En våd aften på Vestegnen i marts 1991 sidder fire venner og tegner i duggen på et vindue med deres fingre. De prøver at finde frem til de helt rigtige bogstaver til navnet på den graffitigruppe, de har besluttet sig for at oprette.
Første bud er COA, Children of Art. Det bliver dog hurtigt forkastet, og herefter bliver bogstaverne MOA formet på ruden. Det er fedt at skrive, men hvad skal det stå for? ’Mennesker og Alkohol’, lyder et bud, men i sidste ende bliver de fire oprindelige medlemmer i MOA – Mins, Fusk, Game og Fire – enige om, at ’Monsters of Art’ lyder bedre. Uden at vide det lægger vennerne den aften kimen til Danmarks længst eksisterende og mest aktive graffiti-crew. En gruppe, der i dag tæller over 80 medlemmer fordelt over hele Europa og New York. De yngste medlemmer er i begyndelsen af tyverne, mens de ældste er oppe i halvtredserne og har gode job som håndværkere, grafiske designere og akademikere. Sammen – som MOA – har de hver eneste dag i snart 20 år malet graffiti. Mins og Zki For de fleste er det svært at forstå, hvad der får voksne mænd til at begå hærværk for op mod en million kroner, komme i fængsel og blive gældsat for livstid for det, de selv betegner som »den dummeste form for kriminalitet«. Samtidig med at de kalder sig kunstnere. IBYEN har mødt to af MOAs medlemmer, 38-årige Mins og 26-årige Zki, i Rødovre, hvor de arbejder på en lovlig væg, der samtidig er en fødselsdagshilsen til Mins datter. De har indvilget i at give et blik ind i en bevægelse, der på én og samme tid er en ambitiøs kunstnergruppe og en kriminel bande med egne regler, strategiplaner og afstraffelse af personer, der forsøger at true dens position. Skal man pege på graffitigruppens absolutte hovedfigur de seneste 20 år, er det Mins. Han har været med fra starten, og han har også betalt prisen for det. Med samlet tre et halvt års fængselsstraf for hærværk. Alligevel er han blevet ved:»Jeg har malet, siden jeg var 10, og det giver mig stadig samme tilfredsstillelse. Man bliver totalt afhængig af at lave denne her form for kunst, for det er meget mere end bare at male. Det er lige så meget alt det uden om – vennerne, planlægningen og spændingen«. Når Mins selv ser på MOA, er det ikke en kriminel bande, han ser, men mere en gammel ven eller en hel familie. Og han betegner ’fællesskabet’ som grunden til, at MOA nu har overlevet i 20 år. For i modsætning til mange graffitimalere har MOAs medlemmer altid arbejdet for det, de selv betragter som en større sags tjeneste – nemlig at promovere gruppens navn frem for det enkelte medlems. Systemet MOA ’Fællesskabet’ er også et velorganiseret system, der sammen planlægger, udfører og fejrer de natlige missioner med spraydåser og posca-tuscher. Når MOA maler tog, er der langtfra tale om spontane drengestreger fra en flok, der ikke lige har andet at tage sig til. MOA har planlægningsmøder, hvor gruppen taget stilling til, hvor de skal male i den kommende tid og hvordan. Det er også ved disse lejligheder, at medlemmerne vurderer risikoen og udveksler viden, der kan få missionen til at lykkes. Nogle har særligt kendskab til, hvordan togene holder, andre kender til DSB-personalets arbejdsrutiner – hvem er på arbejde, hvornår bliver der gjort rent, og er der hundevagt? Og hvor tit kommer det lokale politi på besøg på banelegemet? Og ja, mange af medlemmerne i MOA ser faktisk det, de laver, som et arbejde. Som Mins lidt henkastet siger: »Jeg har arbejdet i DSB, siden jeg var 10 år gammel, og kender efterhånden det hele bedre, end de gør«. Forskellige roller I gruppen har medlemmerne mange forskellige roller. Mens nogle maler, skal andre holde vagt eller tage fotografier af værkerne. Det sker som regel først dagen efter i dagslys, når de trætte malere fra natten før får sig en lur. LÆS OGSÅGraffiti og gadekunst er eksploderet i København Når det hele så er lykkedes, og gruppen sammen ser ’deres’ tog rulle hen over skinnerne, er der, ifølge Mins ikke noget, der kan matche det: »Det giver den følelse af at være noget – som vi alle sammen nok higer efter. MOA er blevet den familie, som mange af os har savnet«, siger han. Maskerede malere Det helt afgørende for en vellykket mission er ikke at blive taget af politiet. For at forhindre det maskerer graffitimalerne sig, blandt andet har de altid noget over hovedet – en raidhue, en fastelavnsmaske eller en filtermaske, der samtidig holder den giftige gasart freonen ude af lungerne. De har også tøj med, som de kan skifte til, efter at de har malet. Herudover maler mange i dag med handsker for at undgå fingeraftryk, og de bruger af samme grund stofnet og ikke plastikposer til deres spraydåser. Faktisk er der opstået en hel industri, der specialiserer sig i at levere redskaber til graffitimalere: som særlige dåser, man ikke kan sætte fingeraftryk på, dåser, der ikke larmer, og tøj, der kan vendes. LÆS OGSÅToghærværk var eksamensopgave i kunst Blandt graffitimalere er MOA beundret for sin position som Danmarks største graffiti-crew. Men gruppen er også kendt for at forsvare den position med vold. Andre graffitimalere er bange for at få tæv, hvis de lægger sig ud med MOA. Det er et rygte, Mins ikke kan løbe fra, men som han dog argumenterer for er stærkt overdrevet: »Vi har lavet en masse lort og har da også slået på tæven for at forsvare vores kunst«, erkender han. Rekruttering En af dem, der har følt sig jaget af MOA, er 26-årige Zki fra Århus. I dag er han selv optaget i gruppen. »De havde et voldeligt ry, hvilket selvfølgelig skræmte lidt. Og jeg er da også selv flere gange blevet jagtet af dem, når jeg har været ude og male, men er heldigvis altid nået væk«, siger Zki. Omkring årtusindeskiftet blev han kontaktet af MOA, der på linje med andre kriminelle grupper selv rekrutterer sine medlemmer. Gruppen var for ham det ypperste inden for graffiti, så han var både beæret og interesseret, men ikke helt tryg ved situationen.
