Ghita Nørby: Den perfekte kvindes datter

Ghita Nørbys mor var syg.

Hendes datter nærmede sig de 60, havde for længst indskrevet sig blandt landets største skuespillere og var travlt optaget af arbejde. Alligevel fandt hun næsten daglig tid til at besøge sin mor på Gentofte Amtssygehus.

»Det er sindssygt!«, griner Ghita Nørby.

»Men sådan er det jo med forældre. Selv om du næsten ikke ser de mennesker, tager du jo for fanden ud og besøger dem næsten hver dag«.

Så stod hun igen i døren til stuen. Denne gang med en is og en pose ærter til sin syge mor, hvilket, som hun siger, mens latteren følger sætningen til dørs, »åbenbart var lige så uheldigt og forkert, som det alt sammen altid havde været«.

'Lidt mere hjerte' Efter besøget fulgte hendes mor hende hen ad hospitalsgangen. »Og så sagde hun til mig ...«, siger Ghita Nørby og læner sig ind over bordet, mens stemmen kryber sammen i en mørk hvisken: »Ghita. Næste gang: Lidt mere hjerte«. Hun retter sig op og bliver igen sig selv. »Og så gik jeg ud, hvor jeg havde parkeret min bil, fandt et træ og kastede op«. Hun virrer med hovedet, som ville hun ryste billedet af sig. »Jeg får helt gåsehud, når jeg siger det«.

Mors strenge blik i nakken
Langt op i sit voksne liv har Ghita Nørby levet med sin mors strenge blik i nakken. Og set verden gennem hendes øjne.

Ment, hvad hun mente, og derfor ikke selv haft en mening om noget. Gjort, som hun gjorde, og derfor kun delvis levet sit eget liv. Hun var et dobbeltvæsen. Og den ene halvdel bestyrede hendes mor.

Hvilket Ghita Nørby var så vant til, at hun først i en moden alder opdagede, at dele af hendes indre var ukendt land for hende selv.

Ghita så forfærdelig ud, syntes hendes mor. Til sin død. Men da Ghita Nørby engang under en filmoptagelse havde noget særlig flot tøj på, besluttede hun alligevel, at hun ville gå op til sin mor og vise sig frem i det.

Latteren begynder før sætningen.

»Hun blev simpelt hen så rasende«.

»Hun syntes, det var det mest ækle grimme, hun nogensinde havde set«.

Men selv om hun trådte på datteren, lå der altid en lille kylling, som ikke kunne knuses helt, siger Ghita Nørby.

»Og det var så den, der voksede op«.

'Vi var ikke i familie med hinanden'
Kun fordi andre i årenes løb har set Ghita Nørby for det, hun også er, har hun langsomt og med mange små streger fået udfyldt de hvide felter på sit indre landkort.

Men hun skulle fylde 50, før det slog hende, at hun også kunne give op. Helt afstå fra sin mors billigelse. Og trække sig.

»Det var sådan en befrielse«, siger hun og tager et kort tilløb i sig selv.

»Du skal jo elske din far og mor, men ...«.

»Jeg brød mig ikke om hende«.

Vi sidder lidt med sætningen i ørerne.

»Det må man jo ikke sige«, tilføjer hun hen for sig.

»Men vi var simpelt hen ikke i familie med hinanden«.

»Og det er jo trist, når nu man har født hinanden«.

Udstråling som rugbyhold
En hvid buste er det første, jeg får øje på, da dækkene knaser ind over perlegruset foran det store sorte træhus i villakvarteret i Holte nord for København.

Et barnehoved, der står i vindueskarmen og stirrer ud i dagen. Et syv årtier gammelt snapshot i gips. Af Ghita Nørby som barn.

Hun står parat på trappestenen, da jeg stiger ud. I en lidt ældre version. »Før og efter«, som hun siger. Og tager imod med et højlydt hej, der springer gæsten i møde, så veloplagt, at samtalen nærmest er i gang, før jeg når frem i hendes duft.

Der står hun så. Iført et par løse cyklamenfarvede bukser og en hvid sommerlig kjole med blomstertryk. Med sort om øjnene og mørkt hår under det lyse.

Og en udstråling som et rugbyhold på vej frem over banen. Samt selvfølgelig den lille, landskendte forskydning mellem fortænderne, naturens egen signatur, der hvisker »Ghita Nørby«, endnu før hjernens synapser kan nå at bogstavere det.

Huset er lige dele herskabslejlighed og kolonihavehus. Stuen en højloftet hule med rundede orange bjælker i vægge og loft, ægte tæpper strøet ud over det store plankegulv i små røde firkanter og antikke tallerkener på væggene.

