Det fejlfri menneske

Lyt til artiklen

Mindre næser, større bryster - og væk med alle stritører. Genmanipulerede babyer og kunstige kroppe koblet til menneskehjerner. Er udviklingen inden for kirurgien og humanteknologien fantastisk eller farlig? Det har skolebørn over hele landet diskuteret på baggrund af materiale fra Etisk Råd. Kan vi ikke få lov til at være i fred for alle informationer og al viden. Vi må da have fri en gang imellem«. Bemærkningen kommer fra Mette, en af de skoleelever, der i den seneste tid har vendt og drejet de etiske spørgsmål, der rejser sig, når videnskab og teknologi kan bruges til at forandre menneskers liv, evner og udseende. Tre temaer Der er ikke noget at sige til, at Mette er træt i hovedet. For det er store og komplekse spørgsmål, Etisk Råd stiller i undervisningshæftet 'Det perfekte menneske', som ca. halvdelen af landets 9. og 10. klasser har rekvireret. Hæftet er bygget op over tre temaer: skønhedskirurgi, forandring af gener og cyborg-teknologi (sammensmeltning af krop og elektronik), og det er der kommet noveller, spil og refleksioner ud af rundt omkring i klasserne, viser de besvarelser, som Politiken har fået lov til at kigge i. For eksempel har fem elever fra 10. a på Kildegård Gymnasium lavet et brætspil om at blive det perfekte menneske. Målet kan kun nås, hvis spilleren gennemgår et antal plastiske operationer, og dertil kræves både held og penge. Pengene tjener man ved at svare rigtigt på spørgsmål om f.eks. kroppens genetik, love og regler og kosmetisk kirurgi. De skoler, der har deltaget i projektet, er blevet bedt om at udpege kandidater til Etisk Forum for Unge 2003 - et forum, som Etisk Råd etablerer én gang om året som en pendant til det voksne råd. 200 unge blev indstillet, og af dem valgte Etisk Råd 17 ud, som i sidste uge mødtes til et to-dages seminar i Nyborg. Ikke perfekt De unge er udvalgt, så der er en geografisk spredning og balance mellem de to køn. Men det er ikke de eneste kriterier, fortæller en af initiativtagerne, socialrådgiver Nicolaj Henningsen, medlem af Etisk Råd, der bestemt forventer, at politikerne vil lytte til de unge. »Vi har ikke bare valgt alle 13-tallene, men også den skæve profil, som synes, det kunne være fedt at ligne George Clooney døgnet rundt«, siger Nicolaj Henningsen. En af de udvalgte er Sandra Wulfeld, som går i 9. klasse på Skolen ved Kongevej i Helsingør og har skrevet de to noveller nedenfor. Tanken om at få større bryster har da strejfet hende, siger hun: »Men kun i en brøkdel af et sekund, for jeg tror ikke på, at man bliver lykkelig af at være et perfekt menneske«. Da hun skrev de to noveller om Mathilde, var hun totalt imod enhver forandring af mennesket. I dag, efter to dages intensive diskussioner i Nyborg, har hun flyttet sig: »Jeg er blevet mere åben for genmanipulation, for jeg kan godt se, at det er godt, hvis man kan helbrede syge og handicappede mennesker. Det må bare ikke blive overnaturligt«, siger Sandra Wulfeld.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her