Vi kan lige så godt advare dig med det samme: Lørdag 7. juni er der risiko for, at du får softice og caffelatte galt i halsen, fordi du ser din nabo komme cyklende forbi cafébordet kun iført sokker og sandaler.
Siden 2004 har tusindvis af mennesker kørt gennem verdens hovedstæder iført intet andet end adam- og evakostume for at demonstrere mod klodens mange biler som del af World Naked Bike Ride. 7. juni rammer det internationale tiltag så København for første gang.
»Det er en demonstration imod olieafhængighed og de problemer, der følger med - sygdomme og dødsfald i trafikken for eksempel. Nøgenheden symboliserer den sårbarhed, vi mennesker har over for olieafhængigheden«, fortæller handikaphjælper Ernalise Royer, der sammen med sin kæreste, yogalæreren Mark Richards, står bag arrangementet i Danmark.
Umuligt at cykle i byen
Det var den canadiske forfatter og aktivist Conrad Schmidt, der i første omgang fik ideen til de nøgne rullende demonstrationer. Han var træt af, at det i flere af verdens hovedstæder var umuligt at cykle i byen på grund af de mange biler.
Det var en samtale om biler i byen, der fik Ernalise Royer og Mark Richards til at melde sig til at stå for den danske udgave af World Naked Bike Ride. For selv om infrastrukturen i København tager hensyn til cyklisterne, er det stadig ikke godt nok, mener Ernalise Royer.
»Antallet af folk, der cykler i København, er faldet de seneste fem år, og det, synes jeg, er ærgerligt. Jeg drømmer om mindre privatbilisme og bedre offentlig transport«.
En holdningsændring
Ernalise Royer og Mark Richards håber, at nøgencykelturen igennem København vil få københavnerne til at tænke sig om en ekstra gang, inden de starter bilen.
»Jeg håber, at folk begynder at tænke, at det er noget værre noget med alle de biler. Og at folk, der allerede har bil, begynder at overveje at indrette sig anderledes. En holdningsændring ville være dejlig, men det ville måske være at drømme«, siger Ernalise Royer.
Nøgenhed skaber opmærksomhed
Det er ikke kun københavnerne, der kan forvente en karavane af nøgne cyklister lørdag 7. juni. Overalt i verden fra Cardiff til Cape Town sætter aktivister og demonstranter sig på cyklen på samme tid for at markere deres utilfredshed med verdens overforbrug af olie.
Ernalise Royer håber, at nøgenheden vil skabe lidt opmærksomhed omkring demonstrationen.
»Der er jo ikke noget, der tiltrækker så meget opmærksomhed som nøgenhed«, mener hun.
En opsigtsvækkende tanga
Der er dog håb for de mere bornerte demonstranter. World Naked Bike Ride opfordrer til, at man møder op så nøgen, som man tør. En stykke undertøj er ikke nogen hindring for at cykle med i demonstrationen. Men hvis man skal have tøj på, må man godt gøre lidt ud af påklædningen, fortæller Ernalise Royer.
»Det ville være godt, hvis man havde et par opsigtsvækkende tangaer på«.
fortsæt med at læse