Hovedet på bænken
Tre mynder flokkes bag en børnelåge i døren til den tilstødende stue og giver lyd fra sig. Husets herrer, forstår jeg. Mynder er ikke menneskets tjenere. De er selvstændige væsener, forklarer Ghita Nørby, da hun sluser os igennem.

»Det er nærmest elskværdigt af dem, at du får lov at give dem mad«.

En have skal anlægges med perspektiv, forklarer hun, mens vi slentrer ned over plænen, hvor haven åbner sig i usynlige sale indrammet af buske og træer og møbleret med jernkrukker og blomster. Der skal både være forgrunde og baggrunde, forstår jeg, og de skal afløse hinanden, i takt med at man skifter position.

På vej tilbage fra den lille sø for enden af haven bremser hun mig pludselig med en flad hånd i siden. Foran min sko ligger en gevaldig brun hundelort, generøst doneret af en af husets herrer.

Ghita Nørby bukker sig og fisker klenodiet op i en sort plastikpose. Så styrer hun mod en lille tilbygning og dukker kort efter op i døren med en hvid buste i hænderne.

»Jeg synes næsten, at min mor skal udenfor«.

Hun anbringer det hvide hoved på en bænk med udsyn over haven.

Som en slange i paradis.

»Hun var meget, meget smuk. Men ... svær som mor«, siger hun og begiver sig ned mod skraldespanden med den sorte pose dinglende fra hånden.

»Hun får lov at komme ud i haven, når det ikke regner«, lyder det dernedefra.

»Men jeg bryder mig ikke om at have hende inde i huset«.

Lignede ikke sin mor
Ghita Nørby består mest af latter. Og stemme. Det ene øjeblik et brøl, det næste en spinkel hvisken.

Så kraftfuldt rejser stemmen sig imellem os, så fuld af udbrud, betoninger og spring, at det indimellem virker, som om den var til stede som en tredje person på terrassen, hvor vi sidder bænket med kaffe og jordbærkage under en gevaldig mørkeblå parasol.

Sproget er fyldt med kongelige hofgloser af den slags, der synes specialsyede til scenekunstens koryfæer. Som »pragtfuldt« og »henrivende«. Udtalt med en betoning, som var det mørket foran Gamle Scene, de skulle fylde.

Men jævnlig snigløbet af et anderledes uhøvlet ordvalg, der lejlighedsvis kulminerer i kraftudtryk ramt så ligefremt og rent i røven, at det til tider føles som at sidde og zappe frem og tilbage mellem dronningens nytårstale og en dokumentar fra et kvindefængsel.

Til den ene side har vi udsyn ned gennem haven, hvor vejret har svært ved at bestemme sig for, hvad årstid det skal være i dag. Til de øvrige tre er vi omsluttet af huset, hvor rækker af farvede flakoner, figurer og vaser stikker op i vinduerne.

»Jeg kunne godt beundre min mor. For hun var et utrolig levende menneske, der beskæftigede sig med musik og litteratur og teater«, siger Ghita Nørby.

»Men hun accepterede mig aldrig som et voksent menneske. Hun var et stærkt og dominerende menneske, og hun satte sig fuldstændig på mig«, griner hun.

»Og det var selvfølgelig ikke sjovt, selv om jeg sidder her og ler ad det«.

»For jeg lignede hende ikke«.

»Det gjorde jeg ikke«.

Mor var vidunderbarn
Sådan gentager hun jævnlig det sagte. Eller siger det igen på en lidt anden måde. Som en slags pause af ord, et kort hvil, før hun tager fat på det næste.

Ghita Nørbys mor, Guldborg, var et vidunderbarn, der kunne spille klaver nærmest fra sin fødsel. En smuk og særdeles artig pige. Og da hendes forældre blev skilt, krydsede hun egenhændigt igennem den sociale deroute: fik friplads på Konservatoriet, rejste alene til Frankrig og ernærede sig som musiklærer for børn i Københavns finere kredse.

Ghita Nørbys far var kongelig kammersanger. En flot, charmerende og svært pigeglad mand. Guldborg gav ham et prøveår.

»Ingen druk, ingen piger«, siger Ghita Nørby og lader et stykke jordbærkage forsvinde i fire hurtige mundfulde.

»Og den orden elskede han hende for«.

Hele arrangementet fik folkeregisteradresse i en herskabslejlighed på den pæne side af Nyhavn med tallerkener på væggene, bøger i reolen og månedlige saloner, hvor Ghitas mor diskuterede litteratur og musicerede med sine »unge venner«.

