstnernes arbejde, så er det lige før, at jeg føler mig for stolt til at modtage den livsvarige ydelse. De har ikke fattet, at hele værdien i en kunstfond er at gøre kunstnerne opmærksom på, at de er værdifulde«.

»Derved kan du forløse den fond, der er i kunstneren selv. Det er hele værdien. Jeg ved ikke, om den formulering, jeg fik fra Elsebeth Gerner Nielsen (kulturminister fra 1998 til 2001), var standard, men deri stod der, at det arbejde, jeg udfører og har udført, er til glæde og gavn for mit samfund. Det er så værdifuldt, at du ikke kan undgå som kunstner at blive bedre af det. Den anerkendelse, der er blevet givet mig, har forløst mig«.

Henrik Nordbrandt, forfatter:
»Jeg vil også foreslå, at de nedlægger Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Det er uværdigt af staten at give en ydelse og så tage pengene tilbage. Enten giver man, eller også gør man ikke. Det er ganske simpelt noget pjat, for det koster ikke staten nogen penge. Det ser ud til at være en fin gestus på finansloven, men det er en fis i en hornlygte. Simpelthen. Derfor er jeg enig med Venstre og DF, men ud fra helt andre betragtninger. Det er latterligt. Man giver ikke med den ene hånd og tager med den anden hånd. Det er noget svineri. Det gør man heller ikke i det virkelige liv«.

»Du giver da ikke folk en gave den ene dag og tager den tilbage den næste. Det er, hvad man kalder guitar. Det gør man ikke. Det er ikke anstændigt. Det er kun i Danmark, at man har så ussel en holdning til tingene. Og i andre lande er det endda skattefrit, hvis de har samme ordning. Det er den danske studementalitet, ja undskyld jeg siger det. Typisk, at vi er så smålige. Men hvordan tror du, Italien havde set ud uden mæcener, og hvis ikke H.C. Andersen var blevet støttet, var han aldrig kommet frem. De vil gerne af med hele kunststøtten, og så får de det leverpostejssamfund, som de i virkeligheden bedst kan lide og er bedst tjent med, sådan nogle prangere. Sådan ser jeg på det. Vil man have kunst, må man også støtte det. Og de kan støtte alt mulig andet. De vil støtte industrien. Du kan se det på befolkningen, vi bliver federe og federe. De vil have leverpostej, ikke åndelighed. De bruger nogle standarder over for kunstnere, som de ikke kunne drømme om at bruge på andre områder«.

Klaus Rifbjerg, forfatter:
»Statens Kunstfonds livsvarige ydelse er en hædersgave, ligesom det var en hædersgave at komme på finansloven i sin tid. Derfor skal man tage imod og kan oven i købet gøre det med god samvittighed, fordi ydelsens størrelse er afstemt i forhold til, hvad man ellers tjener. Jeg f.eks. får i snit 1.000 kroner om måneden før skat (som i mit tilfælde er 60 procent). Det bliver ikke til en god middag på en bedre restaurant, som den muntre venstremand antyder, til gengæld giver det en stolthed over at være hæderen værdig, som øges med flere hundrede procent ved tanken om, at mange, mange af mine kollegaer ved ydelsen får en måde at overleve på, de ellers ikke ville have haft«.

»Enhver ved, at VKO hellere end noget andet ikke bare vil have kunststøtten afskaffet, men helst kunsten, derfor synes jeg, at man skal kæmpe af al magt for at bevare de privilegier, som findes, og ikke give slip på noget som helst, før de kommer og tager det hele. Og ved du hvad, en beskeden middag på en beskeden restaurant er også noget, man kunne jo tage sin kone med, så vi sammen kunne grine af den misundelige venstremand, der helt klart ikke aner, hvad han taler om, eller hvad kunstnere og kunst er. Tror du nogensinde, A. Fogh Rasmussen har læst en rigtig bog eller set et billede, der for alvor sagde ham noget og måske var med til at gøre hans liv rigere? Det tror jeg ikke«.

