DJ Defination Star (midten) spiller op til dans på emo-, goth- og rockklubben Faust. Det er et meget  lille miljø, der dyrker den alternative rock i Danmark, så der er mange stamkunder. Foto: Martin Bubandt

DJ Defination Star (midten) spiller op til dans på emo-, goth- og rockklubben Faust. Det er et meget lille miljø, der dyrker den alternative rock i Danmark, så der er mange stamkunder. Foto: Martin Bubandt

Kultur

Emo er en kult for surmulende teenagere

Emo startede som en musikgenre, men er i dag mere end en ungdomskultur. I kulissen lurer emoernes fascination af død, selvmord og cutting.

Kultur

Pigen med det pink hår tjatter til drengen med det sort- og hvidstribede hår. Han læner sig straks frem, kysser hende hurtigt og vådt.

Vender sig så mod sin sidemand og griber ham om nakken og trækker ham ind til sig, mens den smeltende isterning skifter mund igen.

Vi er til ’Guitarzzz’.

En månedlig, alternativ rockklub på Club Faust i det indre København. I aften står der emo på plakaten. Og goth, dark rock, industrial og mere af den skuffe.

En gruppe unge leger kysseleg.

Bag det hårde ydre med mørkmalede øjne, sort tøj, viltert hår og kridhvid hud gemmer sig en flok legesyge unge, der kysser og krammer på tværs af køn og seksualitet.

Fra væggene gynger kunstigt hvidt spindelvæv i takt til tonerne fra højttalerne. Væggene er dækket med sort, nervøs velour.

Der er stearin i stagerne og plakater, der inviterer til ’Gotisk Fastelavn’ senere på måneden. Hvor en sort kat åbenbart skal have tæv.

Det er her, hovedstadens ’mørke miljø’ fejrer natten og skejer ud med vampyr-romantik og dyster dekadence, uden at nogen ser skævt til hverken sortrandede øjne, sorte negle eller sorte tanker.

Det er et af de få steder, man kan gå hen som ung med en forkærlighed for mørk, alternativ rock. Som er en subkultur i kraftig vækst disse år.

I 70’erne hed valgmulighederne disker, punker eller flipper. I 00’erne kan unge både være hiphopper, goth, techno-tøs, indie-fyr, r’n’b-bling-bling’er eller emotionel emo.

Eller alle de andre subkulturer. Men især musik- og tøjstilen emo har i øjeblikket fat i de helt unge fra 10-16 år.

Så er det her, at Politikens kernelæser pudser læsebrillen og tænker: »En emu, er det ikke en strudselignende fugl? Eller mener de mon Ømu’en, som vi stemte om med Maastricht-traktaten?«.

Svaret er nej, nej og nej. Emo står for emotional hardcore og er en musikalsk subgenre inden for punk, som kan beskrives som ’punk med følelser’, i tekstskrivningen såvel som musikken.

Det er typisk storladne sange om livet og døden og store følelser, der bliver svigtet eller forrådt.

Dyrker at være ked af det
Men emo er også blevet en tøjstil, en sindsstemning, en subkultur, en ungdomstilstand. På fredag har den amerikanske ungdomsfilm ’Twilight’ f.eks. premiere.

Den er på mange måder ’emo som film’.

Her forelsker outsideren Bella sig i vampyren Edward, der har været 17 år siden 1918 og derfor kan relatere til Bellas surmuleri.

Den moderne Romeo og Julie-umulig-kærlighedshistorie dyrker den markante dem mod os-opdeling, der ligger til emo’erne, samtidig med at mange af filmens scener udspiller sig i store dystre skove med lange skygger og betagende nærdødsoplevelser.

Og om en måneds tid udkommer Danmarks første ’emo-bog’, når Henrik List udgiver ’Kære fucking dagbog’ om en gruppe emo- og goth-piger.

Emo er med andre ord godt på vej ind i alle dele af kulturlivet. Og det selv om emo-kulturen er meget udskældt. For sindsstemningen og subkulturen emo er nemlig tæt forbundet med tungsindige, smådepressive outsidere, der skriver digte på teenageværelset, mens de hører trist musik og dyrker at være kede af det.

Derudover er der især to forhold, der har givet emo et dårligt ry.


I maj 2008 hængte en kun 13-årig britisk pige sig selv efter at have dyrket emo-stilen intensivt et par uger og hørt emo-bandet My Chemical Romances musik.

Hendes mor anklagede offentligt bandet og emo-kulturen for at have glamouriseret selvmord og død, så hendes datter tog de dystre tekster så tragisk bogstaveligt.

Samtidig dyrker visse emo’er selvmutilation i form af cutting, hvor de snitter sig i f.eks. arme og håndled som en måde at få smerten ud på, hvis de har det svært.