Indimellem var det kong Frederik, der kom forbi og spillede firhændigt med Guldborg og studerede den mere muntre side af Nyhavn gennem familiens kikkert.

»Min mor havde et vældigt hof omkring sig af mennesker, som forgudede hende«, siger datteren.

»Det holdt hun meget af«.

'Jeg var sådan en glad én'
Ghitas lillebror Claus var uartig, hed det sig. Selv var Ghita den søde, artige pige. Altid bange for at skuffe sin mor og lærte derfor hurtigt at kopiere hende.

»Og så bliver man jo retarderet, for jeg ventede jo lige og så: Hvad gør hun? Så vidste jeg, at bare jeg gjorde det samme, var den mægtig«.

Ghitas far fik lov at leve i sin egen verden af fotografi, arkæologi og maleri. Når han øvede sine partier, akkompagnerede hans kone, og han deltog aldrig i en forestilling, uden at hun kom og hørte mindst en af akterne. Ghita havde hun sværere ved at lade i fred.

»Jeg tror, hun var jaloux på mig. Sådan en kvindemisundelse. Måske fordi jeg var sådan en glad en«, siger Ghita Nørby.

»Det er også misundelsesværdigt«.

Ghita Nørby er født glad. Og det er aldrig rigtig gået over. Hun vågner simpelt hen i godt humør, siger hun.

»Jeg tænker altid på, at når jeg lukker døren op ...«, begynder hun, men når ikke længere, før latteren overmander hende.

»... så sker der nok noget utroligt«.

'For meget'
Ghita Nørby betragter sig selv som troende, men hun gør sig ingen forestillinger om, hvad livet og verden går ud på. Her er bare sjovt at være, synes hun.

»Det er det sjoveste sted, jeg kender. Det er fantastisk at være her. Og jeg nyder hver dag«, griner hun.

»Jeg er med på den«.

Hvad er det, der er så dejligt?

»I et teaterstykke kender man slutningen og ved, hvor længe det varer. Og så kan det være nok så farligt, men gå hjem i dit køkken: Du ved jo ikke, hvad der sker«.

Men stor medfødt munterhed er også en hård straf.

»Det fandt jeg ud af, da jeg blev voksen«.

Vi ser på hinanden.

»Jo, for det er jo dybt irriterende at være sammen med. En lille depression en gang imellem gør jo, at man kommer lidt i familie med folk«, griner hun.

Hvad får det folk til at tænke om dig?

»At jeg er overfladisk. At jeg ikke tager tilværelsen alvorligt. Og så er der sikkert nogen, der synes, at jeg er for meget, hvad jeg nok også er«.

For meget hvad?

»Det er bare et indtryk, jeg har af ...«

Hun begynder at grine.

»... en vis træthed i mine medmenneskers øjne. Over at jeg er så ind i helvede glad. Denne her evindelige kunnen indrette sig: Nå, er der ikke mere te? Så laver vi bare kaffe. Jeg kan mærke, at mange tænker: Er det nu helt sandt«.

Et halvt menneske
Ghitas mor legede ikke. Og der var »ingen arme«, som Ghita Nørby siger. Ingen knus.

Hendes mor bestemte, hvordan hun skulle tale, hvilket tøj hun skulle gå i, og at den stod på sideskilning og sølvspænde. Og kom datteren ind ad døren med en sur mine, blev hun mødt med forbløffelse.

»Så sagde min mor altid: Hvem er det, der kommer der? Det er da ikke Ghita. Det er da en ond lille pige, der står der. Hun er helt sort i hovedet. Uha! Nej, nu går hun tilbage ud ad den dør, og så kommer den søde Ghita ind«.

»Og det gjorde hun så også«, tilføjer hun lavmælt.

Hvordan reagerede hun, når du sagde hende imod?

»Jamen, hun kunne ikke fordrage mig«.

»Og sådan forstod jeg langsomt, at alt det sorte og rasende og morderiske, det var der ikke nogen, der brød sig om. Og hvis der ikke er nogen, der holder af de sider, er der ingen, der holder af hele dig«.

»Og så bliver du et halvt menneske«.

'Kykkelikyyy'
I sit eget selskab forvandlede Ghita sig til en sorthåret sigøjnertøs i rød nederdel og bare ben. »Den lille vilde«, som hun kalder hende.

Et alternativt selvbillede, hun trådte ind i på cykel til skole, i sporvognen eller når hun løb et ærinde til ismejeriet. En uregerlig pige, der boede i skoven, kendte alle stier og kunne skelne giftige bær fra spiselige.

Ghitas far legede ’baby’ med børnene. Lod sig falde, så de hvinede af begejstring og skræk, og – når de greb ham – grinede så højt af lettelse, at de fik ondt bag ørerne.

Han tog jævnlig Ghita med over på Det Kgl. Teater, hvor hun fulgte prøverne og så alt fra opera over ballet og til skuespil.

Søndag efter søndag gik de to den samme tur ned ad Strøget og stoppede foran de samme butikker. Først dukkeforretningen. Dernæst en undertøjsforretning med kaffebrune kniplinger og brystholdere, hvor brystvorten var fri.

»Der stod vi meget længe«, smiler hun.

Og Ghitas far nægtede at gå videre, før datteren havde råbt »kykkelikyyy«.

»Jeg elskede ham«, siger hun.

»ELSKEDE ham«.

»Og jeg var givet hans yndlingsbarn«.

Men selv for et yndlingsbarn var der grænser. I faderens øjne var Ghitas mor en helgen. Og da Ghita Nørby som voksen spurgte, om han ikke nok ville tale med hende om moderen, svarede han med ét ord: Nej.

»Han kommenterede det slet ikke«, siger hun og kaster et blik ud i haven.

»Er det for koldt?«.

Nummer halvsjok i klassen
Vi flytter indenfor i stuen, en lille hvid verden, der emmer af svensk sommer og birketræer.

En lysekrone af svungne glasblomster med snoede elektriske pærer hænger fra loftet, og højt på de hvide vægge løber en hylde læsset med kander, skåle og andet af livets løsøre, tidens strøm har ladet bundfælde på matriklen.

I skolen udmærkede Ghita sig især ved tre ting: sin ringe koncentrationsevne, sin manglende sans for tal og sin udtalte ordblindhed. Dengang kaldte man det bare noget andet. »Ghita er dum«, stod der på tavlen. Det havde læreren selv skrevet.

Hjemme lå der gerne en bog på natbordet, når hun vågnede, en lille litterær hilsen fra mor. Marcel Proust eller James Joyce. Med indstregninger af særlig tankevækkende passager, som hun selvfølgelig aldrig fik læst.

For hun døjede med at gætte, om ’ligge’ staves med g eller k. Og i skolen fik hun særlige regnestykker som: 2 + 2 og 3 + 1, mens de andre fordybede sig i talrækkernes mere komplekse mysterier. Ghita fik speciallærer og privatundervisning. Men, som hun glad udbryder:

»Det hjalp slet ikke! Jeg var altid nummer halvsjok i klassen, men jeg var så dum, at jeg aldrig fattede, hvor dum«.

Og fordi hun kunne løbe lige så stærkt som drengene og altid var med på den værste, gjorde det ikke så meget.

»Jeg syntes, at skolen var skæg«.

Et fejlfrit menneske
Næsten lige så skæg som de lange timer, når hun sad med sine to veninder ved morgenbordet i familiens sommerhus og lyttede, mens hendes mor fortalte historier fra sit liv – om sine rejser, sin ungdoms beundrere, og hvordan hun havde klaret sig alene og uden penge.

»Vi elskede de morgenborde, når mor fortalte, hvordan hun havde klaret alting. Om aftenen lå vi så i vores køjesenge og snakkede om, hvor ubehjælpsomme vi selv var«.

Som voksen sagde Ghita Nørby engang til sin mor, at hun også gerne ville have hørt hende fortælle om de fejl, hun havde begået.

»Hvortil min mor sagde: Jeg har aldrig begået nogen fejl«.

Mente hun det?

»Det kan jeg love dig for!«.

»Min mor ejede ikke lune. Hun havde ingen humoristisk sans«.

Kan man ikke se komikken i verden, kan man vel heller ikke se sig selv fra flere vinkler – som visse haver? Kloger jeg mig.

»Præcis!«, siger hun.

»Min mor havde meget faste forestillinger om, hvordan verden var indrettet, og hvad hendes egen rolle var i den, og det var slet ikke til at flytte på. Ellers kunne vi jo have talt om det«.

Hvad kunne I så tale om?

»Hvad der var rigtigt og forkert. Og så om hende. For andre bliver hurtigt uinteressante for sådan et menneske. Jeg ved ikke, hvor mange ægteskaber jeg selv havde været igennem på det tidspunkt. Men jeg har været gift fire gange. Plus det løse. Og jeg synes ikke, at jeg har svigtet mig selv som menneske ved at tage del i de forskellige liv. Og jeg skjuler ikke ulykkerne for mig selv«.

