Folk falder om i protest mod dagpengeforringelser

Symbol. De ligger der ikke for at tage en lur, men for at symbolisere de mange tusind mennesker, der risikerer at falde ud af dagpengesystemet i 2013.
Symbol. De ligger der ikke for at tage en lur, men for at symbolisere de mange tusind mennesker, der risikerer at falde ud af dagpengesystemet i 2013.
Lyt til artiklen

Det er en almindelig halvtravl søndag formiddag under uret på Københavns Hovedbanegård.

En lind strøm af mennesker dukker op, tjekker deres rejsetid på skærmene, tager en bid af en sandwich eller hilser på en ven, de er tilfældigt er stødt ind.

Pludselig strømmer en flok mennesker frem fra banegårdens labyrint af butikker, og præcis kl. 11.59 dejser de synkront om på gulvet - til stor overraskelse for de tilskuere, der tilfældigt er endt midt i scenariet.

LÆS OGSÅ Hver 2. ledig på dagpenge forventer at måtte flytte

Forklaringen kommer, da hele gruppen af mennesker rejser sig igen og begynder at dele foldere ud, der inviterer alle til at demonstrere 2. oktober - primært imod dagpengeforringelser.

»Vi falder om her, et minut i 12, for at symbolisere, at nu er det sidste øjeblik for politikerne til at gribe ind«, siger Camilla Gregersen fra Dansk Magisterforening Privat, der sammen med Forbundet af it-professionelle, PROSA, står bag dagens event.

S er for kold i røven

Hun og de andre fremmødte vil have regeringen til de at bremse de dagpengeforringelser, der træder i kraft fra 1. januar, og som ifølge fagforeningernes tal betyder, at op mod 30.000 mennesker risikerer at ryge ud af dagpengesystemet i 2013.

»Jeg er her for at markere, at der snart kommer til at ske nogle forfærdelige ting, som jeg ikke synes, samfundet kan være bekendt«, siger 39-årige Mille Stockner, der dog ikke selv er dagpengemodtager.

»Det handler om solidaritet. Måske har dem, der står til at miste dagpengene, ikke selv overskud til at lave sådan noget her«, siger hun.

Det er ikke helt tilfældigt, at det er i dag, DM Privat og PROSA har valgt at falde om, fortæller 65-årige Finn Sørensen, folketingsmedlem for Enhedslisten, der også er blandt deltagerne.

LÆS OGSÅ Jelved og Corydon affejer opsigtsvækkende opfordring fra Nyrup

»Det her er en lille hilsen til Socialdemokraternes kongres. De har magten til at ændre det her, men gør det ikke. Tænk at man skulle komme til at holde af Poul Nyrup«, siger han med henvisningen til, at Poul Nyrup Rasmussen (S) i går opfordrede Magrethe Vestager (R) til at genoverveje sit nej til at tilbagerulle den del af dagpengereformen, der handler om genoptjeningskravet.

Det afviste hun og finansminister Bjarne Corydon (S) dog kort efter, og det huer ikke Finn Sørensen:

»At falde om var en sjov måde at sætte fokus på problemet. Men vi blev ikke liggende på gulvet ret længe, for vi vil ikke være lige så kolde i røven som dem«, siger han, før han fortsætter med at dele foldere ud og smågrine med de andre over det lille optrin, de netop har været med til.

Emma Oehlenschläger

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her