Palle Mikkelborg, musiker:
»Jeg har fortsat mit daglige virke og har ikke haft brug for Kunstfondens livsvarige ydelse på den måde. Men jeg synes, det er en smuk anerkendelse, at nogen viser, at de synes, der er blevet gjort en indsats. Det er trist og sørgeligt, at det overhovedet kan blive et issue. Jeg har ikke været til en eneste middag i den forbindelse. Og temperaturen i en sådan bemærkning er ... jeg ved ikke, hvad jeg skal sige ... deprimerende. Det er jo peanuts i et så velstående land, som vi lader, som om vi er, og får at vide, at vi er«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Per Kirkeby, billedkunstner:
»Jeg forstår slet ikke, hvorfor politikerne vil afskaffe Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Det er jo et slag i luften. Det er en anerkendelse at få, og det har man jo altid haft for de kunstnere, der betød noget. Det er en symbolsk handling, og det er meget småligt at begynde at snakke om pengene, fordi det er så forsvindende lidt. Det er en slags fortjenstmedalje for lang og tro tjeneste. Og jeg vil gøre opmærksom på, at jeg tjener stort set alle mine penge i udlandet, og det har jeg gjort i mange år. Og jeg betaler trofast min skat i Danmark. Og når man holder de tal sammen, bliver det hele lidt komisk«.

Peter Bonnén, billedkunstner:
»Kunstfondens livsvarige ydelse betyder, at jeg har en vis sikkerhed i min pension. Jeg har kunnet eksperimentere mere ved at bruge nogle penge, som jeg måske ville have lagt til side til pension. Det har jeg haft råd til, vel vidende at jeg ikke går neden om og hjem, når jeg bliver gammel. For min skyld kunne man, og det har jeg foreslået Brian Mikkelsen, sagtens forhøje støtten til dem, der får maksimal støtte, og tage penge fra sådan nogle som mig, der kan leve af kunsten og får det, man kalder rødvinslegatet, der er på knap 1.200 om måneden. Den maksimale ydelse er 140.000, og det er nok lige i underkanten at klare sig for«.

»Andre mennesker med samme karriere inden for andre fag har lagt mere til side, end vi har. Skal man være kunstner, skal man satse hundrede procent. Ellers kan man ikke. Men husk på, hvor meget Per Kirkeby og de andre, der tjener penge, betaler i skat. Det hele hænger sammen i kunststøtten, og når man bliver ved at tage bidder ud, så er der ikke mere kunststøtte tilbage. Og sker det, vil vi aldrig få nogle Per Kirkeby’er«.

Søren Ulrik Thomsen, forfatter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det er småligt. Jeg er rystet. Et så rigt et samfund som vores burde have overskud til denne i forvejen ret beskedne støtte til kunsten. Er de sure over, at vi får 1.200 om måneden? Ydelsen er en grundlæggende anerkendelse, hvor samfundet siger, at du hører med på lige fod med sygeplejersker og politibetjente. Samfundet anerkender mit bidrag til det hele. De forstår ikke, at jeg bliver nødt til at tage ud og alt for tit holde foredrag for at tjene til huslejen. Og for de penge kan jeg ikke arbejde, der reproducerer jeg mig selv. Hvis jeg skal drive min forfattervirksomhed, kan jeg ikke rejse hele tiden og holde foredrag. Jeg vil gerne, men skal jeg skrive noget nyt, bliver jeg nødt til at sidde derhjemme og læse og skrive. Og det vil ingen andre end Statens Kunstfond finansiere. Med penge fra Kunstfonden kan jeg frikøbe mig, så jeg kan skrive«.

»Regeringen har en forestilling om, at man kan målrette forskningen. Men sådan foregår hverken forskning eller kunst. Det opstår måske, mens jeg gør noget helt andet. Pludselig kommer ideen. Det er ikke målrettet. Tænker man i sociale baner, at den og den ikke skal have, fordi de har mange penge, er det ikke længere en hæder. Fordi det så ikke længere vil være de bedste, der får. Og når en anden maler får samme ydelse som Per Kirkeby, er det også udtryk for anerkendelse af hans niveau. Hvis ikke, ville det være et udtryk for, at staten synes, det er synd, fordi man ikke tjener så meget«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce