Forskellen er tydelig: Omkring 14 procent af gader og veje i København er opkaldt efter mænd som den ærværdige malermester P.D. Løv eller admiral Henrik Span.
Cirka én procent af byens 2.525 gadenavne har fået navn efter kvinder som Karen Blixen og Liva Weel. Nu har Borgerrepræsentationen vedtaget, at Københavns Vejnavnenævn fremover bør søge at få en mere ligelig fordeling af veje, der er opkaldt efter kvinder og mænd. »Vi går ikke efter et håndfast en-til-en-princip, men påpeger bare, at vi har masser af kvinder, der har betydet meget for samfundet, og vi har tradition for at hædre personer, der har betydet meget ved at opkalde veje efter dem. Så er det underligt, at vi sjældent gør det, når det handler om kvinder. Vi vil gerne hædre kvinder på samme måde, som man i rigtigt mange år har hædret mænd. Det er ikke storpolitik, det burde være en selvfølge«, siger Anne Vang (S).