»Når du bliver skilt, går du igennem en menneskelig udvikling, og når kakaoen har fået lidt skind, bliver du næsten ven med det, som har gjort frygtelig ondt i livet. De bliver dine kilder til at forstå tilværelsen«.

Forstå hvad?

»Jamen, ulykkerne fortæller mig om sorgen og om, hvad jeg har manglet af tolerance eller forstand. Så jeg bevarer hele tiden kærligheden til smerten. Jeg øser jo af min første mands død den dag i dag. Og at blive skilt fra Jørgen (Reenberg, red.) Jeg elsker ham jo den dag i dag, det vanvittige menneske«.

Så noget af kærligheden bor i smerten?

Hun nikker.

»Jeg bruger ikke dummeblæk i mit liv«.

Moster Karen
En dør går et sted i huset. Det er Ghita Nørbys mand, musikeren Svenn Skipper, der kommer hjem.

Og lidt efter lister en lille ujævn stribe klavertoner rundt i den anden ende af huset, Svenns afdeling.

De er modsætninger, fortæller hun. Han indadvendt og privat. Hun en »udadvendt og støjende«. Men i næste uge kan de fejre sølvbryllup, måske netop fordi de er så forskellige. Og lader hinanden være det.

Ligner man ikke sin mor, må man finde nogle andre at ligne. Moster Karen for eksempel. En robust, ugift og lettere klodset sygeplejerske, der levede sit liv i udkanten af sin sofistikerede søsters familie, som satte hende til at luge i haven, mens vidunderbarnet læste bøger inde i sommerhuset.

Hvor Ghitas mor trådte værdigt ud i vandet, kastede moster Karen sig i bølgerne. Hun kunne få gråspurve til at lande på sine hænder og røg blå North State, som hun anbragte mellem tæerne for at holde myg væk. Og for Ghita blev hun et åbent vindue i artighedens indelukkede stuer.

»Hun repræsenterede alt det, jeg savnede«, siger hun.

Sammen fandt de små skatte i baggårdenes skraldespande og »gik vilde veje«, som de kaldte det. Kørte med elevator op i toppen af et højt hus og tog den ned igen etage for etage, mens de ringede på dørene og stak af.

»Så uhyggeligt! Og så vidunderligt!«, griner Ghita Nørby, der selv har gentaget succesen med sine børnebørn.

Let til forelskelse
Ghita Nørby har altid haft let ved at forelske sig, siger hun. Og hendes mor havde en enkel opskrift på, hvordan man fandt ud af, om det nu også var den rette: Man skulle bare tage dem med hjem.

»Og så faldt der dom«, siger Ghita Nørby og slår over i en hvisken:

» Det var vist ikke noget, Ghita«.

»Det sagde hun. Jeg var jo forelsket alligevel, men så var jeg sandelig på gyngende grund, for så var jeg jo alene, og derfor turde jeg aldrig fuldt ud gå derhen, hvor jeg egentlig ville«.

Indimellem lykkedes det alligevel Ghita at ramme sin mors smag. Lidt for rent måske. For så måtte hun pludselig sidde og vente i sommerhusets have, mens hendes mor og hendes kæreste sad inde i huset og førte dybsindige samtaler.

»På en måde tog hun mine kærester fra mig«, siger Ghita Nørby.

»Det kunne hun jo! For hvem gider være sammen med en, som synes, at livet er sjovt, og bare vil kysse, når der sidder en skøn kvinde, som kan fortælle om livets besværligheder og mystik?«.

»Eller hvad det nu var, de talte om. Jeg hørte det jo ikke. Jeg var ikke ønsket der«.

»Jeg tror ikke, at hun tog det videre end det. For min mor var i den grad ukropslig. Og måske derfor var hun bange for mig. For jeg var jo så kropslig. Men ord kunne hun forføre med«.

'Idioternes paradis'
Ghitas karakterer rakte ikke til gymnasiet, bortset fra på Johannesskolen, i folkemunde ’Idioternes paradis’, hvor gærdet var knap så højt. Hun kunne hverken stave på engelsk, tysk eller fransk.

»Og slet ikke på dansk!«, siger hun og læner sig ind over bordet i latter.

Hendes løsning var måske mere original, end den var klog: Hun blev gammelsproglig. For på latin og græsk var alle lige. Der forstod ingen et ord.

»Nå!«, smiler hun.

»Det gik så ikke«.

Jo nærmere eksamen kom, desto mere nervøs blev Ghita. Indtil hun fandt en udvej. En annonce i avisen, hvor der stod, at Nordisk Film søgte unge piger til filmoptagelser.

