Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Skæv. Marie Key er en sangerinde, der virker til at have flere sprækker end facader.

Skæv. Marie Key er en sangerinde, der virker til at have flere sprækker end facader.

Kultur

Marie Key forener ro, kaos og succes

Marie Key har Danmarks mest populære stemme lige nu, men vejen dertil har været med op og nedture.

Kultur

Mor og datter stod side om side og børstede tænder foran håndvasken på badeværelset med den gule dør. Men tandbørstningen kom i anden række.

For de var i gang med at finde på gode sætninger til en lejlighedssang. Og dem var der mange af, da Marie Key voksede op. Til familiefester af enhver art hørte der sig en lejlighedssang til.

Marie Key var ikke mere end ti år gammel, da hun stod og fandt på ord, der rimede. Men hun kunne mærke, at hun havde let ved det. Også lettere end sin mor. Hun havde nemt ved at finde på og at komme videre derfra.

Over tandbørstningen vendte de nogle sætninger, Marie havde fundet på. Nogle af dem var for frække, mente hendes mor. Men hun ville bare gerne skrive noget, hvor man virkelig kunne få nogle sandheder frem om folk. Afsløre ting.

Jeg tror godt, at publikum kan lide den lille flig af en følelse af, at det her kan falde fra hinanden

Hun kendte jo lige så meget til de her mennesker, som de voksne gjorde. Hvad kunne man finde frem til, der ville være så stærkt, at det virkelig kunne slå så hårdt som muligt til den her fest? Men hendes mor forklarede hende, at det kunne der ikke være tale om.

»Så jeg blev censureret i stor stil«, siger Marie Key. »Men aldrig i et omfang, hvor det fik mig til at tvivle på mit eget talent«.

Hun sidder ved et rundt spisebord i sin lille Østerbrolejlighed, der ligger bare få hundrede meter fra barndomshjemmets badeværelse. Hun er lidt svær at aldersbestemme. Som hun sidder der over for mig som en lille splint med et skælmsk blik bag de runde briller, er det i hvert fald langtfra umuligt at se den lille pige fra badeværelset for sig.

En lille pige med en ubændig trang til at underholde. Helst så ofte som muligt.

Succes og selvtillid For det er sådan, det fungerer. Når Marie Key føler sig tryg, som hun gør for tiden, vil hun gerne underholde. Fortælle historier og vittigheder og få folk omkring sig til at grine. Sådan var det dengang, og sådan er det i dag, hvor hun står på toppen af det hele i rollen som den danske popstjerne, man ikke troede, man gik rundt og savnede.

Tidligere på måneden gæsteoptrådte hun med Nik & Jay. Og inden da vandt hun den prestigefulde P3 Guld-pris på 100.000 kroner for at være en ener i dansk musik.

Selv i en tid, hvor salgstal er noget, de færreste musikere kan bryste sig af, er Marie Key foran. Hendes andet album i eget navn, ’De her dage’, der udkom i oktober sidste år, er nærmest blevet fast inventar på den danske albumhitliste på iTunes.

I februar kunne hun fejre, at albummet havde solgt guld, hvilket svarer til 10.000 eksemplarer. Og nu har den netop fået platin, der betyder, at 20.000 har købt hendes andet album.

Musikanmelder anbefaler: »Hendes stemme basker mig omkuld«

Marie Key har aldrig haft mere succes. Og medvinden giver selvtillid. Det kan man mærke, når hun står på scenen.

Men det skinner også igennem i interviewsituationen, selv om hun ikke lægger skjul på, at det ikke er hendes foretrukne del af livet som nyslået verdensstjerne i Danmark.

Men selv om hun efter eget udsagn mener, at hun kun tør underholde, når hun føler sig helt tryg, kan hun ikke løbe fra sine egne evner. Hun er sjov helt ind i knoglerne på en måde, hvor man slet ikke er i tvivl om, at sådan har det altid været.

Alligevel er det noget andet, der virkelig adskiller Marie Key fra de andre, når det gælder dansksproget popmusik. Og det handler hverken om, at hun for det meste er til piger, eller at hun godt kan lide at tage jakkesæt på, når hun optræder.

En blanding af ro og kaos
Modsat Medina eller Nik & Jay ligner Marie Key ikke en, der har intentioner om at erobre verden med sit eget iscenesatte overskud. Ikke at hun ligner en undskyldning for sig selv. Men hun har en helt unik blanding af ro og kaos over sig, som gør hende meget menneskelig.

