»Den er en af verdens meget få undervandsskulpturer, den er optaget i den nationale encyklopædi, overborgmesteren holdt tale for den ved indvielsen, og både byboer og turister er meget glade for den. Så skal Københavns Kommune da også passe på den«, mener kunstneren bag undervandsskulpturen 'Agnete og Havmanden', Suste Bonnén.
Skulpturgruppen står på bunden af Slotsholmskanalen, og besøgende har i de sidste tyve år kunnet ane den under havoverfladen fra hjørnet ved Højbro Plads.










