Jeg er et nordsjællandsprodukt, der startede med at bo i Nivå, som flyttede til Rungsted, og som så flyttede ind til byen, da jeg var 13.
Jeg følte aldrig, at jeg passede som hånd i handske med Rungsted, så det var fantastisk at komme ind til byen og gå på Ingrid Jespersen i Nordre Frihavnsgade og møde en masse anderledes mennesker, som ikke nødvendigvis gik i det samme tøj eller talte om de samme ting. Et sjovt, kreativt miljø.
Det er ikke bevidst, at jeg bruger et andet efternavn end min storebror, Mads Brügger. Vi hedder begge Brügger Cortzen, men min mormor hed også Ane Brügger, så jeg syntes, det var lidt mærkeligt at hedde det samme. Det har vist sig at være meget smart, efter jeg blev vært. Så bliver jeg ikke nødt til at gå rundt med Mads og hans bedrifter om benet. Jeg er mere min egen.
LÆS OGSÅLæsernes yndlings-tv er TV!TV!TV!
Der var en periode efter gymnasiet, hvor jeg mest flød rundt og havde en masse mærkelige job. Så startede jeg på arkitektskolen. Jeg har altid godt kunnet lide at være kreativ og tegne, og jeg fandt ud af, at Arkitektskolen var den eneste kreative uddannelse, hvor man kunne komme ind via snit. Og jeg havde et højt snit, så jeg tænkte, at det kunne jeg da godt prøve.
Min mand er også arkitekt, ham mødte jeg på rusturen. Og så var det det.
Jeg fik et job på et reklamebureau, mens jeg stadig læste. Om morgenen tog jeg på skolen og var der, og om eftermiddagen tog jeg så hen på Propaganda, hvor jeg lavede bannere til langt ud på natten. Jeg så en jobannonce nede i Propagandas kantine fra Bodum, som søgte en art director til deres hovedsæde i Schweiz.
Jeg tænkte, at det er sgu da lige mig. Så søgte jeg det bare. Og blev ringet op. De spurgte, om jeg ville mødes med dem og vise mine ting, og så fik jeg det. De ventede, til jeg blev færdig på skolen, og 14 dage efter min afgang flyttede vi alt vores habengut til Luzern, hvor jeg blev placeret i et gigantisk hjørnekontor på 40 kvadratmeter i glas og stål med en kæmpe computer i deres nye, meget smukke hovedsæde med udsigt til bakkerne. Helt alene. Der var fire rentegnere under mig, ingen at sparre med, og jeg var 25 år gammel. Det stærkeste grafiske design bruger sort, hvid og noget rød. Det gjorde de schweiziske grafikere fra 1920'erne og frem. Og det gjorde vi så også i 'Tv!tv!tv!'. LÆS OGSÅTV!TV!TV!-vært er årets bedste tv-værtJeg blev spurgt, om jeg ville prøvefilmes til et eller andet program om tv, hvilket jeg bare sagde ja til, mest som en vennetjeneste for Thomas Klinkby, der skulle være redaktør på programmet. Han havde en idé om, at jeg ville være en god vært, og det blev jeg. Jeg sagde min fastansættelse op og kom på en etårig kontrakt. Når man har tre børn, er det primært dem, man bruger tid på. De har også været med til at holde mig nede på jorden. For når mor kommer hjem fra arbejde, aner de ikke noget om, hvad jeg har lavet. De har bare behov for, at jeg er sammen med dem. Jeg har ikke tid til at have nogen fritidsinteresser og dyrke nogen form for sport. Mit liv er fuldstændig fyldt ud med at købe ind, lave mad og læse 'Tiske og Taske', som er en gammel radiojulekalender om nisser, og se 'Julestjerner' i tv og tegne nissemænd. Jeg er slet ikke typen, som tænker 'Fedt, nu har jeg det fede job, nu er den hjemme', og læner mig tilbage. Efter de der tre år begynder jeg at blive rastløs. Det er også derfor, 'Tv!tv!tv!' stopper nu. Jeg kan ikke lave det samme i årevis, jeg vil videre. Det er kun gået godt indtil nu med at følge min mavefornemmelse. Jeg har ikke haft en femårsplan. Hvis der er kommet noget fristende, har jeg altid slået til. Nu skal jeg have et nyt program klar 11. marts, og indtil nu har jeg kun et hvidt stykke papir. LÆS OGSÅDR 2 anmelder fjernsynsmediet ganske godtDer er kommet sådan en trend med at hidse sig op over folk, der skriver på Facebook, hvor dejlige deres liv er, eller hvor søde deres børn er, eller hvor skøn deres mad er. Vi gider ikke høre om folks perfekte liv. Vi bryder os ikke om iscenesættelse og forstillelser. Og det er meget oppe i tiden, tror jeg, at man gerne vil have noget autentisk og ægte. Vi vil hellere have, at nogen skriver, at de lige har råbt ad helvede til til deres unge. I gymnasiet begyndte jeg at læse hos Bodil Jørgensen, fordi jeg ville søge ind på teaterskolerne. Jeg var overbevist om, at jeg hurtigt ville blive en stor og kendt skuespiller, og jeg blev rost og rost, og det var så dejligt. Til prøven skulle jeg spille noget fra Jean Genets avancerede franske stykke 'Stuepigerne', hvor jeg skulle kvæle min søster, mens jeg holdt en monolog. Hende, jeg fik at spille med, vejede i hvert fald over 100 kilo, og jeg var sådan en lille, lille bitte pjevs med gule gummihandsker. Det virkede helt ufrivilligt komisk. Og da jeg kom hjem, var der afslag fra samtlige skoler. Så tænkte jeg: »Godt, så gider jeg aldrig beskæftige mig med det mere«. LÆS OGSÅAne Cortzens livret er »noget frygteligt noget«Det er kommet bag på mig, at det er gået så godt og smertefrit med 'Tv!tv!tv!'. Jeg er vant til at være en deler i den virkelige verden, som uden at ville det træder folk over tæerne bare ved at være, som jeg nu engang er. Så synes de, jeg er irriterende. Det er jo ikke sådan, at når Jussi Adler-Olsen kommer med en ny bog om afdeling Q, at man siger: »og apropos q, så har det bogstav altid irriteret mig«. Det gør man jo ikke med bøger. Men tv er ikke fint nok til at blive anmeldt på samme måde som bøger endnu. Der er masser af karakterer i romaner, der minder om folk fra reality. Jeg tror da, både Linse og Gustav ville være gode romankarakterer. Hvad du skal se i fjernsynet til jul? Det ved jeg ikke. Jeg skal på ferie. Men hvad med 'Die Hard'. Etteren. Den er for fed! Ane Cortzen var vært på programmet 'Tv!tv!tv!', som sendte for sidste gang i onsdag. 11. marts har hun præmiere på et nyt program, hvis indhold endnu er ukendt.