Der er flere sprækker, end der er facade. Det er et sjældent syn i popmusik. Men for Marie Key er det blevet et image, som hun egentlig er ret godt tilfreds med. Fordi det får folk til at engagere sig.

»Jeg tror godt, at publikum kan lide den lille flig af en følelse af, at det her kan falde fra hinanden«, siger hun og skænker stempelkaffe i sin kop.

»Sådan har jeg det ikke, når jeg ser på Simon Kvamm for eksempel. Eller Nik & Jay. Det kan ikke falde fra hinanden, når de står på en scene. Men sådan tror jeg, at der er rigtig mange, der har det med mig. De har simpelthen en reel fornemmelse af, at det her … Det kan gå galt. Og det tvinger publikum til at tage ansvar på en anden måde«.

Hun læner sig tilbage i stolen og begynder med et smørret grin at fortælle om en koncert med Nephew, som hun gæsteoptrådte hos i Store Vega for nylig. Hun skulle bare synge en enkelt sang, men på grund af dårlig lyd fra monitoren i hendes øre kom hun skingrende falsk fra start. Men publikum skreg og klappede ufortrødent.

»Der er altså noget ved mig, som gør, at folk får lyst til at tage ansvar«, sige hun. »De kunne helt sikkert sagtens høre, at det ikke lød super godt, men det var, som om de tænkte, at nu går vi igennem det her sammen. Det mærker jeg tit. Især live. Hvis jeg kan fornemme, det er ved at køre af sporet, træder folk et skridt fremad«.

Har det altid været sådan?

»Nej. Det er noget, der er kommet med tiden. Da jeg var yngre, skærmede jeg mig selv meget mere. Enten lod jeg helt være med at sige noget. Eller også sagde jeg noget, der var så sort, at ingen mennesker kunne forstå det ... Hey, du tager bare noget mere kage«.

Hun nikker mod banankagen på bordet, og imens det langsomt går op for mig, at vi atter er fremme i nutiden, er hun for længst videre igen.

»Min gamle lydmand sagde til mig, »Du skal jo ikke løbe ud af scenen, når de klapper. Bliv stående lidt længere, og kig dem ind i øjnene. Og op med hagen!««, kommanderer hun med sin lille stemme i karikerede autoritære folder.

»Han mindede mig om, at det ikke er tilfældigt, at folk bliver stående. Du behøver ikke at lege den der leg med, at det er helt tilfældigt, at du er kommet til at gå ind på scenen, og folk klapper. Jeg har lært, at det gælder om at tage rollen på sig. Og jeg er blevet bedre til at signalere, at jeg vil dem«.

Fra et hjem med klaver og Beverly Hills
At publikum også gerne vil Marie Key, er hendes danmarksturné, der begyndte i onsdags, et glimrende bevis på. Hun skal spille 15 koncerter over hele landet. Store steder.

Mange af koncerterne er udsolgt i forsalg, hvilket hun allerede kan fortælle, da vi mødes første gang tilbage i februar på Musikkonservatoriet på Holmen i København, hvor Marie Key og hendes band har øvelokale.

I en lille aflang kasse af et rum tæt pakket med især synthesizere og såvel elektrisk som akustisk percussion holder de til. De pjatter lidt. Spiller et par numre igennem, inden de beslutter sig for at stryge en gammel kending fra den kommende turnés sætliste for at gøre plads til en ekstra af de nye sange.

Da øveren er slut, kigger hun ned på sin iPhone og smiler lidt forlegent, mens hun konstaterer, at samtlige seneste ind- og udgående opkald på hendes telefon er arbejdsrelaterede. Bookere, pladeselskabsfolk, bandmedlemmer.

Det var i hvert fald godt for mig at prøve at miste det hele

»Og så lige et enkelt fra mor«.

Marie Key blev født på Rigshospitalet i 1979 og voksede op rundt om hjørnet i Kartoffelrækkerne med sine forældre, der arbejdede som landmålere.

»Jeg har nærmest ikke flyttet mig …«, erkender hun. Men der er nu engang en hjemlig ro over Østerbro, der passer hende godt. Også selv om hendes egne minder om 80’ernes kartoffelrækker var et noget mindre eksklusivt og stærkt venstreorienteret hippiested, hvor børnene spillede basket i gaderne, og gadefester var mere regel end undtagelse.

For enebarnet Marie Key var det et helle, og hendes mor havde det på samme måde. Hun kom fra Skals, en lille by uden for Viborg, men fandt her lidt af den samme landsbystemning i de små treetagers huse med den lille forhave.

Hjemmet var et af dem med klaver, som faren primært spillede på, men som hun i teenageårene også begyndte at sidde ved, når hun ikke længere gad se gamle afsnit af 'Beverly Hills 90210' på VHS.

Hun lyttede sange af, som hun godt kunne lide, og havde tre store akkordbøger med The Doors, The Beatles og Elvis Presley. Senere lånte hun sin fætters guitar og flyttede sangene over på den.

Hånd i hånd med gårdvagten
Hun gik på Øster Farimagsgade Skole, der lå fem minutter fra barndomshjemmet, men indså hurtigt, at hun bedst kunne lide lærerne. Og det i en grad, så hun i 3. klasse fik en meddelelse med hjem om, at hun søgte for meget voksenkontakt.

Men det var bare mest trygt på den måde. De andre børn var lidt for farlige, når de legede vildt i skolegården. Så ville hun hellere gå rundt med gårdvagten i hånden. Han røg nemlig pibe med Rød Orlik ligesom hendes far.

Bedre gik det i matematiktimerne, hvor eleverne sad på rad og række og regnede. Det var så dejligt konkret, at noget enten var rigtigt eller forkert. De mere bløde fag var hun mindre begejstret for. Navnlig dansk stil havde hun svært ved. Hendes dansklærer mente, at hun var for 'morseagtig' i sin måde at skrive på. Noget, Marie Key mener, kommer fra faren.

»Jeg kan stadig høre min far sige: »Ikke komma, punktum! Ikke komma, punktum!«. Og så får du jo nogle megakorte sætninger. Han var i opposition til lange sætninger fyldt med lange ord, som ingen forstår, og gik meget op i at komprimere ting. Det var bare ikke så fedt i en dansk stil«.

Hun smiler et hemmelighedskræmmende smil, der har det med at trække i hendes ene mundvig, når snakken falder på hendes far.

»Det var selvfølgelig ikke så godt dengang. Men jeg tror, at det har haft en betydning for, at jeg i dag kan skrive vers. Du skal sige ting på få ord. Og det tror jeg, at jeg har nemt ved takket være ham«.

Inspireret af Anne Linnet
Det er sjovt at høre Marie Key imitere sin far. Især fordi hun tit gør det helt ubevidst, når hun taler i sine korte, velafrettede sætninger, der oftest har masser af fart på.

Som når det pludselig falder hende ind, at det er de koncise tekster, hun bliver hyldet for i dag. Både af sine fans på Facebook og af Foreningen af Danske Musikanmeldere, som tidligere på året gav hende prisen som ’Årets tekstforfatter’ for ’De her dage’, hvorfor der står en ilter hest i statuetteform og troner på reolen i den sparsomt indrettede stue.

»Det er lidt sjovt, at det er teksterne, folk ofte forbinder med mig i dag. For i folkeskolen kørte det ikke rigtigt. Jeg vidste bare aldrig, hvor jeg skulle starte«.

Bedre gik det, når hun sad på bagsædet på vej på besøg hos familien i Jylland. Da lyttede hun ofte til ‘Jeg er jo lige her’ med Anne Linnet på sin walkman. For der var noget ved Linnets univers, der virkede beroligende på hende. Og bekræftende.

»På en meget mærkelig måde var der noget i Anne Linnets univers, som sagde til mig, at jeg var okay«, forklarer hun.

Hun lynsynger en lille bid af Linnets ’Søndag i april'. »Som stenene der ruller / sig ind mod strandens bred / og ligger der som farvesmykker / i en evighed / smykker du min morgen«.

»Der var noget i hendes brug af ord, som indikerede, selv til et barn, at det var feminint«, siger hun.

»Jeg tror ikke engang, der er nogen steder i de sange, hvor der er et ’hun’. Men i de billeder, jeg lavede i mit hoved, når jeg lyttede til musikken, da jeg var ti år, var det en kvinde, der havde fyldt det badekar i 'Søndag i april'. Det kunne jeg bare fornemme«.

Forelsket i musikvidenskab
Marie Key tog rollen som den lidt socialt tilbageholdende pige med sig videre, da hun begyndte på Rysensteen Gymnasium i København. Her deltog hun aldrig i nogen af festerne. De sociale ting gled forbi hende af den simple grund, at hun aldrig var draget af dem.

»Vi havde jo været sammen hele ugen!«, udbryder hun og gør store, trætte øjne bag brillerne. »Jeg ville hellere bare hjem og se fjernsyn og slappe af. Det andet var alt for intenst«.

Hun drak heller ikke særlig mange øl, og cigaretter var der ingen af. I hvert fald ikke før hun begyndte på universitetet samme sommer, som hun blev student. Der var ikke rigtig noget andet, der trak i hende. Hun turde ikke rejse ud i verden med en rygsæk og havde heller ikke lyst til at tage på højskole.

Egentlig ville hun helst bare begynde direkte på universitetet. Det var bare ikke rigtig vildt nok. Alligevel landede hun på musikvidenskab. For hvis hun skulle gøre noget, der var rigtig vildt, skulle hun læse noget, der ikke førte nogne steder hen.

Med tiden har jeg jo lært, at det aldrig er så slemt, som min paranoia gør det til

»Noget humanistisk crap«, som hun siger. Så kunne hun altid finde sig et mere fornuftigt studium med en god løn og lav arbejdsløshed bagefter.

Men så langt nåede hun aldrig. For det var på universitetet, Marie Key for første gang mærkede, at hun ikke var træt af sine medstuderende fredag eftermiddag. Første gang, hun følte sig tilpas i det sociale. Og første gang, hun følte, hun ikke havde svært ved skriftlige opgaver. For nu var der rent faktisk noget at skrive om.

Hun skrev opgaver om musik og politik, om borgerrettigheder, Malcolm X og soulmusik i USA. Forelskede sig hovedkulds i studiet og fik en helt ny vennekreds, et nyt slæng. Og efter at være begyndt at synge mere og mere i løbet af de to år, hun gik på musikvidenskab, fik hun også et band. Og pludselig blev det sjovt at tage på lejrskole. Nu hed det bare turné.

»Det gad jeg godt med dem«, fortæller hun. »Der var et enormt kammeratskab, som blev ved, også når alle de andre var gået hjem. Det var dengang, man måtte ryge indenfor«.

En flyvende debut
En forårsaften i 2005 blev Marie Key Band kåret som en af vinderne af DR's musikkonkurrence KarriereKanonen. Det var en stor aften. I hvert fald for nogle af de andre fem vinderbands, deriblandt Magtens Korridorer, som kunne gå hjem den aften med pladekontrakt, booker og manager.

Marie Key ser ikke tilbage på den aften som noget særligt vendepunkt. Heller ikke selv om Marie Key Band få dage senere skrev under på en kontrakt med Sony, hvor hun stadig er i dag.

Det store for hende var at opleve, at pladeselskabsfolkene omkring hende rent faktisk gerne ville det her projekt. Deres accept gav hende en vished om, at sangene måske rent faktisk var gode nok. Og så følte hun sig tryg.

Året efter udkom debutalbummet med titlen ’udtales ['kæj]’, der ud over at fastslå, hvordan det kryptiske efternavn fra familiegården i Jylland skulle siges korrekt, også introducerede Marie Key som en helt ny stemme i dansk musik.

En lille drengepige med kort hår, hængerøvsbukser, hættetrøje, et lidt betuttet udtryk og et hit med titlen ‘Mormor’, der handlede om at være kvinde i 20’erne, uden nødvendigvis at have en ring på sin finger, fordi hun er lovet bort til en eller anden mand.

Albummet solgte 16.000 eksemplarer, og verden lod til at ligge for Marie Key Bands fødder. Indtil de på deres andet album ifølge Key selv trak deres interne facon lige vel langt ud.

Fløjten der aldrig stoppede
Egentlig var det planen at folde flere af de fortællinger ud, som folk havde været så glade for på den første plade. Men sådan gik det ikke. For i virkeligheden havde hun ikke lyst til, at den anden plade skulle være en høflig gentagelse af den første. Det var ikke længere nok for hende at skrive de sjove historier. Og så landede hun midt imellem.

Resultatet blev et album, der satte sig mellem to stole. Historier var der nok af. Der var bare ikke så mange pointer længere. Ligesom humoren ikke havde det samme bid. Anmelderne var glade, men det var kun SF’s medlemsblad, der henvendte sig for at få et interview. Turnévirksomhed var der heller ikke meget af.

I dag kan hun grine ad det. Hun kalder albummet for sin ’Seinfeld’-plade, opkaldt efter den amerikanske sitcom, der er kendt og elsket blandt andet for det faktum, at der aldrig sker noget som helst.

Som på åbningsnummeret med den sigende titel ’Bum bum’ om støjniveauet fra fyrværkeriet i Tivoli. Eller sangen ’Loppen’ om at være til koncert på, ja, Loppen i København og opleve, at ens sidste cigaret knækker. Berettermodellen var formet som en vandmand i stedet for en hval.