Og mange af dem gør det, fordi det er ’på mode’. Derfor kan man ’overhøre’ hjerteskærende samtaler som denne på diverse emo-websites:

»Kan man godt være emo uden at være cutter? For jeg føler mig ret emo, men jeg cutter ikke«, skriver en pige f.eks. Hvortil der svares:

»Jeg ved ikke, om jeg er emo, men jeg snakker meget om døden«. Og:

»Jeg har prøvet at cutte, men jeg kan bedre lide musikken«.

Hele aspektet med cutting og selvmord har givet emo ry for at være en farlig ungdomskultur.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I Rusland fremsatte man sidste år endda et lovforslag, der skulle forbyde emo som tøjstil i skoler og andre offentlige bygninger og lukke emo-websites, da man mente, det var »en farlig teen-trend«.

Men fascination af død og selvmord i ungdomskulturer er ikke nyt, bare tænk på Kurt Cobain fra Nirvana, og hvor mange unge han fik til at dagdrømme om at leve stærkt og dø ung.

Men hvorfor er det, at emo’erne dyrker døden så intenst?

»Teenageårene er en periode, hvor døden ikke er vigtig, hvor den ikke er tæt på og derfor er uforpligtende. Døden er noget, man kan lege med. Det handler om at prøve grænser af. Og det skal der være plads til, uden at man reelt overvejer selvmord«, siger Fabian Holt, forsker i performancedesign og livemusik på RUC.

Han følger emokulturen fra sidelinjen og mener ikke, at der er grund til at være bekymret for emokulturen.

»Man skal huske at stille spørgsmålet om myte over for realitet. Der er rigtig mange emo’er, der aldrig kunne finde på at cutte. Det har skabt sensationshistorier i medierne, og det er meget typisk at fremstille en ungdomskultur så negativt, men det er min opfattelse, at cutting slet ikke er så udbredt blandt emo’erne«, siger Fabian Holt.

Karikerede og til grin
Men man kan sige, at emo er inde i en slags tilbageslag, hvor en ellers blomstrende ungdomskultur er blevet ramt af et så dårligt ry, at ingen vil være emo, selv om mange alligevel er det.

»Emo bliver nu forbundet med triste teenagere, men for et ambitiøst band er der mere prestige i at være ’voksenband’. Derfor er der ingen bands, der direkte vil sige, at de er emo, og emo’erne bliver af andre unge og medierne karikerede og gjort til grin«, siger Fabian Holt.


På den måde er emo efterhånden blevet et skældsord for at være sådan en teenageramt tudemarie, der ikke kan finde ud af at lege med de andre børn.

Eller en måde at beskrive sin tilstand, når man er lidt trist, så kan man være lidt ’emo i dag’. Hvilket jo er synd for dem, der dyrker musikken passioneret og ikke er kede af livet.

For ikke at nævne moden, som trods imageproblemerne sniger sig ind i både modeblade og i mere pæne udgaver på hylderne i H&M.

Tøjstilen i emo bliver også kaldt for scene og er meget letgenkendelig. I Black No. 1 i Pisserenden i København sælger man rigtig meget emo-tøj, og i overetagen klipper frisøren rigtig meget emo-hår på de helt unge.

»Emo’erne køber sort tøj, som de kombinerer med kraftig rød eller grøn. Gerne stribet. Emo-drengene er lidt blødere og mere feminine i det end andre drenge. De dyrker en lidt androgyn stil og går tit med makeup. Men altså, min onkel gik også med eyeliner og hørte David Bowie i 70’erne«, griner indehaver Pernille Nordstrøm Andreassen.

Hun har i seks år solgt tøj til goth’er, punkere og emo’er og ser det som en rejse, de unge gennemgår, som i bund og grund handler om at de skal finde sig selv.

»Jeg synes jo, de er nogle hamrende dejlige teenagere. Jeg oplever dem som meget følsomme og misforståede og ret romantisk anlagt. Det sker ofte, at hvis jeg ringer til en kunde om en vare, er telefonsvarerbeskeden et digt, de læser op. Men de her unge skal høre meget, for når man går imod resten af flokken, skal man også forsvare sig hele tiden. Men de vokser også med modstanden og bliver mere selvstændige end andre unge«, mener hun.

’Rock’n’roll-frisør’ Anja Jargil i overetagen har knaldsort hår og tatoveringer ned ad ryggen og klipper og farver i øjeblikket dagligt det moderne emo-bæverhalehår med sorte og hvide striber.

»Emo’erne ved virkelig, hvad de vil have. De bruger rigtig meget tid og mange penge på deres hår og måler hinanden på håret. De har ofte langt pandehår ned over det ene øje, så de næsten ikke kan se ud af øjnene, og er meget ømme over deres pandehår. De bliver decideret bange, når jeg nærmer mig med saksen«, siger frisøren.

