I indre bys Nørre Kvarter, der dækker en lille firkant af middelalderbyen fra Vestervoldgade til Nørregade, er der givet 58 spiritusbevillinger med 33 natbevillinger. Det vil sige, at der er givet alkoholbevilling til mere end hver fjerde ejendom i kvarteret.
Og en stor del af de i alt 1.000 beboere i området kan næsten ikke holde følgerne ud. De føler ikke, at deres mange klager og protester mod larm og svineri i gaden hjælper, og derfor planlægger de et sagsanlæg mod kommunen.








