Religion dør ud i vestlige samfund, for her vil det med tiden ikke længere være nyttigt at tilhøre en bestemt trosretning.
Det viser tre amerikanske forskeres undersøgelser, der blev præsenteret på American Physical Societys årsmøde i Dallas i USA i denne uge. Påstanden går stik imod tilbagevendende forudsigelser om religionens tiltagende betydning i en række vestlige lande, herunder USA. Men de tre amerikanere har udviklet en regnemodel, der viser, at det går klart tilbage for religionerne i de ni modellande, som er udvalgt til undersøgelsen. Således udgør gruppen af ikke-religiøse det hurtigst voksende mindretal i vestlige lande.










