Nikolaj Cederholm til Djævlen: »Jeg har ikke tid til det pis«

Metervare?  Nikolaj Cederholm står bag den folkelige teaterkoncert om The Beatles, ’Hey Jude’: »Man kan sagtens se  vores forestilling som teatrets svar på Ben & Jerry’s Ice Cream«, siger han.
Metervare? Nikolaj Cederholm står bag den folkelige teaterkoncert om The Beatles, ’Hey Jude’: »Man kan sagtens se vores forestilling som teatrets svar på Ben & Jerry’s Ice Cream«, siger han.
Lyt til artiklen

Nikolaj, hvor mange akutjob regner du med, det bliver til ude hos jer i Forum? »Jeg ved ikke faktisk ikke, hvor mange der er ansat og hvordan. Men jeg tror ikke, der er nogle i akut-job. Det kunne der godt have været«. Nå. Det er ellers noget, Helle T. siger, hun er sikker på, arbejdsgivere godt vil: hjælpe de arbejdsløse væk fra afgrunden den 1. januar. »Dem, vi har ansat, bliver så ikke arbejdsløse den 1. januar. Vi spiller jo i hvert fald frem til den 15.«. Du kunne gøre samfundet en lille smule bedre ved at ansætte et par stykker. I får jo også 25.000 kr. up front for hver. »Jamen, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til det. Hvad vil du have, jeg skal sige, Henrik«? Det skal du ikke spørge Henrik om. »Nej, Djævlens Advokat, undskyld mig, men: Jeg gider ikke ansætte nogen. Jeg er pisseligeglad. Jeg har travlt med at lave en forestilling. Jeg har ikke tid til det pis«. Dit svar åbner for noget: Siden sidst vi snakkede, Nikolaj, har det jo vist sig, at den borgerlige regering IKKE var det største problem. Problemerne stikker ligesom noget dybere. Ikke sandt? »Jo, det gør de«. Ja, du ved det jo godt. »Det kan du tro, jeg gør«. Du ved det. Og alligevel bliver du ved med at lave showforestillinger, der ikke vil meget andet end at bedøve masserne med mere candyfloss, flere røgmaskiner, mere digitalt lys og konfetti. »Man kan jo altid vælge en bestemt synsvinkel. Det er, som man anskuer tingene. Du kan vælge at gøre det, du nu er i gang med. Men det er jo ligesom at sammenligne... ja ... ting, der ikke kan sammenlignes. Det er jo sådan noget som: »Hvad er vigtigst: At et barn kan få behandling for en frygtelig kræftsygdom, eller om jeg har råd til at give nogle skuespillere røde næser på«? Det er jo ikke et ægte dilemma. Det er jo ikke det, valget står imellem. Vores tilværelse er jo sammensat. Så de modsætninger er for latterlige. Det er jo for åndssvagt«. Nu siger jeg det jo også til dig, fordi du er Nikolaj Cederholm. »Jeg kunne heller ikke finde på at tale sådan til andre end Djævlens Advokat«. Men du har jo for længst skrevet dig ind i skandinavisk teaterhistorie, som en af vor tids mest betydningsfulde teatermennesker. Du vil blive husket, Nikolaj. Længe efter dit jordiske hylster er blevet til muld, vil folk tale om Nikolaj Cederholm. »Nu synes jeg, at jeg kan høre Djævlen tale med tvedelt tunge: Han hvisker mig modbydelig smiger i mit øre. O.k.: Man kan sagtens se vores forestilling som teatrets svar på Ben & Jerry’s Ice Cream. Du kan også spørge: »Må man det? Kan man virkelig det? Må man det hele«? Jamen, det må man godt, svarer jeg så. Forleden var der et indslag i tv-avisen om ’Hey Jude’. Der var en kritiker med, der sagde at vores numre bare var det samme hele tiden. Det lød fuldstændig som de klassiske orkesterledere, der kritiserede The Beatles for 50 år siden. »Det er da fint nok. Men det lyder bare ens, alt hvad de spiller«. Det er jo som at sige, at man ikke kan se forskel på køer. Men køer er jo lige så forskellige som mennesker«. Og der er også forskel på Henrik Ibsen og Volmer Sørensen. Selv om beggelavede teater. »Jo, jo. Men hvorfor siger du det? Hvad sammenligner du? Hvem er hvem«? Engang troede jeg, du ville blive vor tids Henrik Ibsen. Nu ser det mere ud som det bliver Volmer Sørensen. »Nåja. Ha ha. Men nu er jeg jo ikke død endnu. Jeg regner da med at gøre mig gældende inden for andre teatergenrer end teaterkoncerten«. Det er ikke kun derfor, det glæder mig, at du ikke er død endnu, Nikolaj. Men det kunne nu alligevel være rart med noget teater, der ville et eller andet. »Ja, men vi vil også noget. Vi vil mange ting. Det er ikke Ben & Jerry’s. Vi prøver jo at røre ved nogle dybere ting: at fortolke vores fælles kulturarv. Ligesom man hele tiden gør det på Beethoven, Mozart og Tjekhov. Vi gør det bare med nogle, man ikke er vant til at forstå i den sammenhæng, fordi de lavede plader. Men der er sket det med Beatles’ musik, at den bliver opfattet anderledes i dag end dengang, de lavede den. Ligesom det forholder sig med andre klassikere. Det får en ny betydning i en ny tid. Hvad det gavner i forhold til akut-job, ved jeg ikke. Men det er måske heller ikke det spørgsmål, man skal stille«. Det er lang tid siden, jeg har hørt nogen tale om en spirituel erkendelse ved at høre et Beatlesnummer, som andre ikke har fået for 40 år siden. »Der er jo sket det gode, at vi har gemt mange af hitsene til denne forestilling. Vi spillede flere sjældne numre i ’Come Together’. Der er flere hits med i ’Hey Jude’. Man får det jo lidt, som når Sort Sol siger, at der kommer mere rå guitar på, nu de skal gendannes for fjerde gang, eller at Finn og Jacob vil have flere effekter med i deres næste revy: »Nikolaj Cederholm laver teaterkoncert med flere Beatlesnumre! Oh, surprise, surprise«. »Det har jeg det fint nok med. Jeg mener nemlig, det er en dyd at fordybe sig i det samme mange gange for at blive god til det. Sådan noget kan godt få betydning og markere en skillelinje mellem det sted, hvor Djævlens Advokat mest befinder sig, og der hvor jeg lever mit liv«. Er der nu så stor forskel på det? »O.k., jeg kunne da godt høre, at min replik lige før godt kunne lyde lidt som Professor Tribini, der skal sælge nogle flere billetter«. ’Hey Jude’ er heller ikke langt fra Dyrehavsbakken. »Nej, Det er i Forum, hvor der var 6-dages-løb i gamle dage. Det, vi laver, er også for alle. Det er familieteater«. Oh, my God. »Alle kan jo lide Beatles. Næsten alle. Det er for alle samfundslag. Det er ikke særlig ekskluderende«. Jeg savner dig sgu, Nikolaj. »Jamen, i lige måde«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her