Og da hendes forældre var på krydstogt, var der fri bane, så hun anlagde det længe ønskede pandehår, iførte sig læbestift og fed makeup og drog til Valby.

I den mundering fandt hendes forældre så deres artige datter. Eksamen slap hun for. Og filmrollen fik hun ikke. I stedet blev hun sendt på Askov Højskole i Sønderjylland.

»Og det var så der, jeg begyndte at blive til et menneske«, siger hun.

I Sønderjylland var der ingen, der vidste, at hun var dum, siger hun. Og på Askov gjaldt det ikke om at vide alting, men om gerne at ville vide. Og så begyndte Ghita at tage imod. Sad pludselig koncentreret i timerne, lyttede og noterede, begyndte at læse bøger og opdagede nærmest sig selv, siger hun.

»Og jeg var sådan set meget brugbar«.

Den tristeste brud
Kort efter kom hun ind på Det Kgl. Teaters elevskole. Hun blev forlovet og stod 21 år gammel klar i sin brudekjole og skulle giftes i Holmens Kirke, da fotografen Rigmor Mydtskov kom for at tage billeder af hende. Og hun husker stadig hendes ord:

»Du er den tristeste brud, jeg nogensinde har set«.

»Og det var jeg!«, siger hun.

»Men min mor syntes, det var vidunderligt, at jeg blev gift ind i en fin familie«.

Ghita Nørbys tilkommende var søn af en godsejer, fornuftige, jordnære mennesker, der ikke var synderlig begejstrede ved udsigten til at skulle bytte blod med sådan en artistfamilie fra hovedstaden. Men Ghita trængte til at høre til et sted, hvor hun blev accepteret, siger hun.

»Og min svigermor, som var meget skeptisk, kom faktisk til at kunne lide mig. Hun var uddannet gartner, og jeg gik med i haven og lærte om stauder, for det interesserede mig. Og den interesse kan du ikke spille dig til. Det er noget, du har«.

Efter en lang dags arbejde tog godsejeren og hans kone gerne bad og klædte om før middagen. Godsejeren til en smoking, der var grøn af ælde. Hvilket Ghitas mor tog som signal til, at den stod på galla, hvorfor hun ustandselig klædte om.

»Og de syntes, hun var dybt åndssvag«.

Ghita Nørbys mand var et uhyre følsomt gemyt. Når hun kom hjem fra teaterskolen og refererede teaterlivets bagtalelse og intriger, gav han sig simpelt hen til at græde, fortæller hun.

»Og jeg skal ikke kunne sige, hvorfor et menneske tager sig af dage ...«.

En morderske
Et år inde i ægteskabet slog det klik for Ghitas mand. Han blev voldsom, hun kørte hjem til sine forældre, og næste dag var han død.

»Jeg har været i analyse i mange år af mit liv, og det har hjulpet mig kolossalt meget, og jeg har også taget det op, selvfølgelig, men ...«.

Havde han været jaloux?

»Det tror jeg bestemt«.

Hun lægger en flad hånd under kinden og lader albuen bære vægten i bordet.

»For jeg var jo optaget af hele den verden. Jeg var en, der fløj, og han var nok bange for, hvad han havde giftet sig med«.

Havde du været flirtende?

»Ja, men med selve livet. Og dybest set tror jeg bare, at jeg var den dråbe, der fik bægeret til at flyde over for ham«.

At hendes kolleger så anderledes på sagen, hvilket hun fik at føle, da de tog på sommerturne, og deres sminkeæsker blev lagt på deres respektive pladser i de telte, hvor de klædte om.

»Når jeg kom, tog dem, jeg sad ved siden af, og flyttede deres, så jeg sad alene. De syntes, jeg var en morder. At jeg var skyldig i min mands død. Jeg var jo sådan en charme-én med appetit på livet, og det kan godt virke stødende, især hvis man har været ude for en stor ulykke«.

Vi sidder lidt.

»Den ensomhed har jeg tit været ude for«, siger hun.

Hvorfor reagerer folk sådan på dig?

Hun tænker.

»Jeg ved det ikke«, begynder hun.

»Jeg er for meget«, kommer det så.

»Mit uheld er, at jeg altid er glad. Det livsoverskud virker som en rød klud på mange. Jeg ved ikke, om folk tror, at jeg kommer for let til det«.

Dario med rulle-r
På scenen begyndte Ghita Nørby at udvikle sig, som et normalt barn gør, siger hun. Åben, famlende og nysgerrig.

