Der er shawarmabarer, kiosker og elektronikbutikker. Men det kniber med at spotte delikatessebutikkerne, caféerne og de smarte tøjforretninger.
Beboerne på Amager er trætte af at skulle ind til det indre København, hver gang de skal shoppe lækre kvalitetsvarer. Det forsøger et nyt initiativ nu at råde bod på med en ugentlig markedsdag.
Fra på lørdag kan amagerkanerne således snolde økologisk frugt og grønt, lækker hudpleje og smækkerfed flødeis på markedet, der finder sted på en parkeringsplads ved Amager Bio.
Amager-stemningen skal bevares
Ambitionen er at præsentere de lokale for kvalitetsvarer og hyggelig markedsstemning, samtidig med at den helt specielle Amager-steming bliver bevaret.
»Det er vigtigt, at Amager ikke bliver ligesom de andre brokvarterer i København. Vi skal bevare den lidt landsby-agtige Amager-mentalitet. Amager skal stadig være et sted, hvor man kan gå i Netto i sit joggingtøj om lørdagen uden at skulle have smart tøj på«, mener Louise Falk Tranberg, der er projektleder på markedsdagene.
Musik og økologi
Markedsdagene på Amager starter på lørdag og fortsætter sommeren over. Yelva Creme, Bringstrup Blomster, Bachers og Jacobs Bageri er blandt de firmaer, der har boder på markedspladsen.
Ved hvert arrangement vil der desuden være livemusik med lokale bands og mere kendte navne, blandt andet sangerinden Karen Busck.








