Alberto Daniel Nacach forlader sin plads bag baren og kommer hele vejen rundt for at hilse på.
Argentinsk kram
Ikke et håndtryk. Ikke blot et høfligt nik, men et ægte argentinsk kram. Hans skjorte er mørk, slipset matcher, og jazz-hatten er sort.
»One moment, så skal jeg være hos dig«, lover han og glider hurtigt over til et af bordene i baren, hvor et yngre par har sat sig til rette.
De vil gerne smage vin, siger de, men tøver over det store udvalg.
Vin lægger sig til rette Det er startsignalet til Alberto Daniel Nacachs øjeblik. Med en løftet finger henter han en flaske i baren. Smilet spiller i mundvigene på værten. Han hælder lidt vin op i et glas foran det unge par, lægger det på bordet, så vinen ruller rundt og fugter kanterne, og løfter så glasset igen for at køre det heftigt rundt på bordpladen. Vinen lægger sig til rette. Den unge mand kigger benovet. Veninden ler. Alberto Daniel Nacach synker i knæ, kigger på vinen, og med et lille buk siger han: »Værsgo’«. »Hvad smager det af?«, spørger han parret. Hvad tænker de? Hvad føler de? Han roser deres svar og hælder mere vin op. Lykkelige sidder de tilbage. Argentineren har med et snuptag åbnet deres sanser. »Den her vinbar er et hundrede procent Buenos Aires«, fortæller Alberto Daniel Nacach selvbevidst om sin vinbar, Tango y Vinos i Herluf Trolles Gade. »Her finder du den sande argentinske sjæl. Der er følelser og lidenskab for vinen, gæsterne og i serveringen«, siger han.