»Men mit private menneske er altid sakket bagud. Og det var først, havde jeg nær sagt, da jeg giftede mig med Dario, at de kunne rende mig i røven derhjemme«.

Dario Campeotto var smørtenoren med landeplagen ’Angelique’ og kom fra en stor, larmende italiensk familie.

»Det var slet ikke min mor. Nej, nej, nej«.

»Men det var mig!«.

»Jeg ELSKEDE det!«.

Så højt, at hun endnu i dag udtaler Dario med rulle-r, for hun flyttede med ham til Italien. Der skulle hun så føde børn og lave spaghetti, siger hun. Men så var der alligevel et teater, der ringede fra Danmark. En film at indspille.

»Når jeg kom til Danmark, styrtede jeg op ad trapperne i Nyhavn. Så stod min mor der. Og så styrtede jeg ned igen og hen til Bodil Udsen, hvor jeg boede«.

»Jeg savnede min mor«, siger hun, »jeg kunne bare ikke holde ud at være sammen med hende«.

Ingen italiensk mamma
Et enkelt barn blev det til. En søn. Så var der ikke mere italiensk mamma i Ghita Nørby. Men da hun vendte hjem til Danmark, var rollerne på Det Kgl. Teater få og altid i vaudeviller.

Og på film stod hun og høstede, som hun siger. »Eller så sød ud i en bagerforretning«.

Indtil hun i en alder af 25 lod sig lokke til den daværende Alléscenen. Og pludselig spillede datter af en fordrukken mor, havde en alfons som stedfar, var gravid med »en neger« og boede sammen med en bøsse.

Hun trådte ind på scenen, som hun altid havde gjort, »elskværdig og imødekommende«. Åben som en skyfri himmel. Og komplet uinteressant, erklærede instruktøren Erling Schroeder.

Nogle mennesker er født med en hemmelighed, forklarede han. Dem hørte Ghita så ikke til, men hun kunne lære det.

»Ved at tænke«, siger hun og lader ordet stå et øjeblik.

» Tænke!«.

»Der var aldrig nogen, der havde talt ordentligt med mig om at stå på en scene. Jeg stod der bare«.

Kommer man ind ad en dør og tænker en lille tanke, er man synlig, forklarede Erling Schroeder.

»Og det forstod jeg«, udbryder hun.

Hvorefter hun begyndte at bruge sin forstand og sin fantasi.

»Jeg skulle bare sætte tankegangen i gang. Melde mig. Være der«.

Præcis det, der aldrig var blevet forlangt af dig i dit liv?

»Netop! Han fandt mig som en hånd i sandet«, siger hun og løfter den ene hånd.

»Og så gjorde han sådan«, tilføjer hun og børster håndryggen af med den anden hånds fingre.

»Og det er faktisk udtryk for selvtillid at tænke, for hvis du tænker, begiver du dig ud i en farezone. Nu blev jeg et tænkende væsen i mit arbejde. Og så begyndte jeg at være ... hvad skal jeg sige ... skuespiller«.

Velsignede kaos
Fidusen er at springe, lærte hun. I stedet for at blive siddende med teksten i hånden og forsøge at regne ud, hvad der er rigtigt. Uanset hvad man sidder på kanten af, er det pinefuldt.

»Som skuespiller har man måske en idé, men synes selv, den lyder tosset. Så lige pludselig tænker jeg: Nu kan det være nok! Nu prøver jeg. Man må op på scenen, jo hurtigere, desto bedre, for når du springer, får du pludselig ryg og lår og for og bag«, siger hun.

»Så kan man bagefter diskutere, om det så var det, der skulle til«.

Hun ser på mig.

»Jeg elsker kaos«, nærmest råber hun.

»Jeg elsker det der sorte hul. Det er et skønt sted at være«.

Kaos er det nu kun, når man ikke på forhånd ved, hvor man skal lande.

»Du er nødt til at sætte livet på spil hver gang. Jeg gider ikke andet. Jeg gider ikke«, siger hun og slår en flad hånd i dugen.

»Jeg synes, det er flovt, hvis det ikke hver gang drejer sig om det her sekund. Hvis man tænker: Aj, i går grinede de mægtigt af det der, så det gør jeg igen«.

»Det må godt være morsomt præcis det samme sted hver eneste aften«, siger hun, »men det skal komme bag på dig«.

Højt respekteret skuespiller
Og sådan forvandlede dansk films og teaters muntert kvidrende friluftsgebis sig til en af kongerigets højest respekterede karakterskuespillere.

»Det kunne jo have vist sig, at jeg slet ikke havde talent, kun ungdom og smilehuller. Men der var noget«, siger hun.