»Fortsæt derudad«
En af dem, der godt kan lide vildt hår og gerne går i sort kombineret med knaldfarver, er 15-årige Ihan Haydar, der bor i Gjeldsted ved Næstved.


For tre år siden stiftede hun bekendtskab med emo-musikken.

»Jeg begyndte at høre My Chemical Romance, og det ændrede mit liv. Jeg havde det virkelig dårligt i den periode og skændtes med mine forældre og savnede min bedste ven, der var flyttet. Men My Chemical Romance siger, at man skal ændre sit liv, hvis man har det dårligt. De siger carry on – fortsæt derudad. Og det havde jeg brug for at høre«, fortæller hun.

Her har vi altså fat i en emo-pige, der stik imod alle fordomme blev glad af at høre emomusik. Han er samtidig en af den slags teenagere, der lever en stor del af sit liv på nettet, hvor hun bestyrer en fanklub for idolerne i My Chemical Romance på Arto.

Hun er også med i det færøske emoband The Dreams fangruppe og skriver med bassisten fra Iron Maidens datter på MySpace. Hendes værelse er fuldt af plakater af rock- og emobands, og hendes to brødre, der mest lytter til gangsta rap, har ret svært ved at forstå deres lillesøster.

»Det er rigtigt, at emo-musik tit handler om døden, og det er der nogen, der misforstår og synes er sejt, og de skader sig selv. Men altså, man skal jo ikke tage det så bogstaveligt. Hvis man har det dårligt og er ked af det, kan det godt være, at man skal høre noget andet end emo. Jeg synes, der er for mange, der dyrker at have det dårligt i emo«, siger Ihan Haydar, der ikke synes, hun er »så meget emo mere«.

»Men alle har emo inden i sig, fordi alle jo er følsomme«, skynder hun sig at sige.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Et sted, hvor emo’erne virkelig kommer til udtryk i Danmark, er på de virtuelle netværk og i DR’s musikprogram ’Boogie’s Top 10. Den har de seneste par år været domineret af unge, der hører emo.

»Man kan sige, at der er en slags emo-mafia herhjemme, der virkelig har styret ’Boogie’. Det startede med emo-bandet Tokio Hotel fra Tyskland, og så eksploderede det. Emo’erne er meget dedikerede og sidder uge efter uge og stemmer deres bands ind. De har ændret ’Boogie’s musikprofil fra mainstreampop til emo og rock, så selv store navne som Nik & Jay og Beyoncé ikke kan komme ind på listen«, siger programmedarbejder Rasmus Gejl fra ’Boogie’.

2008 blev i den grad et emo-år på ’Boogie Listen’.

Og i øjeblikket ligger det amerikanske emo-band Paramore på førstepladsen, ligesom det populære emo-navn Fall Out Boy ligger på top 10.

Fordi emo har domineret programfladen så kraftigt, ændrer ’Boogie’ nu stemmesystemet, så det bliver sværere for een gruppe fans at dominere hitlisten.

»Men de skal også nok finde ud af at ’snyde’ det nye system! Og det er også fint nok, når de går så meget op i det. Emo’erne er typisk unge, der er blevet lidt mobbede i skolen og finder sig en ny venskabskreds på nettet omkring emo. Men der er ingen, der gider høre emo, når de er over 18, de vokser simpelthen fra det«, mener Rasmus Gejl.

Og det er ikke kun i Danmark, at emo-toget kører stærkt blandt teenagerne.

»Emo er blevet voldsom populært globalt. Der er mange unge, der er fascinerede af kult-atmosfæren omkring emo. Men jeg oplever ikke emo som et oprør, fordi det er en mere indadvendt bevægelse, som ikke har noget egentligt budskab til samfundet. Emo’erne prøver derimod at beskytte deres kultur og hinanden, fordi de er følsomme og føler sig lidt nøgne ved at blive udstillet i medierne«, siger Holt.

Tilbage på Club Faust har man, helt i tråd med emo-tilbageslaget, faktisk slettet ordet emo fra hjemmesiden og klubbens flyers.

»Vi oplevede, at det skræmte nogle væk, når vi reklamerede med emo. Og vi prøver også at spille festlig musik mere end deprimerende musik. Man skal også være 16 for at komme ind, og de, der er emo, er tit lidt yngre«, siger DJ Definition Star, der selv er 18 år.

» Men undskyld, er du ikke selv rimelig emo med det der hår«, spørger jeg under henvisning til hans sort- og hvidstribede hår, der med sit lange pandehår hele tiden dækker udsynet.

»Jo, okay, det er mit hår faktisk. Men jeg er altså ikke emo. Mere«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

Forsiden

Annonce