Psykologisk eksperiment eller uansvarligt reality-tv? Uenigheden er til at få øje på efter premieren på DR's nye dokumentarserie 'Krigerne', hvoraf første afsnit blev sendt i aftes. Her kan tv-seerne følge to hold danskere, der bekriger hinanden i en svensk skov, mens de indgår i et såkaldt eksperiment, der ifølge tilrettelægger Poul Martinsen viser, at ondskaben bor i os alle. Uetisk drejning Men egentlig ondskab var der ikke meget af i den svenske natur, forklarer professor i socialpsykologi Rolf Kuschel. Han har sammen med sin kone, klinisk psykolog Faezeh Zand, skrevet bogen 'Ondskabens psykologi', og begge fungerede de som konsulenter under realiseringen af serien. De mener, at forsøget tog en uetisk drejning og valgte at forlade det i utide: »Et videnskabeligt projekt følger nogle regler, og man manipulerer ikke med deltagerne. Derfor er dette ikke et psykologisk eksperiment, men ren og skær tv-underholdning«. Utålmodige tilrettelæggere Rolf Kuschel mener, at det videnskabelige sigte for programmet forsvandt, da tilrettelæggerne blev utålmodige. Det lykkedes dem godt nok skabe en 'de andre mod os-effekt' ved hjælp af teambuilding, og en deltager faldt ned fra en skrænt - muligvis ikke kun ved et uheld. Men efter den episode foreslog det ene hold deltagere stik imod tilrettelæggernes arbejdstese, at man satte sig sammen for at konfliktløse på fredsommelig vis. Rolf Kuschel fortæller: »Deltagerne sagde: »Vi vil ikke fortsætte voldsspiralen, vi vil forhandle«. Derefter begyndte DR febrilsk at lave forskellige manipulerende tiltag. Poul (Martinsen, red.) gentog flere gange: »Vi skal have noget i kassen«. Han havde på forhånd et mål og ville gøre alt for at opnå det mål. Og lige meget hvad, ville han ikke lytte til mig«. Trivialisering En anden kritiker af seriens videnskabelige troværdighed er filosoffen Peter Tudvad: »Der er ærligt talt ikke meget Abu Ghraib over, at bødlerne tager strømperne af deres fange og skyder med legetøjsgeværer i gulvet, og slet ikke når de ved, at deres offer kan afbryde torturen med et tryk på en rød knap, hvis han bliver forkølet«, skriver han i filmmagasinet Ekko efter at have set alle fire afsnit. Ham mener, at serien påviser et etisk problem. Til Politiken siger han: »Det er tale om trivialisering af ondskab og fjendebilleder, og det er uansvarligt. Så sidder vi her i vores smørhul og bilder os ind, at krig er som et slagsmål i skolegården, der hurtigt er overstået, når gårdvagten blander sig. Men programmet fortæller intet om det onde i os alle. Det er et realityshow«. Tilrettelægger afviser kritikken 'Krigernes' tilrettelægger Poul Martinsen er helt uenig i karakteristikken: »Det er ikke et realityshow. Var det et realityshow, ville deltagerne blive smidt hjem, når de ikke kunne begå sig længere. Her gjaldt det om at få samtlige deltagere med over målstregen. Det er et tv-eksperiment, som fortæller noget om virkeligheden. Men jeg har heller ikke hævdet, at det var et strengt videnskabeligt projekt. Når deltagerne hele tiden går rundt med op til tre tv-hold i hælene, så er det en ganske speciel situation, der påvirker forsøgsbetingelserne«. Men er sammenligningsgrundlaget så gyldigt i forhold til, hvordan mennesker opfører sig i en krigssituation?

»Tv-serien er et krigsspil, så man kan ikke sammenligne direkte. Men jeg tror, der er paralleller mellem den måde, deltagerne i serien forsøger at tvinge oplysninger ud af deres fanger, og den måde, man forhører fanger i f.eks. Abu Ghraib-fængslet. Jeg tror, at man udvikler en særlig jargon, når man som gruppe forsøger at presse en fange. Men vi har sikret os, at der ikke skete overgreb, eller at deltagerne har kunnet fortsætte vejen ud i det onde. Det, synes jeg, taler til vores fordel«.