Uden for teatret lå det anderledes tungt med forvandlingen.

»På scenen tænkte jeg hvad fanden som helst hele tiden og stod ikke stille. Og det var mig, der gjorde det. Hjemme var det helt andre regler og en helt anden Ghita«.

Hvordan var hun?

»Det ved jeg ikke«, griner hun.

»Måske fordi jeg arbejdede så meget og aldrig boede alene«.

»Men ... hvis du sagde noget, tænkte jeg, at det sikkert var rigtigt. Så kom der en og sagde det modsatte, og det var sikkert også rigtigt. Jeg kom aldrig med mit eget eller sagde: Lad mig høre, hvad du mener, så skifter jeg måske holdning«, siger hun.

» Det har jeg fået ved at arbejde«.

Stakkels Anders Fogh
For en snes år siden lærte Ghita Nørby så et nyt ord, som hun siger.

»Nej!«, erklærer hun højt ud i stuen.

»For mig havde det været svært bare at sige: Nej, det kan jeg ikke. Og ikke mere. Vi er opdraget til at sige: Nej, det kan jeg desværre ikke, fordi min tante fylder 50«.

»Jeg troede også, at man skulle ringe til sin mor hver dag, indtil en analytiker sagde til mig: Det er helt lovligt at være en struds. Stik du bare hovedet i en busk. Så er du der ikke«.

Det prøvede hun så. Og slap langsomt ud af sin mors kløer, som hun siger.

»Jeg opløste situationen, men jeg fjernede mig selvfølgelig også«.

Siden har mange fået nej af Ghita Nørby. Herunder daværende statsminister Anders Fogh, som til en middag hos dronningen for nylig pludselig opdagede, at han havde fået en borddame fra helvede.

»Han havde det ikke rart. Men det eneste, jeg gjorde, var at høre efter, hvad han sagde, og reagere på det. Og hvis du hører efter, hvad folk siger, er det tit det rene sludder og vrøvl«.

Hvad gjorde du ved ham?

»Jamen, han sagde, som han altid siger: Ja, jeg bliver jo nødt til at sige ...«.

Hun ser fortrydeligt på mig.

»Hvorfor bliver du nødt til det? Du er da ikke nødt til at sige noget til mig«.

Stemningen led måske også en anelse under Ghita Nørbys syn på Anders Foghs indsats for kulturlivet og kongeriget som sådan. I hvert fald benyttede hun lejligheden til systematisk at lytte statsministerens sætninger i sænk. Anders Fogh søgte klogt mod neutral grund og forhørte sig høfligt, om ikke den kongelige skuespiller syntes, at det nye skuespilhus …

»NEJ!«, råber hun.

»Jeg kan ikke fordrage det! Det ligner et sindssygehospital eller en kraftstation. Der er ikke engang en rød lampe! Alle bordeller og teatre har en rød lampe, hvis der er udsolgt. Det ældste symbol på teater«.

Hun ser på mig.

»Sådan ville jeg ikke have talt til nogen for 20 år siden«.

Du lyder ikke så konfliktsky længere?

»Tværtimod«, griner hun.

»Jeg er et dybt rasende menneske. Men også, synes jeg, et mere elskværdigt«.

Mors fortjeneste

Vi rejser os og aflægger besøg hos hendes mand, der sidder og komponerer ved computeren. Bagefter går vi ud og sætter Guldborg tilbage i skuret. Hun døde 98 år gammel, uden at de to blev forsonet. »Hun kunne have sagt: Jeg har ikke vidst det, Ghita. Eller: Jeg har ikke set det sådan. Så var det blevet fint«, siger datteren. »For vi ville jo ikke hinanden ondt«. Selv har Ghita Nørby forsøgt at elske sin søn »hele vejen rundt«, forklarer hun. For alt, hvad han er. »Men altså: Moderrollen er jo mislykket. Den kan kun slå fejl. Og jeg tror egentlig, at man svigter sine børn der, hvor man ikke ved det«, siger hun. »Det var måske besværligt for ham at have en berømt mor«. Til sidst orkede Ghita Nørbys mand ikke længere at tage sin svigermor med til sin kones premierer. »For hun talte altid dårligt om mig«, siger Ghita Nørby. »Det var hende, man skulle takke. Og sige: Ghita kunne jo aldrig lave det der, hvis ikke du ...«, smiler hun. »Det var hendes fortjeneste, at jeg var kommet så langt«. »Og det syntes jeg jo ikke, at det var«, tilføjer hun, før latteren kommer. »Det havde jo netop intet med hende at gøre«.