Selv musikalsk spændte bandet ben for sig selv. På den eneste sang, der var et reelt bud på et radiohit til P3, ’Almindelig dag’, valgte de at lægge et alenlangt fløjtestykke ind, hvor man med Marie Keys egne ord nærmest kunne høre folk skrue over på 100FM, imens fløjten spillede videre i det uendelige.

»Det var så typisk for os på det tidspunkt«, udbryder hun, imens benævnte fløjte tydeligvis spiller videre for hendes indre øre.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg er jo sjældent vinderen i mine sange. Men folk sympatiserer jo med den, der er på skideren

»Jeg husker den glæde, vi havde ved at sabotere og sabotere og sabotere. Det var nok en ungdomsting. Men det endte med at lukke sig fuldstændig om sig selv«.

I sidste ende antog albummets titel ’hver sin vej’ nærmest profetisk karakter, da trommeslager Mads Andersen en dag ringede og meldte sig ud af bandet.

»Det var, som om vi alle skulle videre«, siger hun og bliver stille.

En nedtur - med plads til eftertanke
I dag ser hun pladen som en overgang fra en kæreste til en anden. En periode, hvor man raser ud, smadrer nogle tallerkner, drikker baljevis af rødvin og pludselig en dag vågner op og kommer videre. Det sidste skete bare ikke rigtigt.

Senere samme år døde hendes far. Og Marie Key gled ned i en hverdag alene derhjemme med masser af tv og ikke så meget andet.

Hun levede af Koda-penge, der har det med at tikke ind med en belejlig forsinkelse, der gør, at man som musiker sagtens kan gå lidt på bodega og tænke over tingene, som hun siger. Hun mener ikke selv, at hun var deprimeret. Men hun havde en reel bekymring over, hvad der nu skulle ske. Med livet og med musikken.

Især fordi musikken i Marie Keys tilfælde ikke står last og brast med livet. For hende er musikken en udpræget social ting, som ikke er forbundet med den store lykke, hvis det nu ikke går så nemt. Og det gjorde det ikke i den periode.

Når der sker store ændringer i ens liv, kommer de ofte samtidig, forklarer hun. Men hun ser ikke bandets opløsning som et resultat af farens død. Der skete bare lidt for mange dårlige ting på samme tid.

»Ved du, hvad Anne Dorte Michelsen engang sagde til mig?«, spørger hun og slår over i blidt aarhusiansk.

»Det gode ved at gå ned er, at der bliver så dejligt stille«. Hun smiler.

»Det er så rigtigt! Du får ro til at tænke dig om. I stedet for at sidde og skulle passe på alle de sten, du har fået skrabet sammen. Det var i hvert fald godt for mig at prøve at miste det hele«.

Hjælpen fra Medina
En vinteraften i februar 2009 stod hun med en veninde på en bar i København og spillede bordfodbold og drak øl, da lynet slog ned via musikken fra højttalerne. Det var lyden af Medinas gennembrudshit 'Kun for mig', og den rene, kølige lyd og den sårbare stemme fik Marie Key til at stoppe op.

»Jeg stod bare der og anede ikke, hvad der skulle ske med mit liv«, fortæller hun. »Jeg husker bare, at jeg lænede mig ind over bordfodboldbordet og spurgte min veninde, hvad meningen var med at lave musik, når andre lavede noget, der var så godt. Det var lidt for at provokere, men jeg mente det helt alvorligt. Jeg syntes, det var vildt stærkt«.

Veninden forsøgte at forklare hende, at det jo var noget lidt andet musik, end Marie var vant til at lave. På mange måder var det jo lyden af den ekstreme modpol til den plade, hun selv lige havde lavet.

Men mødet med Medinas filterløse måde at synge om sit eget liv på tog bo i Marie Key, der fik en ide om, at hun nok skulle gå i gang med noget helt andet.

Og så kom musikken tilbage i hendes liv. Denne gang tog den bare bagdøren, da hendes ven og tidligere producer Henrik Balling fortalte, at han lavede musik til noget satire ved navn Rytteriet, og at de manglede en keyboardspiller i bandet. Marie Key takkede ja. Det blev hendes vej tilbage til scenen.

Pludselig huskede hun, at hun egentlig godt kunne lide at stå deroppe. Hun havde bare glemt det.

