Der er noget kamæleonagtigt over den måde, vinduerne vender i advokatfirmaet Hortens nye domicil. Ligesom øglens øjenpartier står ud fra hovedet, så den kan vende dem i alle retninger, træder vinduespartierne helt ud af facaden for at vende deres åbninger mod lyset fra nord og beskytte dem mod solvarmen fra syd.
Dette helt specielle karnapdesign er opbygget af parallelogrammer og trekanter og giver Horten-bygningen de mest spændende facader i hele den nyudviklede bydel Tuborg Havn i Hellerup.










