Da jeg træder ind i Utzon Centers store udstillingshal, kommer jeg uvægerligt til at smile. Her står en båd med en skæv stråtækket tagkonstruktion hen over. Taget er spændt rundt om en søjle i rummet, som om det krammer huset. En lang rød trærampe fører som en bådebro op til båden, så man kan træde op i den. På en bordplade i båden står et sæt japanske tekrus som indikation af, at installationen er tænkt som et rum, hvor man kan slappe af. Human poesi Her oppe fra båden kan man stå og se ud over udstillingen. Der ligger en organisk blomsterlignede form på gulvet skabt af klodser, som Utzon en gang brugte til at vise, hvordan man kan skabe organisk arkitektur ved hjælp af enkle, gentagne former.
Bag dem står Atelier Bow-Wows stole, der ligner stiliserede hunde, og på væggen bag dem ser man dem gentaget i silhuet sammen med en silhuet af Utzons siddemøbelsystem, Utsep, inspireret af svaner.