»Jeg er jo enebarn«, siger hun. »Jeg vil jo gerne op på den der scene. Det var nok det, jeg skulle erkende i den stille periode«

En kreativ eksplosion
Lysten til at lave sin egen musik lå stadig i baghovedet. Det skulle bare ske på en ny måde. Hun ville gerne være så klar i mælet som muligt denne gang. Mindre fis, mere Marie.

Hun begyndte at skrive sange igen og kom via sit pladeselskab i kontakt med den lidt yngre Andreas ’Maskinen’ Sommer’, som hun stadig arbejder tæt sammen med i dag.

Hun sammenligner hans stil som producer med en stor pose perler, der bliver smidt ud over gulvet. Noget, der stod i skarp modsætning til Marie Key Band, hvor trommeslageren havde for vane at beskrive Marie Keys forhold til produktion med lyden af to sten, der slår mod hinanden med lidt vokal henover.

Der var kemi imellem de to fra begyndelsen, selv om der gik nogen tid med at finde hinanden i musikken.

»Andreas ('Maskinen' Sommer, red.) var i for højt gear. Og jeg var i for lavt gear. Ingenting fungerede!«, siger hun.

Men det kom det til. Og da de mødtes på midten, skete der, hvad Marie Key selv betegner som en kreativ eksplosion. Musikken blev en legeplads, som gav hende mod på at prøve nye ting af.

Det flyttede også teksterne, og Marie Key mærkede, at hun begyndte at skrive på en ny og mere direkte måde. Som på ’Se nu herhen’ fra hendes første soloalbum ’I byen igen’ fra 2011, der ramte som en kærlighedserklæring fra en klar himmel.

Den her pige er alt, hvad jeg ser

hun er lyset gennem bladene

jeg vil ha’ mer’

hun flimrer for mine øjne

når jeg vågner om morgenen

med mig overalt, vågen eller sovende

Det var den første sang, hun havde skrevet, der åbenlyst handlede om en pige. Og derfor var hun lidt utryg ved at sende den på gaden, forklarer hun.

Hvad var du nervøs ved?

»Med tiden har jeg jo lært, at det aldrig er så slemt, som min egen paranoia gør det til«, siger hun.

»Men jeg var bange for, at det var dét, der ville blive historien. Bange for, at den nye lyd ville drukne i historier om, at nu åbner Marie Key op for det lesbiske univers og sådan«, siger hun og rynker lidt på næsen.

»Jeg er jo ikke lesbisk sangskriver. Jeg er bare sangskriver. Og jeg kunne godt se, den skilte sig ud. Det er jo ikke, fordi der er så mange andre kærlighedssange med et 'hun' i, som er skrevet af en kvinde …«.

Jeg tror ikke engang, der er et ’hun’ på ’Jeg er jo lige her’ …

»Måske Miss B Haven? Ikke engang på Marquis De Sade-pladen mindes jeg, at der er et ’hun’. Hvor er det egentlig sindssygt«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Sympati på Facebook

Vi sidder lidt. Men kommer ikke på nogen. Men nu er der da et par stykker i form af Marie Keys egne sange.

Som førstesinglen fra den nyeste plade, ’Uopnåelig’, der lagde fra land med linjerne »Jeg har ingenting at sige / Jeg har ingen ord der kan fange den pige«, inden den gled over i en nærmest feberfortvivlet drøm om den uopnåelige selv med ordene: »Hun er vild, hun er fri, hun er hastig / Hun er umulig for mig at holde fast i«.

Men da den kom på gaden sidste sensommer, var det ikke noget, hun tænkte så meget over. Ikke længere.

»Jeg synes hele tiden, jeg skræller flere og flere lag af«, siger hun.

LÆS OGSÅ

»Og det bliver der kvitteret for på en underlig, men meget fin måde. Jeg er jo sjældent vinderen i mine sange. Der sker altid et eller andet dårligt for mig. Men folk sympatiserer jo med den, der er på skideren. Det er et ret sødt menneskeligt træk«.

Det mærker hun flere steder, men primært på Facebook, hvor hendes fans skriver både offentlige og private beskeder til hende. En vil vise en hjemmevideo, hvor hans fireårige datter synger ’Uden forsvar’, imens en anden vil have hende til at spille samme sang til et bryllup hen over sommeren.

Og det er hun glad for. For Marie Key fungerer det som en slags forlængelse af dengang, da hun selv var lille og enormt ivrig efter at fortælle ting til andre. Enten via lejlighedssange eller i form af lystløgnagtige vittigheder til forældrene derhjemme.

»Jeg kan se, at folk tager det til sig«, siger hun. »Og det er benzinen for mig«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce